Faktaark om Barbermidler

Mennesket har gennem tiden anvendt mange forskellige metoder til at fjerne uønsket hårvækst. En del af metoderne indebærer brug af kosmetiske produkter. Det gælder mekanisk hårfjerning med brug af barberskum og skraber, der skærer hårene over, kemisk hårfjerning med creme eller skum, der opløser hårene, samt fysisk hårfjerning med voks, der river hårene ud af hårsækkene. Metoderne har hver deres risici.

Uanset hvilken metode, du bruger, kan huden være ekstra følsom efter hårfjerningen. Derfor er det en god ide at undgå at bruge produkter, som cremer eller deodoranter, der indeholder alkohol eller parfume på det hudområde, hvor du har fjernet hår.

Barbering og barbermidler 

Barbering er en hård behandling for huden, og barbermidlet skal i princippet gøre behandlingen mindre hård ved at få skraberen til at glide lettere over huden og samtidig blødgøre og fugte huden. Barbermidler indeholder en lang række ingredienser såsom sæbestoffer, fugtgivere, emulgatorer, blødgørere, opløsningsmidler, drivgasser, farvestoffer og parfume. De fleste sæbestoffer udtørrer huden i forskellig grad, og parfumestofferne kan være allergifremkaldende. Selve den mekaniske behandling med skraberen gør huden mere sart og modtagelig for irritation og allergi fra de stoffer, som barbermidlet indeholder.

Mange mænd anvender desuden aftershave efter barberingen, og denne kan have et højt indhold af alkohol. Alkoholen har til formål at desinficere huden og forebygge skægpest, men den kan også udtørre og irritere huden. Det er derfor en god ide at overveje at anvende en mildere aftershave creme eller uparfumeret fugtighedscreme i stedet.

Hårfjerning med cremer og skum

Kemiske hårfjerningsmidler som cremer eller skum er produkter, der opløser hårene lige under huden, så de kan skrabes af. Produkterne skal sidde på huden i et helt bestemt tidsrum for at virke og indeholder stoffer, der kan være stærkt ætsende, som fx thioglycolsyre og forskellige baser. En hårfjerningscreme indeholder typisk også en række andre stoffer, som blødgørere, fugtgivere, antioxidanter, konserveringsmidler og parfume.

På grund af risikoen for ætsning af huden er det meget vigtigt, at du overholder den virkningstid, der er angivet i brugsanvisningen og ikke lader produktet sidde for længe på huden. Det er ikke meningen, at produkterne skal give ubehagelige bivirkninger som sviende eller brændende fornemmelse. Da produkterne har en høj pH værdi, kan der dannes et fedtet lag på huden, som skyldes, at der sker en forsæbning af de yderste hudceller. Dette lag kan være vanskeligt at skylle af, men det er meget vigtigt at være omhyggelig med at få skyllet alt af for at undgå en senere irritation eller ætsning.
Produkter til kemisk hårfjerning bør altid opbevares utilgængeligt for børn.

Hårfjerningsvoks

Voks til hårfjerning kan anvendes enten varmt eller koldt. Voksen binder til hårstråene, og når voksen fjernes, river den hårene med ud ved rødderne. Hårfjerningsvoks består af forskellige typer voks og harpiks. Harpiksen kan indeholde kolofonium, der kan være allergifremkaldende. Samtidig er der ved brug af varm voks en risiko for at blive forbrændt, hvis voksen bliver for varm. Du kan undgå en slem forbrænding ved at påføre en lille mængde på et lille hudareal til at starte med. Hvis du er blevet forbrændt bør du søge læge – det samme gælder, hvis du oplever rødme, hævelse eller irritation af huden der vedvarer, efter du har fjernet voksen.