FAQ om grundvand og vandforsyning

Ja, hvis det bliver pålagt rådighedsindskrænkninger på lodsejerens ejendom, kan lodsejeren være berettiget til erstatning.

Som udgangspunkt udbetales erstatningen som et engangsbeløb.

Nej, der er som udgangspunkt ikke tale om ekspropriation, men afhængigt af indholdet af påbuddet kan det konkret være så indgribende for lodsejeren, at der ekstraordinært vil være tale om ekspropriation.

Ja. Det er et krav, at kommunen partshører lodsejeren, før lodsejeren kan blive pålagt rådighedsindskrænkninger på sin ejendom.

Påbuddet fra kommunen vil indeholde en klagevejledning. Hvis lodsejeren er uenig i størrelsen på erstatningen, skal det afgøres af taksationsmyndighederne. Hvis lodsejeren er uenig i påbuddet, kan lodsejeren klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet eller indbringe spørgsmålet for domstolene.

Ifølge miljøbeskyttelsesloven § 64, stk. 1, 1. pkt., skal erstatningen for et beskyttelsesområde betales af de ” brugere, der har fordel af forbuddet eller påbuddet ”. Dette er i tråd med vandforsyningsregimet, hvor udgifter til grundvandsbeskyttelse kan medregnes, hvis kommunen udmelder grundvandsbeskyttelse som et miljø- og servicemål, som kan indregnes i prisloftet jf. vandforsyningslovens § 52a. Taksationskommissionen er tillagt en kompetence i miljøbeskyttelsesloven § 64, stk. 1, 2. pkt., og Taksationskommissionen kan beslutte, at kommunen skal afholde omkostningerne til grundvandsbeskyttelsen helt eller delvist.

Ang. frivillige aftaler: I stedet for at udstede påbud, kan kommunen indgå frivillige aftaler om dyrkningsrestriktioner mod kompensation til lodsejeren. Hvis den frivillige aftale er omfattet af kommunens miljø- og servicemål, kan kompensationen medregnes i prisloftet. Dette medfører, jf. miljøbeskyttelseslovens § 64, at de brugere af vandet, der har fordel af aftalen eller påbuddet skal betale for kompensationen, det vil sige forbrugerne. Det er Forsyningssekretariatet, der vurderer, om omkostningerne for dyrkningsaftalen kan indregnes i prisloftet. 

Hvis ikke der kan opnås enighed om fastsættelse af erstatning mellem kommune eller vandværk og lodsejeren, vil spørgsmålet om erstatningen blive afgjort af taksationsmyndighederne, jf. miljøbeskyttelsesloven § 63, stk. 1.

Kommunen kan udlægge BNBO uafhængigt af, om der er vedtaget en indsatsplan, i modsætning til hvad der gælder for miljøbeskyttelsesloven § 26 a, hvor der først skal være vedtaget en indsatsplan.

Hvis der er foretaget skovrejsning, vil der sandsynligvis ikke være behov for at udlægge beskyttelsesområder, da skovrejsning i sig selv kan beskytte grundvandet. 

Indsatsplaner efter vandforsyningslovens § 13 skal konsekvensvurderes, hvis de vurderes at kunne påvirke Natura 2000-områder væsentligt. Derudover er der ingen større sammenhæng.

Der kan indgås aftale mellem kommunalbestyrelsen og/eller vandforsyningsselskabet og en lodsejer om dyrkningspraksis vedrørende brug af nitrat og/eller sprøjtemidler, jf. vandforsyningslovens § 13 d.  En aftale om dyrkningspraksis bør indeholde vilkår, dels om muligheden for at kontrollere, at aftalen overholdes, og dels om sanktionerne ved overtrædelse af aftalen, idet miljøbeskyttelseslovens regler ikke finder anvendelse ved privatretlige aftaler. Miljøbeskyttelseslovens § 26a giver hjemmel til at påbyde tilsvarende restriktioner om dyrkningspraksis med den forudsætning, at der først skal være vedtaget en indsatsplan for området, og at restriktionen kun kan beskytte mod forurening af nitrat eller sprøjtemidler. Kan der ikke opnås en frivillig aftale om udlægning af BNBO, har kommunalbestyrelsen hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 24 til at give påbud eller nedlægge forbud over for alle typer forurening.

Kommunen er ikke forpligtet til at offentliggøre noget i den henseende, men det kan være hensigtsmæssigt eller en god service fra kommunens side, hvis det offentliggøres.Kommunen er dog forpligtet til at offentliggøre indsatsplanen, og indeholder indsatsplanen noget specifikt om BNBO, vil det fremgå af denne.

§ 24 kan bruges overfor alle typer af forurening.

Miljøministeren har i 2009 og 2010 i svar til Folketinget, (svar på spørgsmål 386 af 7. december 2009 og svar på spørgsmål 424 af 25. februar 2010) redegjort for, at miljøbeskyttelseslovens § 24 kan anvendes til at gribe ind over for privates brug af sprøjtemidler i villahaver. Anvendelsesområdet for miljøbeskyttelseslovens § 24 er derfor ikke indskrænket til kun at vedrøre erhvervsmæssige ejendomme. 

Der er tale om punktkilder, der som udgangspunkt vil kunne reguleres med § 24. 

Vilkår om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelsesloven § 24 kan ikke gyldigt gives i en indvindingstilladelse til vandværket, medmindre vandværket ejer ejendommen. Det fremgår af cirkulære om indvindingstilladelser nr. 64/1980 og af vejledning om indsatsplaner s. 15 (fredningsbælter), at der bør etableres et fredningsbælte i forbindelse med indvindingstilladelsen.

Det følger af miljøministerens svar til Folketinget i 2010, nr. S 386, at der ikke kan stilles vilkår om pesticidfri dyrkning i lokalplaner, og at dette heller ikke kan ske igennem privatretlige servitutter. 

Det er kommunen som myndighed, der vælger om BNBO skal sikres via en aftale eller et påbud. Det står altid kommunen frit for at indgå en aftale. Lodsejeren vil dog ikke få adgang til taksationsmyndighederne og klagenævn ved en dyrkningsaftale.

Hvis kommunen har en grundvandsmodel, kan kommunen anvende disse mere detaljerede data til beregningen af BNBO. Er der opstillet en 3D-grundvandsmodel for området, der omfatter boringen, vil boringens påvirkningszone, indvindingsopland og infiltrationsområde som udgangspunkt kunne beregnes. I denne henseende er det mest hensigtsmæssigt at anvende de detaljerede data til at fastlægge størrelsen og formen af BNBO.

Ja, BNBO vil kunne anses som et miljømål, hvis kommunalbestyrelsen har besluttet det.

Ja, se det generelle afsnit om Miljøbeskyttelseslovens § 24, § 63 og § 64. Mulighederne herfor følger af de almindelige krav fastsat af Forsyningssekretariatet. 

Ja, dette vil ofte være tilfældet. Det skal dog altid være kommunen, der udfører myndighedsarbejde, dvs. partshører og giver påbud. Der er dog intet til hinder for, at vandforsyningen har et samarbejde med kommunen om f.eks. prioritering af indvindingsboringer.

Der er ikke noget i bestemmelsens ordlyd der indikerer, at anvendelsen kun er begrænset til at omfatte erhvervsmæssige ejendomme. Bestemmelsen er derfor ikke alene tiltænkt anvendt på erhvervsmæssige ejendomme, hvorfor det er muligt i en vedtaget indsatsplan at regulere privates brug af nitrat og sprøjtemidler.

Der gælder den samme vurdering som ved miljøbeskyttelsesloven § 24, men forholdene vil ofte være reguleret i miljøgodkendelsen. Hvis det ikke er tilfældet, kan der udstedes påbud.

BNBO ophæver 25 meter zonen, hvis rådighedsindskrænkningerne der fastsættes i medfør af det boringsnære beskyttelsesområde, svarer til 10 meter zonens restriktioner, dog skal der som minimum være pesticidfrit i hele det boringsnære beskyttelsesområde, og restriktionerne skal gælde i en radius af min. 10 meter fra boringen.

Styrelsen anbefaler, at udlægge det boringsnære beskyttelsesområde der gælder længere end 10 meter fra boringen, så 25 meter zonen ophæves. 

Tilsynet med 10 og 25 meter beskyttelseszonerne er fordelt mellem kommunerne og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Kommunerne fører tilsyn med BNBO og 10 meter zonen og selve boringen, mens Landbrugs- og Fiskeristyrelsenhar tilsynet med 25 meter zonen. I det tilfælde, hvor kommunerne i forbindelse med deres tilsyn med 10 meter zonen iagttager overtrædelser af dyrkningsforbuddet inden for de 25 meter, jf. miljøbeskyttelsesloven § 21 b, skal kommunen underrette Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Henvendelse til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen via: Obfuscated Email 

Et pålæg skal aflyses fra tingbogen af Kommunalbestyrelsen, hvis pålægget bortfalder, jf. miljøbeskyttelsesloven § 26 a, stk. 5. Der skal altså foreligge nye oplysninger vedrørende de faktiske omstændigheder, som sandsynliggør, at udfaldet af sagen om pålægget ville kunne få et andet udfald.

Hvis omstændighederne omkring servitutten ændres, har kommunen pligt til at aflyse servitutten. Hvis en anden part ønsker servitutten aflyst, skal godkendelse først indhentes fra kommunen, da kommunen er påtaleberettiget.

SFI står for ”sprøjtemiddelfølsomme indsatsområder”. Der er kun udpeget SFI på sandjorde. På nuværende tidspunkt er videngrundlag for udpegning af SFI på lerjorde utilstrækkeligt.

Udpegningen af SFI baserer sig på de arealer, som er relevante i forhold til en supplerende beskyttelse gennem en kommunal indsatsplanlægning mht. sandjorder. Dette er således sandjorder der er mere følsomme end den mest følsomme testmark i Varslingssystemet for udvaskning af Pesticider til Grundvand (VAP). På disse arealer kan der således være risiko for udvaskning til grundvandet, selv om sprøjtemidlerne er godkendt og anvendes regelret.

Skove er en arealtype, som har indgået i grundlaget for udpegningen af SFI. Alle skove er medtaget, også fx fredsskov og juletræsplantager. I indsatsplanlægningen skal kommunerne konkret tage stilling til, om der er behov for en indsats over for sprøjtemidler inden for hvert enkelt af de udpegede SFI, også i skovområder beliggende inden for et SFI.

Konceptet, som er anvendt ved udpegningen af SFI, gælder kun for arealer, som er – eller vil kunne komme – i omdrift (bliver dyrket). Vurderingsgrundlaget baserer sig på jordens indhold af humus, ler og silt i ned til to meters dybde. Ved byer, jernbaner, industriområder m.m. er det øverste jordlag ofte ændret eller gravet af, og konceptet kan derfor ikke anvendes på disse arealer.

Ja. Udpegningen af SFI er gennemført inden for sandjorde, da konceptet for udpegningen gælder for disse jorde. Udpegningen er således også sket de få steder, hvor man har terrænnært kalk under sand og flyvesand.

Der etableres i øvrigt under VAP en ny testmark med et tyndt lerlag over kalk. Resultaterne herfra kan bruges til at vurdere risikoen for udvaskning af sprøjtemidler til grundvandet på denne type arealer med henblik på evt. at sætte særlige begrænsninger i disse områder.

Formålet med udpegning af SFI er at give kommunerne et værktøj til på særligt sprøjtemiddelfølsomme jorde at regulere anvendelsen af de sprøjtemidler, som i dag er godkendt af Miljøstyrelsen. Udpegningen af SFI er alene baseret på de øvre jordlags indhold af fine partikler og organisk materiale.

Det er ikke undersøgt, hvordan fund af sprøjtemidler i boringskontrollen fordeler sig i forhold til udpegningen af SFI. Det skyldes, at resultaterne af grundvandsovervågningen, jf. GEUS’ årlige overvågningsrapporter, viser, at der i boringskontrollen er meget få fund af godkendte sprøjtemidler, som ikke er reguleret mht. anvendelsen for at beskytte grundvandet efter den oprindelige godkendelse.

På den baggrund vurderer styrelsen ikke, at der er statistisk grundlag for at sammenligne udpegningen af SFI med fund af sprøjtemidler i boringskontrollen.

Som udgangspunkt er der intet der hindrer, at der tilføjes supplerende retningslinjer til vandplanen i kommunalplanen så længe planlovens bestemmelser overholdes.

Ja, Naturstyrelsens vejledning om indsatsplaner fra 2015. ( link )

Ved kommunalbestyrelsens vurdering af ansøgninger om miljøgodkendelse af husdyrbrug i områder, hvor der foreligger en vedtaget indsatsplan, bør retningslinjerne fra indsatsplanen angående acceptabel nitratudvaskning være styrende for miljøgodkendelsen.

Kommunen og/eller vandforsyningsselskaberne betaler for kortlægning efter vandforsyningslovens § 13 a. Kortlægningen ved en § 13 a-indsatsplan skal være på samme detaljeringsniveau som statens kortlægning.

Almene vandforsyningsanlæg kan etablere et samarbejde der har til formål at forebygge eller afhjælpe forsyningsproblemer, jf. vandforsyningslovens § 52 b, stk. 1. Almene vandforsyningsanlæg kan bl.a. samarbejde om de i § 52 a i vandforsyningsloven nævnte aktiviteter. Den statslige Vandsektors Teknologiudviklingsfond har til formål at yde støtte til projekter der kan forbedre vandsektorens, jf. § 21, stk. 1 i vandsektorloven.

Køb af rådgivning kan ske, hvis rådgivningen knytter sig til en relevant udgift, omkostning eller indtægt fra aktiviteter omfattet af § 1, stk. 2 i prisloftsbekendtgørelsen. Aktiviteterne som nævnt i § 1, stk. 2 omfatter: indvinding, behandling, transport og levering af vand mod betaling, herunder også salg af vand til andre vandselskaber, samt transport, behandling og afledning af spildevand mod betaling, herunder slamforbrænding for andre spildevandsanlæg og behandling af spildevand fra tømningsordninger. 

Med bekendtgørelsen nr. 785 af 21/06/2013 blev indført en forenklet underretningsprocedure, hvormed styrelsen ikke skal underrettes om alle afgørelser. Der er dog fortsat en række afgørelser, som styrelsen skal orienteres om. 

Styrelsen har udarbejdet en skematisk oversigt over de afgørelser, som træffes af kommunalbestyrelsen og herefter sendes som kopi til styrelsen. Skemaet er tilgængeligt her.