Faktaark om kosmetik og kemiske stoffer

Få styr på begreberne og find forklaringer på nogle af de ord og begreber, som bruges i forbindelse med kosmetiske produkter.
Læs mere

Man kan få hudallergi af en række forskellige kemiske stoffer – bl.a. nikkel, parfume og hårfarve. Jo mindre du har kontakt med et allergifremkaldende stof, jo mindre er risikoen for, at du får allergi.

Allergi fra brug af kosmetiske produkter kan skyldes en række forskellige ingredienser. Stofgrupper som parfume, konserveringsmidler, planteekstrakter og hårfarvestoffer er nogle af de mest allergifremkaldende stoffer i kosmetiske produkter. Allergi er meget individuelt, og hvad den ene person reagerer på tåles fint af den anden, så det er vanskeligt at gardere sig fuldstændig mod allergi.

Kontaktallergi 

Der findes flere typer af allergiske reaktioner. Når man taler om allergi fra f.eks. kosmetik eller maling, menes der normalt hudallergi også kaldet kontaktallergi. Denne type allergi er blandt andet karakteriseret ved, at reaktionen kan komme meget forsinket, nogle gange flere dage efter, at man har været i kontakt med det allergifremkaldende stof. Det kan gøre det vanskeligt at finde årsagen til allergien.

Hyppigste årsager til hudallergi

Nogle af de hyppigste årsager til hudallergi er:

• Nikkel
• Parfume
• Hårfarve

Der er også andre produkter, som maling, tekstiler, sko mv, der kan give allergi.

Symptomer

De typiske symptomer på hudallergi er eksem, der kommer til udtryk ved rødme, kløe og hævelse. Der kan komme små knopper eller blærer, der bliver til sår. Eksemet opstår først der, hvor du har været i kontakt med det allergifremkaldende stof, men kan senere brede sig til andre steder på kroppen. Eksempelvis kan allergi fra hårfarve brede sig fra hovedbunden til ansigt og hals.

Hvad kan du gøre?

Hvis du oplever symptomer, der kan være allergi, er det vigtigt, at du stopper med at bruge det produkt, der kan være årsagen. Herefter er det en god ide at kontakte en læge eller hudlæge og få undersøgt, om der er tale om allergi, og hvad der evt. kan være årsagen. Hudlægen vil kunne teste dig for en række stoffer, der typisk er årsag til allergi. Det er altid en god ide at gemme pakningen til et kosmetisk produkt, så i tilfælde af en reaktion kan tage indholdsdeklarationen med til lægen. Det kan være en hjælp til at spore sig ind på, hvilket stof du ikke kan tåle.

Det er vigtigt at finde frem til, hvilket stof du er allergisk over for, da du fremover og resten af dit liv skal forsøge at undgå kontakt med det pågældende stof. Hudallergi varer hele livet, og hvis du fortsætter med at have kontakt med det stof, du ikke kan tåle, risikerer du, at din allergi bliver værre, eller at den bliver kronisk, dvs. eksemet bliver ved med at være der, selv om du stopper kontakten med det allergifremkaldende stof.

Parfume

En af de hyppigste årsager til hudallergi er parfumestoffer. Parfumestoffer er meget udbredte – ikke kun i kosmetiske produkter – men også rengøringsmidler, tøjvaskemidler, opvaskesæbe osv. Inden for kosmetiske produkter er deodoranter og parfumerede cremer den hyppigste årsag til parfumeallergi. Også eau de toilette og andre parfumesprays er hyppige årsager til parfumeallergi. Risikoen er størst ved produkter, der ikke skal skylles af efter brug, som eksempelvis cremer. Parfume skal deklareres på indholdsdeklarationen som ”parfum” eller ”aroma”. Dog gælder for særligt udpegede parfumestoffer, at disse skal deklareres med navn, når de forekommer i produktet over en bestemt koncentrationsgrænse.

Læs mere om parfume og parfumeallergi .

Konserveringsmidler

Konserveringsmidler tilsættes kosmetiske produkter for at undgå vækst af bakterier og svampe. Mange konserveringsmidler har også et potentiale for at fremkalde hudallergi. Det drejer sig blandt andet om følgende:

Formaldehyde og de såkaldte formaldehydefrigørere (stoffer der kan frigøre formaldehyde).

Methylisothiazolinone alene eller i blanding med Methylchloroisothiazolinone.

På baggrund af en vurdering fra EU’s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (SCCS) blev det fra 12. februar 2017 forbudt at anvende MI i kosmetiske produkter, der bliver på huden, og den 14. marts 2017 blev det vedtaget at nedsætte koncentrationen af MI i kosmetiske produkter, der vaskes af huden, fra 0,01 % til 0,0015 %. Den nye lavere grænse trådte i kraft 27. april 2018.

Man kan som forbruger helt undgå MI ved at vælge svanemærkede produkter eller ved at læse indholdsdeklarationen og undgå stoffet ”Methylisothiazolinone”.
Læs mere om MI.

Hvis du har allergi over for formaldehyd , skal du ikke kun være opmærksom på at undgå formaldehyd, men også stoffer, der kan frigøre formaldehyd. Disse er følgende:

• Benzylhemiformal
• 2-bromo-2-nitropropane-1,3-diol
• 5-bromo-5-nitro-1,3-dioxane
• Diazolidinyl urea
• DMDM hydantoin
• Imidazolidinyl urea
• Methenamine
• Paraformaldehyd
• Sodium hydroxymethylglycinate
• Quaternium-15

I kosmetik skal alle stoffer deklareres på indholdsdeklarationen, så hvis du ved, at du har allergi over for et eller flere konserveringsmidler, bør du læse indholdsdeklarationen og undgå produkter med disse stoffer. Læs mere på kosmetikindhold.dk, hvor du kan teste din viden om indholdsdeklarationer.

Farvestoffer, herunder hårfarver

Nogle farvestoffer er allergifremkaldende. Det er især tilfældet med de farvestoffer, der anvendes i hårfarver. Men også farvestoffer i makeup og andre produkter kan være allergifremkaldende.
Hårfarveallergi kan være særdeles alvorlig og i sjældne tilfælde kræve hospitalsindlæggelse og intensiv behandling. Stort set alle hårfarver indeholder farvestoffer, der er allergifremkaldende, og i nogle tilfælde indeholder henna tatoveringer også et hårfarvestof, der er ekstremt allergifremkaldende.

Læs mere om hårfarve og allergi.

Plante/naturstoffer

Modsat hvad mange mennesker tror, er der ikke mindre risiko for allergi ved at vælge kosmetiske produkter, der indeholder naturstoffer. Dels findes nogle af de mest allergifremkaldende stoffer, vi kender, i naturen. Dels er et allergifremkaldende stof lige allergifremkaldende, uanset om det er udvundet fra en plante eller fremstillet syntetisk.

Nogle af de meget allergifremkaldende naturstoffer er planteekstrakter, der anvendes til parfume eller andre formål.  Eksempelvis er egemos (oak moss/Evernia Prunastri) en af de hyppigste årsager til parfumeallergi. Det er derfor vigtigt, hvis du enten har parfumeallergi eller tendens til allergi og eksem, at du undgår parfumerede produkter, også de der indeholder naturekstrakter. Produkter med egemos skal deklareres med navnet Evernia Prunastri, men stoffet kan også gemme sig under navnet ”parfum”.

Læs mere om naturkosmetik og økologisk kosmetik .

Forebyggelse af hudallergi fra kosmetik

Du kan forebygge allergi på flere måder, men det er vanskeligt at gardere sig helt mod allergi, da vi reagerer meget individuelt.

1. Begræns eller undgå parfumerede produkter og hårfarve.
2. Undgå hennatatoveringer.
3. Opbevar emballagen et stykke tid efter at du har brugt produktet.
4. Hvis du reagerer allergisk, så stop med at bruge produktet og tag emballagen med til lægen.

Læs mere om forebyggelse af allergi over for forskellige produkter.

Tips om parfume

Tips om hårfarver og blegemidler

Tips om henna- og makeuptatoveringer

Videncenter for Allergi 

Danmark har som noget helt unikt i 2001 etableret et Videncenter for Allergi, der beskæftiger sig med årsager til allergi, overvågning af allergier i befolkningen samt forskning i allergi og de bagvedliggende mekanismer. Centeret er oprettet af Miljøstyrelsen og har til formål at forebygge allergi fra forbrugerprodukter gennem forskning, overvågning og rådgivning. Centerets forskningsresultater og overvågninger anvendes blandt andet af Miljøstyrelsen til at sætte fokus på allergiproblemer i EU med det formål at ændre EU lovgivningen, således at allergifremkaldende stoffer forbydes eller begrænses.

Læs mere om allergicenteret og om allergi på centerets  hjemmeside .

Generelt er der med den viden vi har i dag, ikke grund til at være bekymret for at bruge kosmetik. Men der er meget vi ikke ved om hormonforstyrrende stoffer og stoffer som mistænkes for at være hormonforstyrrende. 

Vi mangler også viden om, hvor stor betydning det har, at vi hver dag udsættes for mange kemiske stoffer med samme effekter fra mange forskellige kilder (f.eks. luft, støv, fødevarer, lægemidler, kosmetik og andre forbrugerprodukter).

Hvis du gerne vil være ekstra forsigtig i forhold til din egen udsættelse for stoffer der er mistænkt for at være hormonforstyrrende gennem kosmetik, kan du vælge Svanemærkede produkter – de må ikke indeholde stoffer, der er på EU's liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer.

Kosmetiklovgivningen er totalt harmoniseret i EU, og i lovgivningen står der, at et kosmetisk produkt skal være sikkert for menneskets sundhed, når det anvendes under normale betingelser. Det betyder, at der ikke må være kemiske stoffer i produkterne i mængder, som kan udgøre en risiko for forbrugerne.  Kosmetiklovgivningen er ligesom resten af EU’s kemikalielovgivning baseret på vurdering af et enkelt stof ad gangen. Der tages således ikke højde for at vi dagligt udsættes for mange stoffer med samme effekter fra mange forskellige kilder.

Derudover er der endnu ikke internationalt opnået enighed om, hvordan man definerer hormonforstyrrende stoffer, men der arbejdes i disse år i EU på at udarbejde kriterier, som skal gøre det nemmere at vurdere og regulere hormonforstyrrende stoffer. Når der er opnået enighed om et sæt kriterier, der kan definere hormonforstyrrende stoffer og hvilke tests, der skal til for at dokumentere, at et givet stof er hormonforstyrrende, skal dette indpasses i kosmetiklovgivningen.
Når der foreligger internationalt anerkendte kriterier for hormonforstyrrende stoffer – eller senest i januar 2015 – skal Kommissionen revurdere kosmetikforordningen i forhold til anvendelsen af stoffer med hormonforstyrrende egenskaber i kosmetik.

EU's liste over stoffer, der mistænkes for at være hormonforstyrrende

Inden for EU har man udarbejdet en liste over stoffer, der mistænkes for at være hormonforstyrrende. Der er stor forskel på hvor god dokumentationen er for hormonforstyrrende effekter af de forskellige stoffer. For nogle af stofferne er der ingen tvivl om at de er hormonforstyrrende, for andre er der måske flere studier, som peger i forskellige retninger. Ingen af de stoffer, der findes på denne liste må indgå i Svanemærket kosmetik. Du kan se listen her .

Da der er mange ubesvarede spørgsmål, når man taler hormonforstyrrende stoffer, er der fra myndighedernes side både herhjemme og internationalt stor fokus på at forsøge at begrænse den udsættelse vi får som mennesker og samtidig sikre, at der bliver forsket i emnet, så vi får mere viden.

Læs mere om den danske strategi for hormonforstyrrende stoffer.

Læs om nogle af de ting Danmark gør i forhold til hormonforstyrrende stoffer.

Parabener og 4-MBC

Danmark har i 2010 vurderet, at visse parabener, der anvendes til at konservere kosmetik, kan udgøre en risiko for børn under 3 år, og derfor er der udstedt et nationalt forbud mod at anvende disse parabener i produkter, der henvender sig til børn under 3 år. Læs mere om parabener.

På baggrund af undersøgelser publiceret i 2001 om visse UV-filtres mulige hormonforstyrrende effekter fraråder Miljøstyrelsen, at man anvender solcremer med UV-filteret 4-methylbenzylidene camphor (4-MBC) til børn under 12 år. Anbefalingen er senere udvidet til også at gælde gravide og ammende. Stoffet virker hormonforstyrrende på skjoldbruskkirtlen. Hvis et produkt indeholder 4-MBC,  skal det stå på indholdsdeklarationen med navnet 4-methylbenzylidene camphor. Hvis man vælger en Svanemærket solcreme undgår man 4-MBC.

Som gravid og ammende bør man overveje sin samlede udsættelse for kemikalier, herunder solcreme og andre plejeprodukter. I den forbindelse anbefaler Miljøstyrelsen, at man som gravid og ammende vælger Svanemærket kosmetik og i øvrigt begrænser forbruget af kosmetiske produkter så meget som muligt. Kan man ikke finde en svanemærket variant, kan man forsøge, at undgå triclosan, propylparaben, bytulparaben, isopropylparaben og isobutylparaben, hvis man vil være ekstra forsigtig.

Læs mere om hormonforstyrrende stoffer

Om solcreme

Om parabener

Om arbejdet med kriterier for hormonforstyrrende stoffer

Liste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer

Om EU's kosmetikforordning

Om gravide og børn

Andre hjemmesider

EU's kosmetikforordning (artikel 15.4 omhandler hormonforstyrrende stoffer)

Kosmetik må ikke kunne skade menneskers sundhed under normale og rimeligt forudsigelige betingelser. Det betyder også at stoffer, der er kræftfremkaldende, kan skade arveanlæg eller kan være skadelig for menneskers reproduktion som udgangspunkt ikke er tilladt i kosmetik.

Stoffer, der kan fremkalde kræft, skade arveanlæg eller skade fosteret og/eller menneskets fertilitet, kaldes også CMR-stoffer (carcinogen, mutagen, reproduktionsskadelig).  CMR-stoffer er blandt de stoffer, der anses for at være mest skadelige for menneskers sundhed, da nogle af dem kan forårsage langtidsvirkninger, der kan have dødelig udgang eller give permanente skader. Derfor er der særlig fokus på CMR-stoffer, ikke kun i kosmetik, men også i andre forbrugerprodukter.

CMR-stoffer må som udgangspunkt ikke anvendes i kosmetik. Dog gælder der visse undtagelser, i særlige tilfælde kan et CMR-stof tillades i kosmetik, men kun hvis det af EU’s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF) er fundet at være sikker at anvende i de konkrete produkter.

Risiko

For de fleste mennesker er det naturligt at være bekymret, hvis vi hører, at nogle produkter indeholder et stof, der er enten kræftfremkaldende, mutagent eller reproduktionsskadeligt. Det er dog ikke altid, at forekomsten af et sådan stof i sig selv giver en betydelig risiko i praksis – det afhænger dels af koncentrationen af stoffet, og hvor potent stoffet er, dvs. stoffets evne til at gøre skade. Der findes mange stoffer, som har en tærskelværdi, dvs. at det er muligt at fastlægge en dosis, der ikke udgør en risiko. Hvis et produkt indeholder en ekstremt lille mængde af et stof, der kun er skadelig i meget store doser, kan man i nogle tilfælde regne sig frem til, at produktet vil kunne anvendes sikkert.

For at vurdere, om et givet CMR-stof i et produkt udgør en risiko, laver man en risikovurdering. Det går i korte træk ud på at sammenholde den dosis (eksponering), man forventer at brugeren får ved normal brug af et produkt, med den dosis, der er fundet at være sikker i dyreforsøg. Heri indregnes en sikkerhedsfaktor, da der er tale om dyreforsøg og man gerne vil tage højde for forskellen mellem dyr og mennesker og mennesker imellem. Sikkerhedsfaktoren vil typisk være på 100. Det betyder, at kun hvis man ved normal brug af et produkt udsættes for 100 gange mindre af det skadelige stof end den dosis, der er fundet sikker i dyreforsøg, kan man tillade brugen af det pågældende stof i det pågældende produkt.

CMR-kategorier

CMR-stoffer opdeles i forskellige kategorier efter hvor veldokumenteret effekten er, dvs. hvor sikker man er på, at stoffet har den pågældende virkning. Der findes for hver af virkningerne 3 kategorier. Det er i forskellige ekspertudvalg i EU, hvor alle landende er repræsenteret, at man diskuterer og beslutter, hvilken kategori et stof skal placeres i.  Det sker på baggrund af alle de eksisterende data om et stof, fra reagensglasforsøg til dyreforsøg og evt. befolkningsundersøgelser.

Kategori 1A

Et CMR-stof placeres i kategori 1A, når effekten hos mennesker er veldokumenteret. Det er meget sjældent, at man kan bevise dette, og CMR-stoffer placeres derfor relativt sjældent i kategori 1A. Befolkningsundersøgelser er ofte ikke entydige nok til, at man eksempelvis vil kunne udpege et bestemt stof som beviseligt kræftfremkaldende i mennesker. I sjældne tilfælde, eksempelvis hvis et stof har været anvendt som lægemiddel eller på baggrund af længere tids udsættelse i arbejdsmiljøet, kan man have dokumentation for, at stoffet har en CMR-effekt i mennesker.

Kategori 1B

Stoffer i kategori 1B er stoffer med veldokumenteret CMR-virkning, hvor data primært stammer fra dyreforsøg. Man har typisk en række dyreforsøg og evt. også reagensglasforsøg, der peger på samme konklusion kombineret med, at der ikke er noget, der tyder på, at stoffet skulle opføre sig væsentligt anderledes i mennesker. Man har derfor god grund til at tro, at stoffet også har den pågældende virkning i mennesker.

Kategori 2

Er et stof klassificeret i kategori 2, betyder det, at man har en begrundet mistanke om, at stoffet enten er kræftfremkaldende, mutagent eller reproduktionsskadeligt. Man har begrænsede data fra dyreforsøg eller begrænsede humane data, der viser dette, men resultaterne er for utilstrækkelige eller tvetydige til at placere stoffet i kategori 1A eller 1B.

CMR-stoffer i kosmetik

Som udgangspunkt er CMR-stoffer ikke tilladt i kosmetik. Dog findes der undtagelser:

1. Et kategori 2 stof kan godt tillades til brug i kosmetiske produkter, hvis EUs Videnskabelige komite for Forbrugersikkerhed (VKF) har risikovurderet stoffet i den konkrete koncentration til det eller de konkrete produkter og fundet, at anvendelsen er sikker for mennesker.
2. Et stof i kategori 1A eller 1B kan kun tillades i kosmetik, hvis alle nedenstående betingelser er opfyldt:
   • Stoffet opfylder sikkerhedskravene til fødevarer som defineret i EU's fødevarelovgivning (forordning 178/2002).
   • En analyse viser, at der ikke findes egnede alternativer til stoffet.
   • Stoffet ønskes anvendt i en konkret produkttype med kendt eksponering.
   • VKF har vurderet stoffet og fundet, at det er sikkert for menneskers sundhed at anvende stoffet i den konkrete produkttype. I denne vurdering skal der tages hensyn til, om man bliver udsat for stoffet fra andre kilder, og der skal tages hensyn til særligt følsomme befolkningsgrupper.

Samtidig er det vedtaget, at hvis man tillader et kategori 1A eller 1B stof til brug i kosmetik, skal VKF revurdere stoffet, hvis der opstår usikkerhed om stoffets sikkerhed eller mindst hvert femte år.

Læs mere

Om EU's kosmetikforordning , Miljøstyrelsen

Kosmetikforordningen (1223/2009) , EU-Kommissionen. Artikel 15 omhandler CMR-stoffer i kosmetik.

Mikroplast bruges i nogle kosmetiske produkter, som eksempelvis skrubbecremer og tandpasta. Mikroplast giver ikke umiddelbart anledning til bekymring for menneskets sundhed, men der hersker en bekymring for, at mikroplast fra kosmetiske produkter kan ende i havene og påvirke vandmiljø og havets dyr.

Fra den 1. juli 2020 har Danmark indført et forbud mod import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplast i en koncentration på 0,01% eller derover (Mikroplastbekendtgørelsen, BEK nr. 655 af 19/05/2020). Formålet med forbuddet er at forhindre udledning af unedbrydeligt mikroplast til miljøet.

 På baggrund af bekymringen om mikroplast betydning for vandmiljøet har den europæiske kosmetikbranche ifølge brancheforeningen Kosmetik- og hygiejnebranchen fokus på at udfase brugen af mikroplast i deres produkter.

Hvad er mikroplast?

Mikroplast er i bekendtgørelsens § 1 defineret som:

Plastik i fast form, som er mindre end eller lig med 5 mm i alle dimensioner, og som er uopløselig i vand.

Forbuddet gælder for alle kosmetiske produkter til afrensning, der indeholder mikroplast i fast form, som ikke er vandopløseligt (jf. ovenstående definition). Dette er uanset med hvilket formål mikroplasten er tilsat. Forbuddet er derfor ikke begrænset til mikroplast, som for eksempel bruges til at give en eksfolierende eller skrubbende effekt. Hvis mikroplasten derimod ikke er i fast form eller er vandopløselig, så vil den ikke være omfattet af forbuddet.

Hvor ender mikroplasten henne?

Mikroplast findes i stor udstrækning i vandmiljøet og i organismer på alle niveauer af de marine fødekæder. I Nordsøen og i Storebælt har man fundet mikroplast i maven, indvoldene og vævet af bl.a. sæler, sild, torsk, hvilling og muslinger. Den mikroplast, der findes i havet, kan enten stamme fra landbaserede kilder, hvor enten primær eller sekundær mikroplast via afløb, renseanlæg og vandløb, ledes ud i havet, eller den kan være skabt i havmiljøet gennem nedslidning af større stykker plastaffald (plastposer, dunke, flasker mm.), som er dumpet direkte i havet, eller skyllet ud i havet som resultat af mangelfuld affaldshåndtering på land.

Hvor kommer mikroplast fra?

Miljøstyrelsen udgav i november 2015 den første danske undersøgelse af mikroplast. Rapporten pegede på, at rigtig meget mikroplast stammer fra menneskelig aktivitet som slid af bildæk, skosåler og partikler fra maling, og at en del af mikroplasten når ud til miljøet via vores rensningsanlæg. Rapporten viste, at mikroplast fra kosmetiske produkter sandsynligvis kun udgør omkring 0,1 % af det samlede udslip af mikroplast fra landjorden til miljøet, og at omkring 99 % stammer fra slid på bildæk, skosåler, tøj osv. Der er ikke noget i rapporten, der peger på, at almindeligt plastaffald udledt direkte til havmiljøet under danske forhold udgør nogen væsentlig kilde til den mikroplast, der findes i havmiljøet på globalt plan.

Læs mere

Læs Miljøstyrelsens rapport om mikroplast , hvor man har undersøgt, hvad mikroplast er, hvor det kommer fra, hvilke effekter det har, og hvor man kan finde mikroplast.

Der findes to officielt anerkendte miljømærker for kosmetiske produkter: EU’s Blomsten og det nordiske Svanemærke. Når du vælger miljømærket kosmetik, får du produkter, der belaster miljøet mindst muligt. Svanemærkede produkter skal desuden leve op til en række krav om sundhed.

Alle markedsførte kosmetiske produkter i EU skal leve op til EU's kosmetiklovgivning og være sikre for menneskets sundhed. Da EU's kosmetiklovgivning primært sigter mod at beskytte forbrugerne, indeholder den ikke specifikke miljøkrav til kosmetiske produkter. Miljømærker er primært udviklet med henblik på at minimere belastningen af miljøet, men går på nogle områder også videre end kosmetiklovgivningens regler om sundhed. Ved at vælge Blomst- eller Svanemærkede kosmetiske produkter, får du derfor produkter, der både lever op til mærkernes skrappe miljøkrav og overholder kosmetiklovgivningens krav til forbrugersikkerhed, samtidig med, at de på nogle områder endda går videre i forhold til forbrugersikkerhed end det, lovgivningen foreskriver.

Blandt miljøkravene er krav om stoffernes bionedbrydelighed, deres potentiale for at ophobes i miljøet samt giftighed for vandlevende organismer. Samtidig stilles der krav til mængden og typen af emballage. Blomsten adskiller sig dig væsentligt fra Svanen i og med, at den kun kan gives til sæbe, shampoo og balsam, hvor Svanen kan gives til alle typer kosmetiske produkter.

Desuden stiller Svanen en række krav til indholdet af stoffer, der er potentielt sundhedsskadelige, hvor Blomsten primært tager miljøhensyn. Blomsten forbyder dog stoffer med de værste sundhedsskadelige effekter, som fx stoffer, der mistænkes for at være kræftfremkaldende .

Hvad får du, når du vælger Svanemærket kosmetik?

Når et produkt har fået Svanemærket betyder det, at det opfylder en række krav både til sundhed og miljø. Nedenstående er udvalgte eksempler fra kravene med fokus på sundhed. Du kan læse de samlede krav til Svanemærket kosmetik i kriteriedokumentet.

Eksempelvis gælder for Svanemærket kosmetik

• Produkter, der markedsføres til spædbørn og børn under 12 år må ikke indeholde parfume- eller aromastoffer.
• Der må ikke indgå stoffer, som er klassificeret allergifremkaldende ved hudkontakt eller allergifremkaldende ved indånding. En undtagelse herfra er dog parfumestoffer, der er klassificeret allergifremkaldende, som godt må indgå i produkter til voksne, men kun i ekstremt lave mængder.
• Der må ikke indgå stoffer, som er klassificerede mistænkt for at have alvorlige langtidseffekter som f.eks.  kræftfremkaldende og reproduktionsskadelige .
• Produktet må ikke indeholde specifikke stofgrupper, som fx: parabener, borater og perborater, triclosan.
• Der må ikke indgå stoffer, som er på EUs liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende .
• Anbefalinger fra EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF) vedrørende konkrete ingredienser skal følges.
• Produktet må ikke indeholde nanomaterialer undtaget hydreret silica, der anvendes som slibemiddel i tandpasta. Hvis VKF finder det sikkert at anvende specifikke stoffer på nanoform i solbeskyttelsesprodukter , kan disse også tillades.
• Der må ikke anvendes konserveringsmidler til andet end konservering af selve produktet. Dvs. produktet må ikke have antibakteriel virkning.
• I læbeprodukter og tandpasta må kun anvendes konserveringsmidler, aroma- og farvestoffer, der også er godkendt som fødevaretilsætningsstoffer.
• I hårfarver må ikke anvendes stoffer, der er allergifremkaldende for hud, også selv om disse ikke er officielt klassificerede. Der findes endnu ingen Svanemærkede, permanente hårfarver.
• I hennahårfarver må ikke indgå lawsone .

Desuden stilles strenge krav til produktets indhold af miljøbelastende stoffer, som fx stoffer der er langsomt nedbrydelige, kan ophobes i miljøet eller er giftige for miljøet. Der stilles også krav til emballagemængde og -type. Endelig er der krav om etikettens tekst i forhold til at sikre en optimal forbrugeroplysning.

Læs mere 

Om Miljømærkning

Andre hjemmesider 

Miljømærker - ecolabel.dk

Kriterier for Blomstmærket sæbe, shampoo og balsam , EU-Kommissionen

Nanomaterialer bliver anvendt i kosmetiske produkter såsom solcremer, hårfarver og make-up produkter. EU-Kommissionen holder nøje øje med de nanomaterialer, som indgår i kosmetik.

Hvis man ønsker at sætte et kosmetisk produkt, der indeholder ingredienser på nanoform på markedet, så er der flere regler, som man skal følge, end der er for produkter uden disse ingredienser. Dette skyldes, at vi stadig ikke ved så meget om nanomaterialers egenskaber, og der er derfor ekstra fokus på sikkerheden af de pågældende produkter.

Er kosmetiske produkter indeholdende nanomaterialer sikre at bruge?

Nogle af de ingredienser, der anvendes i kosmetiske produkter, er i de senere år også blevet fremstillet på nanoform. Således findes disse ingredienser nu i to partikelstørrelser. Egenskaberne ved de to forskellige partikelstørrelser kan være meget forskellige. Årsagen til dette er, at nanopartiklers uanseelige størrelse på mellem 1 og 100 nanometer (1 nanometer = en millarddel af en meter) kan medføre, at materialet opfører sig anderledes, når det f.eks. kommer på huden. I og med at nanomaterialer er så små, så hersker der bekymring om, hvorvidt det gør det nemmere for disse stoffer at trænge ind i kroppen.

Dette skal undersøges grundigt, inden det kosmetiske produkt indeholdende nanomaterialet sættes på markedet. Virksomheden, der fremstiller produktet i EU eller importøren heraf, er ansvarlig for, at der bliver foretaget en sikkerhedsvurdering af hele produktet samt af selve nanomaterialet. Her bliver der også taget stilling til, hvordan størrelsen af partiklerne i nanomaterialet kan påvirke sikkerheden af produktet.

Du kan læse mere om sikkerhedsvurdering af nanomaterialer i kosmetik i den engelske guide udarbejdet af VKF - EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed  (på engelsk SCCS - Scientific Committee for Consumer Safety): Guidance on the safety assessment of nanomaterials in cosmetics. Guiden er senest opdateret i 2019. I den bliver det bl.a. også diskuteret, hvordan et nanomateriale kan defineres.

Hvordan kan jeg se, om et kosmetisk produkt indeholder et nanomateriale?

Virksomheder, der markedsfører kosmetiske produkter, hvori der indgår nanomaterialer, skal sørge for, at det tydeligt fremgår af produktets emballage, at en eller flere ingredienser er på nanoform. Dette gøres ved at skrive (nano) efter den pågældende ingrediens’ navn.

Det skal dog understreges, at det faktum, at et produkt indeholder et nanomateriale, ikke er ensbetydende med, at produktet er mindre sikkert at anvende end produkter, der ikke indeholder nanomaterialer. Grunden til, at der er krav om, at det skal fremgå af produktets mærkning, er, fordi man gerne vil give forbrugeren så mange oplysninger som muligt om de produkter, der findes på markedet.

Ingredienser på nanoform er typisk farvestoffer, UV-filtre og konserveringsmidler. EU-Kommissionen har udarbejdet et katalog over alle nanomaterialer, der anvendes i kosmetiske produkter. Kataloget bliver løbende opdateret.

Læs mere

Miljøstyrelsens sider om nanoteknologi

Rapport: Kortlægning af produkter der indeholder nano eller baseret på nanoteknologi , Miljøstyrelsen 2007

Om solcreme og selvbruner

EU-regler om kosmetik

Sikkerheden ved at bruge parabener i kosmetik har været diskuteret i årevis. Der findes en række forskellige parabener, og her kan du læse, hvad der er op og ned.

Parabener er konserveringsmidler, der anvendes i kosmetik, lægemidler og fødevarer. Der findes en række forskellige parabener, men i kosmetik ser man oftest methylparaben, ethylparaben, propylparaben og butylparaben. Stofferne bliver brugt for at forhindre vækst af svampe og bakterier i produkterne, og de bliver ofte brugt i kombination med hinanden. Parabener er, i modsætning til mange andre konserveringsmidler, kun meget sjældent årsag til allergi.

Fakta om parabenerne

Parabenerne er i nogle typer forsøg fundet at have en vis østrogen aktivitet, dvs. de efterligner det kvindelige kønshormon østrogen. Andre forsøg viser tegn på påvirkning af mandlig reproduktion og igen andre forsøg viser, at stofferne ingen effekt har på mandlig reproduktion. Virkningen er ikke demonstreret entydigt i dyr, og det er svært at tolke betydningen af forsøg med cellekulturer og organer, der er isoleret fra dyr. Det betyder derfor, at det er vanskeligt at sige, om stofferne har hormonforstyrrende virkning i mennesker. Samtidig mangler man viden om, hvor meget der trænger gennem huden, og hvor hurtigt stofferne nedbrydes – dette kan have afgørende betydning for, om de kan have en skadelig virkning i kroppen.

Hvad er forbudt og hvad er tilladt?

EU's Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF) har foretaget en samlet vurdering af alle eksisterende data fra de forskellige parabener. Nedenfor kan du se, hvad komiteen har konkluderet:

• Methyl- og ethylparaben : VKF har vurderet, at disse to parabener ikke udgør en sundhedsrisiko i kosmetiske produkter i de anvendte koncentrationer (0,4 %). Der er derfor hverken et nationalt eller et EU forbud.

• Isopropyl-, isobutyl-, phenyl-, benzyl- og pentylparaben er i efteråret 2013 blev forbudt i EU. Forbuddet har en overgangsperiode, så stofferne vil stadig kunne findes i produkter på markedet ind til omkring oktober 2015. Dette forbud blev vedtaget med begrundelse i manglende data.

•  Propyl- og butylparaben er vurderet sikker i koncentrationen 0,14 % i alle typer produkter, undtagen i produkter, der er beregnet til at blive brugt i bleområdet hos børn under tre år og som ikke skylles af (vådservietter og cremer).

Det midlertidige danske forbud

I 2011 udstedte Danmark et midlertidigt nationalt forbud mod brug af propyl-, isopropyl-, butyl- og isobutylparaben i alle produkter til børn under 3 år. Forbuddet er stadig gældende.

Hvis du som forbruger ønsker at undgå parabener

• Læs indholdsdeklarationen og undgå produkter, der har ingredienser med ordet ”-paraben”, f.eks. propylparaben og butylparaben. 

• Vælg produkter med det nordiske miljømærke Svanen. De må ikke indeholde parabener.

Mange forbrugere tiltrækkes af kosmetiske produkter, der markedsføres økologiske eller naturlige. Miljøstyrelsen anbefaler, at du som forbruger er opmærksom på, at økologiske og naturlige kosmetiske produkter ikke nødvendigvis er sundere – derudover gør du i nogle tilfælde miljøet en større tjeneste ved at vælge de produkter, der har de officielle miljømærker.

Hvad forstås ved økologisk kosmetik? 

I Danmark findes der ikke nogen officiel, myndighedsgodkendt økologimærkning på kosmetik, ligesom der gør på fødevarer. Der findes til gengæld mange private ordninger, der certificerer kosmetiske produkter til at være økologiske efter forskellige kriterier.

For at kalde et produkt økologisk er det en forudsætning, at det har et indhold af planteekstrakter eller andre ingredienser, der er dyrket økologisk. Eksempelvis giver det ikke mening at kalde vand økologisk. En del af de ingredienser, der hyppigt anvendes i kosmetik, er enten fremstillet syntetisk eller af mineralsk oprindelse og kan derfor ikke dyrkes økologisk.

Forbrugerombudsmanden har i 2014 udstedt en vejledning om, hvad der skal til, for at et kosmetisk produkt kan betragtes som værende økologisk. Ifølge denne vejledning skal mindst 95% af produktets råstoffer/ingredienser (bortset fra vand) være økologiske, for at man kan kalde produktet økologisk. I tilfælde af, at mindre end 95 % af produktets råstoffer/ingredienser er økologiske, og hvor man dermed ikke kan anprise produktet som økologisk, er det i stedet tilladt at angive, hvor mange % af produktet der er økologisk

Læs Forbrugerombudsmandens Vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv.

I kosmetiklovgivningen findes der ingen bestemmelser om økologi, da denne lovgivning er udarbejdet af hensyn til forbrugerbeskyttelse, og økologi ikke har en sammenhæng med sundhed i forbindelse med kosmetiske produkter. Man må dog ikke markedsføre kosmetiske produkter på en måde, der kan vildlede forbrugeren. Dette betyder i forhold til økologi, at man ikke i markedsføringen må antyde, at produktet er sundere eller fx mindre allergifremkaldende, fordi det indeholder økologiske ingredienser.

Læs mere om vildledende markedsføring af kosmetik.

Er økologisk kosmetik bedre?

Mange vælger økologisk kosmetik ud fra en forestilling om, at de enten er sundere for dem selv eller deres børn, eller at fremstillingen af produkterne belaster miljøet mindre. Som udgangspunkt er økologisk kosmetik ikke sundere end kosmetik, der ikke er økologisk. For at man overhovedet kan tale om økologisk kosmetik, skal en stor del af produktet bestå af ekstrakter fra planter eller blomster, og disse er i sig selv ofte allergifremkaldende.

Sammenlignes to kosmetiske produkter, der er helt identiske bortset fra, at det ene indeholder økologiske planteekstrakter, og det andet indeholder de samme ekstrakter, der ikke er fremstillet økologisk, vil fremstillingen af det produkt med de økologiske ekstrakter alt andet lige have betydet en mindre miljøbelastning. Dog skal man huske, når man taler om miljøbelastning, at der er meget mere og andet i det end blot dyrkningen af udvalgte planter til brug for ekstrakter.

Eksempelvis er der ved økologi ikke taget højde for, om de valgte sæbestoffer er mere eller mindre miljøskadelige, når de ledes ud i afløbet. Der er heller ikke taget hensyn til, om emballagen forurener mere eller mindre. Så hvis man ønsker at tage et miljøhensyn, er det i virkeligheden ofte mere relevant at gå efter miljømærkede produkter, frem for de økologiske – eller bedre endnu; produkter, der både har et miljømærke og indeholder økologiske ingredienser. Eksempelvis gælder for Svanemærket kosmetik, at hvis det indeholder økologiske ingredienser, kan dette markeres ved at angive hvor mange % af produkter, der er økologisk.

Hvad forstås ved naturkosmetik?

Naturlig kosmetik og naturlige ingredienser er mere udefinerbart end økologi. Der er heller ikke her en officiel definition, og der er delte meninger om, hvad naturlige ingredienser er. Nogle mener, det er stoffer, der er udvundet fra naturen, andre mener, det er tilstrækkeligt, at stofferne oprindeligt er fundet i naturen, selv om de fremstilles syntetisk, og endelig er der nogen, som mener, at det stadig er en naturlig ingrediens, hvis man udvinder den fra naturen og efterfølgende modificerer den kemisk i et laboratorium.

Er naturkosmetik bedre?

Som udgangspunkt er naturlige stoffer/ingredienser ikke mindre skadelige end syntetiske. De mest allergifremkaldende stoffer, vi kender, er ekstrakter fra planter/blomster som eksempelvis egemos. Så hvis man ønsker at forbygge allergi, er det ikke en entydigt god ide at vælge naturkosmetik.

Men ofte er der også anvendt andre principper i naturkosmetik, som fx, at der ikke anvendes konserveringsmidler, da nogle af plantestofferne i sig selv har en konserverende virkning. Da mange konserveringsmidler er potentielt allergifremkaldende, kan det i nogle tilfælde være en god ide at vælge ukonserveret naturkosmetik. Det er derfor svært at give et generelt svar på, om naturkosmetik er bedre end andet kosmetik, det vil kræve en vurdering fra produkt til produkt og et nøje kendskab til ingredienser.

Hvis man vælger naturprodukter af miljøhensyn, kan man overveje at vælge miljømærkede produkter i stedet, da man her får produkter, der er garanteret mindre miljøbelastende end tilsvarende produkter, og der er taget hensyn til både fremstilling, brug, emballage mm.

Læs mere om økologisk kosmetik og naturkosmetik

Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande i markedføringen, Forbrugerombudsmanden 2014

Om kosmetik og miljømærker

Tips om parfume

Om kosmetik og allergi

Rapport: Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kosmetiske produkter markedsført som “ikke konserverede” , Miljøstyrelsen 2011

Rapport: Udvalgte plantestoffer i "naturlige" kosmetiske produkter , Miljøstyrelsen 2002

Rapport: Analysemetoder af planteekstrakter i naturkosmetikprodukter , Miljøstyrelsen 2002

Andre hjemmesider

Videncenter for allergi

Miljømærkning Danmark

Efter dokumentaren ”Not So Pretty” rullede over skærmene på HBO Max i 2022 har Miljøstyrelsen modtaget flere henvendelser om, hvorvidt det er farligt at bruge skønhedsprodukter med talkum. Det skyldes, at talkum kan indeholde spor af det kræftfremkaldende stof asbest. Du kender sikkert til talkum, fordi det kan være en ingrediens i babypudder. Men selv som voksen bruger man også produkter med talkum, da stoffet findes i bl.a. pudder, blush, highlightere og bronzere. 

Talkum, der er et mineral, findes naturligt i jorden. Asbest kan forekomme i jord i forskellige geografiske egne. Når talkum udvindes, så kan man risikere at medtage små mængder af asbest, som kan ligge nært ved talkum i jorden. Det betyder, at der kan følge rester af asbest med over i de færdige produkter som f.eks. øjenskygge, pudder, blush, bronzere og highligtere. Det har derfor igennem årene været diskuteret, om talkum kan øge risikoen for kræft, når det anvendes i kosmetiske produkter.

Det er et helt væsentligt krav i kosmetiklovgivningen, at kosmetiske produkter skal være sikre for menneskers sundhed. Det er forbudt at tilsætte asbest til kosmetik, der markedsføres i EU. Spor af et forbudt stof, som utilsigtet er til stede i det kosmetiske produkt, er dog tilladt, hvis det er teknisk uundgåeligt, og kun hvis produktet er sikkert at anvende for forbrugeren.

Forskning i sammenhængen mellem kræft og brug af kosmetik med talkum

Miljøstyrelsen har fulgt forskningen tæt og har senest i 2022 bedt eksperter fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om at gennemgå de videnskabelige studier, der findes om sammenhængen mellem brug af kosmetiske produkter med indhold af talkum og risikoen for kræft. DTU konkluderer, at der på grundlag af den eksisterende viden ikke er grund til at formode, at talkum i kosmetiske produkter kan give en øget risiko for kræft.

I 2018 foretog de hollandske myndigheder en undersøgelse, hvor de analyserede 296 kosmetiske produkter for asbest. I undersøgelsen indgik de typer af kosmetiske produkter, som ofte indeholder talkum. 232 produkter indeholdt talkum, og i to af disse blev der fundet asbest (tremolit fibre). På den baggrund konkluderede de hollandske myndigheder, at det er muligt at producere kosmetiske produkter med talkum, hvori der ikke er rester af asbest. Der findes ingen tilsvarende undersøgelser af, hvordan det ser ud på det danske marked.

Der foretages stadig forskning på området, bl.a. er de amerikanske myndigheder (FDA) i gang med et større projekt, hvor de analyserer prøver af talkum for asbest. Miljøstyrelsen følger løbende med i, hvad der sker på området.

Skal kosmetik godkendes af myndighederne før det må markedsføres? Må producenterne udføre dyreforsøg med kosmetiske produkter? Og er der nogen, der registrerer bivirkninger ved brug af kosmetik? Læs her om, hvilke regler der gælder for kosmetik i EU.

Siden 1976 har EU haft fælles regler om markedsføring af kosmetik – disse fremgår af kosmetikdirektivet, som i Danmark er implementeret ved Kosmetikbekendtgørelsen. Fra juli 2013 erstattes direktivet af en forordning, der rummer de samme regler plus nogle flere om kosmetik. Nedenfor er reglerne gennemgået, som de fremgår af forordningen, og kun hvor der er forskel på, hvad der kommer til at gælde med forordningen i forhold til det, der nu gælder med direktivet, er det nævnt, hvad der gælder hvor.

1. Sikkerhed
2. Forbudte og tilladte stoffer
3. Sikkerhedsvurdering
4. Dyreforsøg
5. Oplysningsret
6. Kontrol
7. Øvrige regler

1. Sikkerhed

Den vigtigste regel i forordningen er bestemmelsen om, at kosmetik skal være sikker for menneskers sundhed, når det anvendes under normale betingelser eller betingelser, som med rimelighed kan forudses, under hensyntagen til bl.a. præsentationsmåde, mærkning og anvisninger vedrørende anvendelse og bortskaffelse.

Kosmetiske produkter bliver ikke, modsat hvad mange tror, godkendt af en myndighed. Det er den, der er ansvarlig for markedsføringen, der er ansvarlig for, at produkterne er sikre. Når produkterne sættes på markedet skal den markedsføringsansvarlige blot anmelde produkterne til EU Kommissionen, der registrerer alle produkterne på det europæiske marked. Registreringen er ikke en godkendelse.

Den markedsføringsansvarlige skal sikre produkternes sikkerhed ved blandt andet at leve op til de følgende to meget vigtige bestemmelser:

1. Alle produkter skal overholde regler om, hvilke indholdsstoffer, der må anvendes, sådan som de fremgår af bilagene til forordningen, der omhandler forskellige forbudte og tilladte stoffer
2. Alle produkter skal sikkerhedsvurderes, før de sættes på markedet.

2. Forbudte og tilladte stoffer

Kosmetikreglerne fastsætter krav til visse typer af ingredienser. Eksempelvis må man kun anvende de farvestoffer, konserveringsmidler og UV-filtre, der fremgår af forordningens positivlister. Omvendt findes der en negativliste med alle de stoffer, der er forbudt at anvende og en begrænsningsliste med stoffer, der kun må anvendes til særlige formål og i bestemte koncentrationer. Stofferne er ordnet i forskellige bilag.

Bilag 2: Forbudslisten. Alle stoffer på denne liste er forbudt at anvende i kosmetik uanset hvilken type produkt der er tale om og hvilken koncentration. De såkaldte CMR-stoffer er som udgangspunkt også forbudt, men fremgår efter december 2010 ikke direkte af bilag 2. Man er derfor nødt til at tjekke om et stof har en CMR-klassificering ud over at tjekke stofferne med bilagene. Ca. 1500 stoffer eller stofgrupper er forbudt i kosmetik. Eksempelvis er narkotika, østrogener, radioaktive stoffer, antibiotika og en række pesticider forbudt. Læs mere om CMR og kosmetik .

Bilag 3: Er en begrænsningsliste, der oplister en række stoffer, som kun er tilladt til særlige formål og i bestemte koncentrationer. Stofferne må ikke bruges til andre formål end de, der er nævnt i bilag 3. For mange af stofferne er der tilknyttet en obligatorisk mærkningstekst, som skal fremgå af produktet, hvis det indeholder det pågældende stof. Ca. 150 stoffer eller stofgrupper har denne type regulering. Eksempelvis hvis produktet indeholder det stærkt allergifremkaldende hårfarvestof PPD, som findes på dette bilag, skal produktet mærkes med advarsler bl.a. om, at hårfarve kan fremkalde en allergisk reaktion, og at hårfarve ikke er egnet til personer under 16 år.  Denne mærkning gælder for alle produkter fra november 2012.

Bilag 4: Dette er en positivliste, der rummer alle tilladte farvestoffer, på nær hårfarvestofferne, da disse fremgår af bilag 3. Farvestofferne er angivet efter om de må bruges i alle typer produkter eller kun visse typer, der fx har kortvarig kontakt med huden eller ikke kommer i kontakt med øjne eller slimhinder. Alle farvestofferne har et Colour Index nr (CI nr.). Farvestoffer, der ikke er på listen, må ikke anvendes i kosmetiske produkter.  Ca. 150 farvestoffer er godkendt til brug i kosmetik. Eksempelvis er det violette farvestof CI 50325 kun tilladt til brug i produkter, der skal skylles af efter brug.

Bilag 5: Er en positivliste, der rummer godkendte konserveringsmidler. Her er angivet hvilke konserveringsmidler, der er tilladt til hvilken type produkter samt i hvilken koncentration. For nogle af stofferne er der, ligesom i bilag 3, tilknyttet en advarselstekst, der skal anføres på produktets etiket, hvis det indeholder det pågældende stof. Konserveringsmidler, der ikke er på listen, må ikke anvendes i kosmetiske produkter. Der findes knap 60 konserveringsmidler, som er godkendt til brug i kosmetik. Eksempelvis er salicylsyre godkendt som konserveringsmiddel i op til 0,5%. Produkter med salicylsyre skal mærkes med advarselsteksten: ”Må ikke anvendes til børn under 3 år”.

Bilag 6: Er en positivliste, der indeholder alle godkendte UV-filtre. Også her gælder, at UV-filtre, der ikke er opført på denne liste, ikke må anvendes som UV-filter i kosmetik. Bilaget angiver den tilladte maksimale koncentration, og i nogle tilfælde er der også krav om, at produktet skal mærkes, hvis det indeholder stoffet. Knap 30 UV-filtre er godkendt til brug i kosmetik. Eksempelvis er benzophenone-3 tilladt som UV-filter i op til 10%. Produkter, der indeholder stoffet skal mærkes med teksten: ”Indeholder benzophenone-3”.  Læs mere om solcreme og selvbruner .

De ovenstående bilag rummer stoffer, som man i EU har fundet grund til at regulere eller begrænse. Også i positivlisterne ligger en indirekte begrænsning, idet det ikke er tilladt at anvende andre stoffer til det givne formål end de, der er nævnt i positivlisterne. Reglerne om stofferne på bilagene bliver til i arbejdsgrupper, hvor alle medlemslande er repræsenteret og diskuterer nye forslag som derefter sættes til afstemning. Oftest er forslag til nye regler baseret på en videnskabelig vurdering af et stofs sikkerhed, foretaget af EU’s Videnskabelige Komite for Forbrugersikkerhed (VKF).  Læs mere om hvordan reglerne bliver til, og hvordan stoffer bliver godkendt eller forbudt .

Bilagene til forordningen rummer ca. 2000 ingredienser eller grupper af ingredienser, og i praksis anvendes langt flere ingredienser i kosmetik. En del af de ingredienser, der ikke er regulerede på bilagene er stoffer, der anses for at være uskadelige og derfor ikke behøver en ekspertvurdering, som fx vand og visse fedtstoffer eller sukkerarter.

Andre stoffer har været igennem en ekspertvurdering og er fundet ikke at være til skade for menneskers sundhed, mens andre endnu ikke er blevet vurderet. Bilagene skal opfattes som et minimumskrav til producenterne, men et produkt kan på ingen måde siges at være sikkert for menneskers sundhed, alene fordi det opfylder kravene i bilagene.

3. Sikkerhedsvurdering

Alle kosmetiske produkter skal sikkerhedsvurderes før de sættes på markedet. Sikkerhedsvurderingen inddrager samtlige ingredienser i produktet, uanset om de er regulerede eller ej. Det er den, der er ansvarlig for at sætte produktet på markedet i EU, der også er ansvarlig for at udarbejde og opbevare sikkerhedsrapporten, som skal være let tilgængelig for myndighederne i det pågældende land.

Kort sagt vurderes sikkerheden ved, at man sammenholder data omkring de potentielle skadevirkninger af hver enkelt ingrediens med den udsættelse, man forventer, at brugeren kan få ved normal og forudsigelig brug. Data om stoffernes potentielle skadevirkninger kan komme fra dyreforsøg, laboratorieforsøg eller kendskab til stoffer, der ligner det pågældende stof meget.

Hvis der ikke findes data nok til at vurdere et givet stofs sikkerhed, kan det ikke anvendes i kosmetik. I sikkerhedsvurderingen skal også tages hensyn til særligt følsomme brugergrupper som fx børn. Der skal tages hensyn til en række forhold omkring brugen af produktet som hvor meget af produktet, brugerne vil anvende pr. dag, hvor stort hudareal, der udsættes, hvor ofte man bruger produktet, og hvor meget der kan trænge igennem huden.

Når alle faktorer er inddraget i vurderingen, kan der drages en konklusion om, hvorvidt produktet anses for at være sikkert. Kun hvis produktet vurderes sikkert til den tilsigtede anvendelse, kan det sættes på markedet. Hvis produktet ikke er sikkert på grund af en bestemt ingrediens, kan det ikke markedsføres. I så fald kan man forsøge at løse problemet med at udskifte ingrediensen eller nedsætte koncentrationen.

Der er krav om, at det skal være en person med en relevant akademisk uddannelse inden for toksikologi, medicin, farmakologi eller lignende, som udfører sikkerhedsvurderingen. Det kan være en ekstern konsulent, der vurderer produktet for firmaet.

Bilag 1 til forordningen beskriver hvilke punker, der skal være beskrevet i en sikkerhedsrapport for et kosmetisk produkt.

4. Dyreforsøg 

Det er ikke længere tilladt at teste kosmetik på dyr – hverken de færdige produkter eller ingredienserne enkeltvis. Det er meningen, at dyreforsøgene helt skal erstattes af såkaldte alternative metoder, der blandt andet rummer metoder, hvor man i stedet for levende dyr anvender cellekulturer eller organer til at vurdere et stofs potentielle skadevirkninger i mennesker.

Reglerne om forbud mod dyreforsøg på kosmetik og kosmetiske ingredienser er delt op i et testforbud og et markedsføringsforbud. Det har siden 2004 været forbudt at teste færdige kosmetiske produkter på dyr i EU, hvis man gør det med det formål at leve op til reglerne om kosmetik og dermed med det formål at kunne markedsføre produkterne. Og siden 2009 har det været forbudt at teste de enkelte ingredienser på dyr i EU, hvis man gør det med samme formål.

Da man ønsker at undgå den situation, at reglerne kan omgås, fx hvis et firma eller en gruppe forskere tester kosmetiske ingredienser med et ikke-kosmetisk formål, eksempelvis et medicinsk formål, og andet firma herefter bruger disse data til at markedsføre deres kosmetik, har man også indført et markedsføringsforbud. Det betyder, at produkter og ingredienser, der er blevet testet på dyr efter 2009 ikke må markedsføres – uanset hvad formålet med testene har været.

I erkendelse af, at der endnu ikke findes brugbare alternative metoder til at teste stoffernes evne til at fremkalde eksempelvis fosterskader, skader på fertilitet og andre alvorlige virkninger, som kan opstå efter længere tids udsættelse, har man lavet en undtagelse fra markedsføringsforbuddet. Tests der undersøger denne type skader på ingredienser, må stadig gerne anvendes med det formål at understøtte en markedsføring af et kosmetisk produkt – men kun indtil 2013.

Testene må dog ikke være lavet med det formål at kunne markedsføre kosmetik, dvs. det skal være test, der fx er lavet i forskningsøjemed eller fordi stoffet også reguleres efter anden lovgivning, fx om lægemidler.

Forskere må dog gerne fortsat teste både kosmetiske produkter og ingredienser på dyr, hvis det sker med et andet formål end at skulle markedsføre produkterne, fx med et medicinsk formål. Det kan eksempelvis være, at forskningen har til formål at skaffe viden, der kan bruges i behandlingen af patienter med allergi.

Andre brancher, fx lægemiddelindustrien, må også gerne teste ingredienser, der kan anvendes i både kosmetik og lægemidler, hvis det sker med et andet formål end at markedsføre kosmetik, fx hvis det sker med det formål at leve op til lægemiddelreglerne.

5. Ret til oplysninger 

Du har som forbruger adgang til information om produkterne via mærkningen. Her er det primært indholdsdeklarationen, der er vigtig. Men du har også mulighed for at opsøge mere information om et produkt – du har nemlig ret til at få oplyst eventuelle uønskede virkninger, og om der er klassificerede farlige stoffer i produktet.

Uønskede virkninger: Du har som forbruger mulighed for at spørge kosmetikproducenterne om, hvilke uønskede sundhedseffekter et kosmetisk produkt har. Det kan eksempelvis være effekter som kløe, irritation, allergiske reaktioner, pigmentforandringer eller øget følsomhed overfor solen.

Producenterne skal oplyse om alle de uønskede virkninger, de kender til, at produktet kan have eller har haft, og hvor tit de optræder.

Farlige stoffer: På indholdsdeklarationen kan du se, hvilke stoffer et produkt indeholder. Dog er det ikke angivet hvor meget produktet indeholder af de enkelte stoffer, da dette anses for at være forretningshemmeligheder. Kun i særlige tilfælde kan du få oplyst mængden af et stof. Det gælder hvis stoffet er klassificeret som farligt, fx hvis det er ætsende eller lokalirriterende, dvs. kan irritere hud og øjne eller fremkalde hudallergi.

Hvis du vil have oplysninger om indholdet eller uønskede virkninger af et kosmetisk produkt, kan du skrive eller ringe til producenten. Du kan finde kontaktoplysninger på produktets emballage. Du har også mulighed for at finde producenten på den fælleseuropæiske database over kosmetikproducenter .

Hvis du selv har oplevet at et kosmetisk produkt har givet uønskede effekter,  kan du indberette det til Miljøstyrelsen og til producenten på www.indberetskaden.nu

6. Kontrol

I Danmark er det Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, der fører tilsyn med at reglerne overholdes. Ifølge kosmetikforordningen skal kontrolmyndighederne i medlemsstaterne skal samarbejde om kontrolindsatser og udveksle erfaringer.

Læs mere om Kemikalieinspektionens arbejde

7. Øvrige regler 

Kosmetikforordningen indeholder en række yderligere regler, blandt andet om hvilke oplysninger en virksomhed skal give til Kommissionen om sine produkter, før de sættes på markedet i EU. Der findes også meget detaljerede regler om, hvordan produkterne skal mærkes og regler om, at produkterne ikke må markedsføres på en måde, der kan vildlede forbrugeren. I EU har man nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde fælles kriterier for, hvordan markedsføringsanprisninger vurderes.

Læs mere om mærkning af kosmetik

Læs mere om vildledende markedsføring af kosmetik

Læs mere 

Kosmetikforordningen på dansk , EU-Kommissionen

Direktivteksten på dansk , EU-Kommissionen

Kosmetikbekendtgørelsen , Retsinformation

Læs mere om din ret til at få oplysninger om indhold af farlige stoffer i kosmetiske produkter Pressemeddelelse fra EU-kommissionen, 2006 , EU-Kommissionen