Øresund er et gennemstrømningsfarvand, hvor vand fra Kattegat blandes med vand fra Østersøen. Det salte vand fra Kattegat strømmer sydpå og møder det brakke vand fra Østersøen, der strømmer nordpå.
Mødet mellem det salte og det brakke vand betyder, at der opstår en kraftig lagdeling af vandet i Øresund. Som oftest ligger springlaget imellem de to vandmasser i cirka 12–15 meters dybde, hvor det salte Kattegatvand ligger i bunden, og det brakke Østersøvand med lavere saltindhold ligger øverst.
Øresund ændrer sig gradvist fra det dybe strømfyldte område ved Helsingør i nord til det brede og lavvandede område omkring Saltholm og København i syd. Miljøstyrelsen har overvåget de fysisk-kemiske forhold samt planter og dyr i Øresund intensivt i mange år.
Øresund er et gennemstrømningsfarvand, hvor vand fra Kattegat blandes med vand fra Østersøen. Det salte vand fra Kattegat strømmer sydpå langs bunden af sundet og møder her det lettere brakke vand fra Østersøen, der strømmer nordpå.
Der sker en vis opblanding af vandmasserne i Øresund, og nettostrømmen er i øvre lag nordgående. Øresund ændrer sig gradvist fra det dybe strømfyldte område ved Helsingør i nord til det brede lavvandede område omkring Saltholm og København i syd. Miljøstyrelsen har undersøgt vandmiljøet i Øresund intensivt i mange år.
Økologisk tilstand
Resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser af klorofyl, bundfauna og ålegræs anvendes i vandområdeplanerne, som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Øresund.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er der moderat økologisk tilstand.
Iltforhold
I Øresund opstår der kun iltsvind i den nedre del af vandsøjlen i den dybe del af sundet. Vandmasserne er oftest lagdelte, fordi det tungere saltvand lægger sig i bunden og kun vanskeligt kan blive opblandet med det lettere og mindre salte vand i øvre lag.
Miljøstyrelsen har konstateret iltsvind i bundvandet hvert eneste år, hvor det har været målt, dvs. siden 1998. Ser man på vandets iltindhold i 20 meters dybde, ser det ud til, at perioderne med iltsvind er blevet mindre hyppigt forekommende og ser ud til at vare kortere tid end de har gjort tidligere.
Næringsstoffer
Øresund er et gennemstrømningsfarvand, og det betyder, at vandet næsten altid enten strømmer syd eller nord på. Det betyder, at kvælstof og fosfor, som bliver ledt ud i vandet fra oplandet til Øresund, bliver blandet op i vand som enten strømmer syd eller nord på. Målinger af næringsstoffer foretages relativt langt fra land, og her påvirker de lokalt tilførte næringsstoffer ikke koncentrationen væsentligt. Koncentrationen der måles på målestationen svarer til koncentrationen målt i de tilstødende farvande, herunder Køge Bugt.
Miljøstyrelsens målinger viser, at indholdet af kvælstof i Øresund er faldet siden målingerne startede i 1998. Denne udvikling afspejler den generelle udvikling i de åbne indre danske farvande.
Målinger af fosfor viser, at der siden 1989 er sket et fald i koncentrationen i Øresund.
Bundplanter
Bundplanterne i Øresund består af både blomsterplanter og tang. Den mest udbredte blomsterplante er ålegræs som vokser på sandbund. Tangplanterne findes primært i områder af sundet, hvor bunden er stenet, da disse planter behøver sten, som de kan fæstne sig til for at vokse.
Trådformede brunalger, som også kaldes ”fedtemøg”, kan udnytte perioder med højt indhold af næringsstoffer, hvor de kan have en stor vækst. Trådalgerne kan danne måtter, der kan overlejre og skygge for ålegræs og tangplanter, hvilket kan forringe vækstbetingelserne for disse.
Dybdeudbredelsen af ålegræs i Øresund har været fulgt siden 2001. Der har i de seneste 10 år været en svag stigning i dybdeudbredelsen, som i dag er på godt 6 meters dybde.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er der god økologisk tilstand for ålegræs.
Bunddyr
Der har været gennemført undersøgelser af bunddyr i den nordlige del af Øresund i perioden fra 1999 til 2020. Der er i alt blevet fundet 194 forskellige arter af bunddyr i området. De fire mest almindelige grupper af bunddyr i Øresund er havbørsteorme, krebsdyr, muslinger og snegle.
Set over hele perioden har der i de enkelte år været fundet imellem 40 og 74 arter. De seneste ti år har antallet af arter ligget stabilt imellem 44 og 61 arter. Det er et stort antal arter, som vidner om, at Øresund for disse bunddyr er et stabilt levested.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er der moderat økologisk tilstand for bunddyr.
Planteplankton
Der er registreret mere end 250 forskellige arter af planteplankton i Øresund. Det er et meget højt antal og afspejler, at Øresund både er påvirket af vand fra det salte sydøstlige Kattegat og det mindre salte vand i den vestlige del af Østersøen.
Man finder derfor både mange arter, som trives ved relativt høje saltholdigheder og arter, som trives ved relativt lave saltholdigheder.
Da indholdet af fosfor og kvælstof i Øresund er relativt lavt, ligger også produktionen af planteplankton i den lave ende i forhold til produktionen i de øvrige åbne indre danske farvande.
Miljøstyrelsen registrerer sjældent enkelte arter, der dominerer, eller at der opstår egentlige masseforekomster af arter i Øresund.
En undtagelse er blågrønalgen Nodularia spumigena, som nogle år bliver tilført sydfra fra den vestlige Østersø. Opblomstringer af Nodularia spumigena har været årsag til, at kommunerne med badestrande ud mod Øresund har måttet lukke badestrande i perioder om sommeren.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er der god økologisk tilstand for klorofyl, som er et mål for, hvor meget planteplankton der er i vandet.
Nedenstående grafer viser resultaterne fra det seneste års målinger på målestationen syd øst for Ven. Af graferne fremgår indholdet af kvælstof, fosfor og klorofyl fra prøver, der er taget i 1 meters dybde, den målte sigtdybde, ilt-indholdet ved bunden samt saltholdighed og temperatur i 1 meters dybde og ved bunden.
De grønne felter viser det interval, hvor 80 procent af alle målingerne har ligget i årene 2010-2021. De 10 procent højeste og de 10 procent laveste resultater indgår ikke heri. En nærmere beskrivelse af målingerne kan ses under siderne: 'Næringsstoffer, 'Planteplankton', 'Vandets klarhed' og 'Iltforhold'.
Graferne bliver opdateret en gang om måneden.
Der gøres opmærksom på, at der vil indgå data i nedenstående grafer, som endnu ikke er endeligt kvalitetssikrede. De data tages der forbehold for.
Når data er kvalitetssikrede offentliggøres de på Danmarks Miljøportal
Øresund er et gennemstrømningsfarvand, som forbinder Kattegat i nord med Østersøen i syd. Farvandet, der ligger imellem Gilleleje og Kullen og ned til Helsingør og Helsingborg, kaldes Øresundstragten.
Syd for Helsingør ligger det centrale Øresund, som strækker sig ned til området imellem Malmø og Amager. Farvandet imellem Amager og Saltholm benævnes Drogden.
Den centrale del af Øresund med tilhørende opland.
Der er stor forskel i dybde og bundforhold i det centrale Øresund. Fra land og ud til 2 kilometer fra land falder vanddybden jævnt til 10 meter. Herefter falder vanddybden til 20–25 meter, som er vanddybden i den åbne del af Øresund fra Helsingør til nord for Saltholm. I Nivå Bugt og omkring Ven er der dybe render på 30 meters dybde, og et enkelt sted når dybden over 50 meter.
Omkring Saltholm er Øresund lavvandet. Her er der et større område, hvor dybden er under 5 meter og hvor de dybeste steder kun når omkring 8 meter.
I det meste af Øresund er bunden sandet, mens der er mere finkornet silt og leret bund i de dybere dele af området. Spredt i området er der flere områder med en del sten på bunden, og på disse vokser der tang fæstnet til stenene.
Fra Kattegat strømmer der, via de dybe render, vand med et højt indhold af salt ind i Øresund. Vandet stammer oprindeligt fra Nordsøen og strømmer ind i Øresund via Kattegat. Det saltholdige vand udgør det nedre vandlag i Øresund, og det bliver bremset ved Drogden, hvor den ringe bunddybde forhindrer det i at strømme videre ind i Østersøen.
Når det brakke og lettere vand fra Østersøen strømmer mod nord igennem Øresund, lægger det sig som et lag oven på det tungere og mere salte bundvand. Herved opstår der en kraftig lagdeling i Øresund.
Vandet fra Østersøen har typisk et saltindhold på omkring 8 promille, mens det vand, der strømmer ind i Øresund fra nord, har et betydeligt højere indhold af salt. Det er således ikke usædvanligt, at indholdet af salt i det nedre lag er over 30 promille, og det kan i perioder komme helt op på 35 promille. En så stor forskel i saltindhold bevirker, at udveksling af vand imellem de to lag er begrænset.
Det betyder også, at der er en tilsvarende begrænset transport af veliltet vand fra det øvre til det nedre vandlag. Lagdelingen ligger typisk i 12-15 meters dybde. Nettostrømmen af vand i Øresund er nordgående.
Oplandet til Øresund
Oplandet til Øresund er på 4.500 kvadratkilometer. Heraf udgør oplandet på den danske side 1.700 kvadratkilometer, hvor 487 kvadratkilometer ligger ud for det centrale Øresund. Dette er markeret på kortet.
Mod nord består oplandet overvejende af landbrug blandet med skov og byer. Mod syd ligger København, og oplandet består her næsten 100 procent af bymæssig bebyggelse.
Der bliver ledt næringsstoffer og andre stoffer ud i Øresund fra vandløb, regnvandsbetingede udløb, renseanlæg og virksomheder.
Links
Koncentrationen af kvælstof og fosfor i vandet er vigtig, da den har stor indflydelse på algevæksten i vandet. En høj koncentration af kvælstof og fosfor kan medføre en kraftig vækst af planktonalger og trådalger. En høj algevækst kan medføre forringede lysforhold, og at en større mængde af dødt og iltforbrugende algemateriale lander på bunden af fjorden. Iltforbruget kan blive så stort, at der bliver iltfrit ved bunden, hvilket kan medføre, at dyr og planter dør.
Forringede lysforhold kan betyde mindre udbredelse af ålegræs og makroalger (tang) til ugunst for det marine økosystem.
Tilførslen af kvælstof og fosfor har betydning for, hvor stor koncentrationen af de næringsstoffer bliver i vandet, og dermed også betydning for størrelsen af algeproduktionen.
Øresund er et af tre farvande, der forbinder Kattegat med Østersøen. De andre områder er Storebælt og Lillebælt. Der er en relativ stor udveksling af vand imellem Kattegat og Østersøen, og det betyder også en relativ stor vandudskiftning i Øresund. Øresund er derfor relativt robust over for kvælstof og fosfor tilført fra oplandet, idet disse tilførsler fordeles i en relativt stor vandmasse. Når næringsstoffer tilføres Øresund, er det næsten altid til vand, der er i bevægelse enten sydover eller nordover. Der bliver derfor sjældent målt forhøjede næringsstoffer i Øresund.
Indholdet af næringsstoffer i Øresund svarer stort set til indholdet i farvandet nord og syd for Øresund, det vil sige i den sydøstlige del af Kattegat og i Køge Bugt.
I Øresund undersøger Miljøstyrelsen vandets indhold af næringsstoffer 24 gange om året på en målestation, der ligger sydøst for Ven.
Indsamling af vandprøver på Øresund.
Målestation for vandkemi
Kortet viser prøvetagningsstationen i Øresund syd for Ven (orange markering).
Kvælstof i Øresund
Indholdet af total kvælstof i Øresund er målt siden 1998.
Aarhus Universitet skriver i rapporten ’Marine Områder 2019’, at kvælstofkoncentrationerne generelt er faldet siden midten af 1990’erne, hovedsageligt som følge af regulering af landbrugsproduktionen.
Figuren viser indholdet af total kvælstof i øvre lag i Øresund og Køge Bugt.
Som det fremgår af ovenstående graf følger indholdet af total kvælstof i Øresund indholdet af total kvælstof i Køge Bugt.
Fosfor i Øresund
Indholdet af fosfor i Øresund er målt systematisk siden 1989. I perioden 1989 til 2020 er der samlet tale om, at indholdet af fosfor er faldet, og det forløb svarer til, hvad der er observeret i de øvrige åbne farvande. Aarhus Universitet skriver således i rapporten ’Marine områder 2019’, at fosforkoncentrationerne faldt markant i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne som følge af udbygningen af spildevandsrensningen.
Figuren viser indholdet af total fosfor i de øvre lag i Øresund og Køge Bugt.
Links
Se alle resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser på Danmarks Miljøportal.
Planteplankton er mikroskopiske alger, der svæver frit i vandet. De er første led i fødekæden, og nogle arter kan vokse så hurtigt, at antallet fordobles på en til to dage.
Planteplankton reagerer hurtigt på ændringer i de forhold, der har betydning for væksten, så som lys og hvor mange næringsstoffer, der er i vandet. Det relativt lave indhold af fosfor og kvælstof i Øresund medfører, at der er en relativ lav produktion af planteplankton.
Kiselalgerne Skeletonema sp. (tv.) og Cerataulina pelagica (th.) set i mikroskop. Arterne findes ofte i Øresund.
Miljøstyrelsen undersøger planteplankton 20 gange om året fra en målestation ved Ven. Her bliver der taget prøver fra det øvre vandlag, og det er med udgangspunkt heri, at produktionen, mængden og sammensætningen af arter af planteplankton bestemmes.
Blågrønalger
Kortet viser prøvetagningsstationen i Øresund syd for Ven, angivet som den orange prik på kortet.
Undersøgelserne af planteplankton har været en del af det nationale overvågningsprogram siden 1989. Resultater fra undersøgelserne af planteplankton er med til at beskrive udviklingen i miljøtilstanden i Øresund.
Produktionen af planteplankton
Figuren viser den årlige produktion af planteplankton i Øresund i perioden 1989-2020.
Ovenstående figur viser den årlige produktion af planteplankton i Øresund i perioden 1989 til 2020. Denne har siden 1989, med undtagelse af et enkelt år hvor produktionen var højere, ligget imellem 90 og 200 gram kulstof pr. kvadratmeter.
Det antages, at udviklingen i Øresund afspejler udviklingen generelt i de åbne indre danske farvande. For de åbne indre farvande har der, ifølge Aarhus Universitet, været et statistisk signifikant fald i produktionen af planteplankton i hele perioden.
Generelt ligger produktionen af planteplankton i Øresund i den lave ende sammenlignet med andre områder, hvor det måles. Dette fremgår af nedenstående figur, hvor årsproduktionen i alle de 14 overvågede områder er vist.
Den årlige produktion af planteplankton i 2020 på 14 målestationer i fjorde og områder i de indre danske farvande.
Mange arter og relativt få opblomstringer
Sammensætningen af planteplankton ved Ven afspejler, at området er påvirket af vand både fra det sydøstlige Kattegat og den vestlige del af Østersøen. Planteplanktonet består derfor både af mange arter, som trives ved et relativt højt saltindhold og af arter, som trives ved et relativt lavt saltindhold.
Miljøstyrelsens undersøgelser viser, at antallet af planteplankton arter i Øresund er over 250, hvilket er et højt antal i danske farvande.
Miljøstyrelsen registrerer sjældent, at enkelte arter dominerer, eller at der opstår masseforekomster af arter, som misfarver vandet. En undtagelse er blågrønalgen Nodularia spumigena, som i nogle år bliver tilført fra den vestlige Østersø. Denne art har Miljøstyrelsen gennem årene registreret i en række opblomstringer, hvoraf enkelte har været ganske omfattende i dele af Øresund.
Variation hen over året
Om foråret dominerer kiselalger som Skeletonema sp. opblomstringerne i Øresund. I de senere år har flagellater fra slægten Pseudochattonella og ciliaten Myrionecta rubra også domineret.
I det sene forår kan der være rigtig mange gulalger fra slægten Dinobryon. De kan specielt i maj optræde i høje koncentrationer i forbindelse med, at der strømmer vand fra Østersøen igennem Øresund.
Om sommeren er planteplanktonet i Øresund en blanding af mange arter i lave koncentrationer. Ofte dominerer kiselalger, hvor arterne Proboscia alata, Guinardia flaccida og Cerataulina pelagica kan danne mindre opblomstringer.
Om sommeren er der ofte mange arter af furealger, blandt andet fra slægten Prorocentrum. Miljøstyrelsen har i de sidste par år fundet arten P. compressum, der ikke tidligere er set i danske farvande. Derudover er der rekylalger og andre små flagellater, for eksempel stilkalger.
Påvirkningen fra Østersøen sker i form af, at der ofte er forskellige blågrønalger, hvor specielt arten Nodularia spumigena kan forekomme i store mængder.
I eftersommeren er der ofte mindre opblomstringer af furealger fra Skagerrak og Kattegat, blandt andet store arter fra slægten Ceratium. Der kan også opstå mindre opblomstringer af kiselalger af for eksempel arter fra gruppen Pseudo-nitzschia, som indeholder flere giftige arter.
Misfarvning af vandet under opblomstring af blågrønalgen Nodularia spumigena (tv.) og Nodularia spumigena set i mikroskop (th.). Arten er karakteristisk for Øresund. (Foto fra mikroskop: Per Andersen, NIRAS).
Giftige arter
Miljøstyrelsen har fundet en række giftige arter af planteplankton i Øresund. Det gælder blandt andre arter fra furealgeslægterne Dinophysis og Alexandrium, samt kiselalger fra slægten Pseudo-nitzschia. Giftstoffer fra arterne vil kunne ophobes i skaldyr, der lever af planteplankton.
Der er dog kun fundet relativt lave koncentrationer af de giftige arter, og Miljøstyrelsen er ikke bekendt med, at der skulle være sket forgiftninger af mennesker, som har spist skaldyr fra Øresund.
Miljøstyrelsen registrerer jævnligt markante opblomstringer af blågrønalgen Nodularia spumigena i Øresund. Algen kan forårsage irritation af huden, når man bader i vandet. Drikker man af vand med algerne i, kan man blive forgiftet, hvilket typisk vil medføre opkastning.
Opblomstringer af Nodularia spumigena har været årsag til, at kommunerne langs med badestrande ud til Øresund og langs de nordsjællandske kyster har måttet lukke strande i perioder om sommeren.
Derfor blomstrer planteplankton op
Der er relativt sjældent opblomstringer af planteplankton i Øresund, fordi der er relativt få næringsstoffer og en hel del strøm i vandet.
Når blågrønalgen Nodularia spumigena blomstrer op lokalt i Øresund, skyldes det primært, at algen bliver ført med vandmasserne til Øresund fra den vestlige del af Østersøen. Der er således kun masseforekomster af Nodularia spumigena i Øresund i de år, hvor der også er massive opblomstringer af algen i Østersøen.
Klorofyl
Planteplankton indeholder klorofyl, som er nødvendigt for, at det kan udnytte sollysets energi til vækst. Koncentrationen af klorofyl er derved et indirekte mål for, hvor meget planteplankton der er i vandet.
I Øresund er indholdet af klorofyl generelt lavt i forhold til de øvrige åbne indre danske farvande. Indholdet af klorofyl i Øresund har siden 1997 overvejende ligget imellem 1 og 2,5 mikrogram pr. liter. Produktionen af planteplankton i Øresund ligger dermed i den lave ende i forhold til produktionen i de øvrige overvågede områder i de åbne indre danske farvande.
Figuren viser indholdet af klorofyl i det øvre lag i Øresund og Køge Bugt.
Miljøstyrelsen har foretaget målinger af klorofyl i Øresund siden 1989. Frem til 2020 ser udviklingen ud som i de øvrige åbne indre danske farvande. Aarhus Universitet noterer for de åbne indre danske farvande i rapporten ”Marine områder 2018”, at den stigende tendens i klorofyl, der har været siden 2013, er blevet brudt i 2018. Dette gør sig også gældende i Øresund.
Resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser af klorofyl anvendes i Vandområdeplanerne som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Øresund.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden for klorofyl i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er der god økologisk tilstand.
Links
Se alle resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser på Danmarks Miljøportal.
Se status for den økologiske tilstand i Øresund på kort under punktet ”VP3-tilstandsvurdering” i MiljøGIS.
Dyreplankton er mikroskopiske dyr, der svæver frit i vandet. Dyreplankton lever af planteplankton.
Dyreplanktonet i Øresund består af en blanding af arter. Den ene gruppe kaldes holoplankton og er den type dyreplankton, som lever hele deres liv i de frie vandmasser. Det drejer sig for eksempel om vandlopper, dafnier og hjuldyr. Den anden gruppe kaldes meroplankton og den type består af plankton, som kun lever deres første tid på larvestadiet i de frie vandmasser. Herefter søger de til bunden, hvor de slår sig ned og udvikler sig til voksne individer af bunddyr, som for eksempel muslinger, snegle og børsteorm.
Der er mest holoplankton i Øresund, hvor vandlopper er de mest almindelige. Det er karakteristisk også for de andre åbne havområder, at holoplankton dominerer markant.
I fjorde og lavvandende kystnære områder er det almindeligt, at dyreplanktonet i perioder kan være domineret af meroplankton.
Det almindelige dyreplankton er domineret af relativt store krebsdyr. Derudover er der en række små arter af dyreplankton, som tilhører en gruppe, der kaldes mikrozooplankton. Mikrozooplankton er domineret af encellede dyr, som især omfatter ciliater og furealger, samt små nøgne flagellater. Mikrozooplankton kan være vigtige elementer i fødekæden, da de spiser de mindste arter af planteplankton og bakterier.
Kortet viser prøvetagningsstationen i Øresund syd for Ven, angivet som den orange prik på kortet.
Miljøstyrelsen undersøger dyreplankton 20 gange om året fra en målestation ved Ven i den nordlige del af Øresund. Her bliver der taget prøver, som undersøges for mængden og sammensætningen af dyreplankton.
Miljøstyrelsen har, som en del af det nationale overvågningsprogram, undersøgt dyreplankton siden 1989. Resultater fra undersøgelserne af dyreplankton og planteplankton er med til at beskrive økosystemet i Øresund.
Sammensætningen af dyreplankton i Øresund viser, at området ved Ven er påvirket af både vand fra det sydøstlige Kattegat og fra den vestlige del af Østersøen. Dyreplanktonet består således af en blanding af arter fra Kattegat, hvor der er et relativt højt saltindhold, og af arter fra Østersøen, som trives ved et relativt lavt saltindhold.
Miljøstyrelsens undersøgelser viser, at mangfoldigheden af dyreplankton ved Ven er relativt høj. Antallet af arter og artsgrupper var mere end 65 i perioden 2014-20.
Dyreplankton
Mængden af dyreplankton i 2020 fordelt imellem holoplankton og meroplankton.
Variationen hen over året
Forekomsten af dyreplankton i Øresund er lav om vinteren og foråret. Det skyldes, at der på denne årstid er meget begrænset mængde af føde i form af planteplankton til rådighed.
Kun hjuldyrene, for eksempel arter fra slægten Synchaeta, kan formere sig så hurtigt, at de kan græsse markant på planteplanktonet, når det blomstrer op i marts og april.
I den sidste halvdel af foråret og i begyndelsen af sommeren stiger mængden af vandlopper markant. Den begrænsede mængde af vandlopper tidligt på året betyder, at de ikke græsser i nævneværdigt omfang på planteplanktonet, når det blomstrer op i foråret. Det er anderledes om sommeren og i det tidlige efterår, hvor vandloppernes græsning kan begrænse mængden af planteplankton.
Vandlopper
De mest almindelige vandlopper i Øresund er arter fra slægterne Oithona (O. similis) og Pseudocalanus. Desuden er der en række andre vandlopper, som er almindelige i kystnære farvande og fjorde, blandt andet Acartia bifilosa, A. clausi, A longiremis, A. tonsa (invasiv), Temora longicornis, Centropages typicus, C. hamatus, Microcalanus pygmaeus, Eurytemora sp. og Paracalanus parvus.
I nogle år forekommer der også lave koncentrationer af de store vandlopper Calanus finmarchicus og C. helgolandicus, som er knyttet til mere åbne havområder.
Vandlopper af slægten Acartia (tv.) og slægten Calanus (th.). (Foto: Kirsten Engell-Sørensen, Fishlab).
Mængden af holoplankton i 2020.
Dafnier
I løbet af sommeren finder man i Øresund en række marine dafnier fra slægterne Podon og Evadne, samt brakvandsdafnien Bosmina coregoni.
I flere af de senere år er den invasive art Penilia avirostris også blevet registreret i Øresund. Arten dukkede op første gang i 2001 og har siden bredt sig til stort set alle danske kystvande.
Muslingelarve (tv.) og dafnie af slægten Bosmina (th.) (Foto af daphnie: Kirsten Engell-Sørensen, Fishlab).
Andet dyreplankton
I Øresund er der om sommeren relativt mange larver af bunddyr. De fleste er muslinge- og sneglelarver. Om sommeren og efteråret er der derudover lave koncentrationer af de pelagiske halesøpunge Oikopleura dioica og Fritilaria borealis og af pilormen Sagitta spp. Disse arter kommer til Øresund fra Kattegat.
Mængden af meroplankton i 2020.
Sådan reguleres dyreplankton
Mængden af dyreplanton bliver styret af en kombination af, hvor meget føde, i form af planteplankton, der er til rådighed og af, hvor meget dyreplankton, der bliver spist af fisk og gopler.
I Øresund er der relativt lave koncentrationer af dyreplankton, fordi der er relativt små mængder af planteplankton, som dyreplankton lever af. Desuden kan gopler og fisk, som lever af dyreplanktonet, være med til at holde bestandene nede.
Om sommeren kan der være så mange gopler, især den store gople, vandmanden Aurelia aurita, og den invasive ribbegople Mnemiopsis leidyi, også kaldet for dræbergople, at næsten alt dyreplanktonet bliver spist.
Dræbergoplen blev registreret første gang i 2006 i Helsingør Havn. Miljøstyrelsen overvåger ikke rutinemæssigt gopler, men der er efterhånden indsamlet en del viden om deres forekomst i forbindelse med en række forskningsprojekter.
Vandmænd Aurelia aurita (tv.) og ribbegopler Mnemiopsis leidyi (th.) (Foto af ribbegopler: Hans Ulrik Riisgaard, SDU).
Masseforekomster
Der er aldrig set masseforekomster af dyreplankton i Øresund. Der kan dog være store forekomster af vandmanden Aurelia aurita om sommeren.
I forbindelse med masseforekomster kan gopler drive sammen ude i selve Øresund, hvor vandet lokalt bliver helt fyldt med gopler, og goplerne kan drive ind på kysten og ligge i bræmmer på strandene.
Det har stor betydning for Øresunds plante- og dyreliv, hvor meget lys der trænger ned igennem vandet. Jo mere klart vandet er, des mere lys kan der trænge ned igennem vandet, og jo bedre er betingelserne for bundplanternes vækst.
Miljøstyrelsen måler vandets sigtdybde som et mål for, hvor klart vandet er. Sigtdybden afhænger af, hvor mange partikler der er i vandet, og dermed afhænger den også af mængden af planteplankton i vandet. Da produktionen af planteplankton er afhængig af tilførslen af næringsstoffer, vil en stor tilførsel af næringsstoffer generelt medføre en ringere sigtdybde.
Måling af vandets klarhed. Miljøstyrelsen foretager målingen ved at sænke en hvid skive ned i vandet. Den dybde, som skiven befinder sig i, lige inden den bliver usynlig oppefra, kaldes sigtdybden.
Målingerne af sigtdybden bliver foretaget på de samme steder og på de samme tidspunkter, som der bliver indsamlet vandprøver til undersøgelse af planteplankton og næringsstoffer.
Sigtdybden i Øresund og Køge Bugt i perioden 1989-2020.
Miljøstyrelsen har målt sigtdybden i systematisk fra 1989 til 2020. Sigtdybden i den nordlige del af Øresund bliver målt på en station tæt ved Ven. I samme periode er der også målt sigtdybde på en station i Køge Bugt.
I den nordlige del af Øresund har sigtdybden igennem hele perioden fra 1989 til 2020 været imellem 7 - 10 meter. De laveste sigtdybder blev målt i 1996 og i 2007, mens de højeste sigtdybder blev målt i 1998, 2003 og 2012. Siden 2015 har sigtdybden ligget relativt stabilt imellem 8 og 9 meter.
I Køge Bugt har sigtdybden i samme periode varieret mellem 6 og 9 meter. Her blev de laveste sigtdybder målt i 2002 og 2008, mens de højeste sigtdybder blev målt i 1992, 1997 og i 2004.
Også i Køge Bugt har sigtdybden i de senere år været relativ stabil, hvor den i perioden fra 2013-2020 har været målt til knap 8 meter. Sigtdybden ved Ven er generelt på niveau med eller bedre end sigtdybden i Køge Bugt. I løbet af de sidste fem til seks år har sigtdybden været cirka 1 meter dybere ved Ven end i Køge Bugt.
Links
Se alle resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser på Danmarks Miljøportal.
Øresund er et gennemstrømningsfarvand, som forbinder Kattegat med Østersøen. I den nordlige del af området er der omkring 25-30 meter dybt og enkelte steder op til 50 meter dybt.
Kortet viser de to målestationer i Øresund, angivet som de orange markeringer.
I den sydlige del, hvor Øresund støder op til Køge Bugt, er der kun 7-8 meter dybt. Vandet er dybere både syd og nord for dette område, hvorfor det betegnes som en tærskel. Denne tærskel har fået navn efter området og betegnes Drogden Tærsklen.
Der er to målestationer i Øresund, hvor vandets indhold af ilt måles. Den ene af de to målestationer, som ligger syd for Ven, er placeret på et dybt sted, hvor vandet er nærmest permanent lagdelt. Det er dermed også et område, hvor der vil kunne forekomme iltsvind. Iltsvind i Øresund opstår kun i det i nedre vandlag.
En stor del af ilten, der tilføres de nedre vandlag i Øresund, sker gennem indstrømningen af vand fra Kattegat. Tilførslen af ilt til de nedre vandlag kan også ske gennem opblanding med vand fra de øvre vandlag som følge af strømforholdene eller i forbindelse med stormvejr. Endelig kan de dybest voksende bundplanter bidrage til ilttilførslen på bunden. Produktionen af ilt fra bundplanter og planteplankton foregår imidlertid primært i det øvre vandlag, hvor lysforholdene er bedst, mens forbruget af ilt primært sker i det nedre vandlag.
I perioder med stille vejr kan indstrømningen af vand til Øresund fra Kattegat være begrænset. I sådanne perioder kan iltindholdet i de nedre vandlag falde. Varer det stille vejr ved i længere tid, vil der opstå iltsvind nær bunden.
Målinger fra Øresund
Miljøstyrelsen har foretaget målinger af iltindholdet i Øresund siden 1998. Aktuelt måler Miljøstyrelsen vandets indhold af ilt 24 gange om året på den dybe station, som ligger syd for Ven. I de perioder, hvor der typisk forekommer iltsvind, måles vandets indhold af ilt også på en station beliggende nord for Ven. Målingerne viser, at der på den dybe station har været iltsvind ved bunden hvert eneste år. Der er dog forskel på, hvor kraftigt iltsvindet har været, samt hvor lang tid perioderne med iltsvind har varet.
Forbruget af ilt foregår primært ved havbunden og det er derfor også typisk der, at iltindholdet er lavest i længst tid. På den dybe station, hvor der er omkring 50 meter dybt, er der målt iltsvind hvert år tæt på bunden. Det er ikke så ofte, at iltsvindet berører vandet højere oppe i vandsøjlen, hvilket er godt for dyre- og plantelivet i Øresund.
Udviklingen i vandets indhold af ilt i 20 meters dybde, som er vist i nedenstående graf, giver et indtryk af, hvordan iltsvindssituationen har påvirket dyr og planter mere generelt i Øresund. Heraf fremgår det, at der tilsyneladende har været en positiv udvikling i iltforholdene.
Der tegner sig således et billede af, at perioderne med iltsvind fra 2010 og frem har været af kortere varighed og mindre udtalte end i perioden 1998 - 2010. Det indikerer, at dyr og planter har haft bedre levevilkår i de senere år.
Figuren viser iltindholdet i vandet i 20 meters dybde i Øresund på målestationen ved Ven.
Fakta om iltsvind
Iltsvind optræder, når koncentrationen af ilt i vandet er lavere end 4 milligram pr. liter.
Moderat iltsvind optræder, når koncentrationen af ilt er mellem 2 og 4 milligram pr. liter.
Kraftigt iltsvind optræder, når koncentrationen af ilt er under 2 milligram pr. liter.
Links
Se alle resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser på Danmarks Miljøportal.
Bundplanterne i Øresund består af blomsterplanter og tang, også kaldet makroalger.
Ålegræs er en af de mest udbredte blomsterplanter i Øresund.
Blomsterplanter
Bunden af Øresund består i store områder af sand og finkornet silt. Det gør bunden velegnet til blomsterplanter, da planternes rødder kan forankres og vokse heri. For eksempel ved Saltholm er der store lavvandede områder, som er velegnede voksesteder for blomsterplanter.
Ålegræs og havgræs er de mest udbredte blomsterplanter i Øresund. Der er også bevoksninger af vandkrans og Børstebladet Vandaks. Ålegræs kan i Øresund vokse i store enge, typisk med sammenhængende bevoksninger ud til omkring 6 meters dybde. De øvrige blomsterplanter vokser hovedsageligt tæt på kysterne og ud til en til to meters dybde.
Miljøstyrelsen undersøger udbredelsen af ålegræs en gang om året. Det sker om sommeren, hvor der er mest ålegræs. Miljøstyrelsen undersøger både, hvor stor en del af havbunden ålegræsset dækker, samt hvor dybt det vokser.
Øresund bliver undersøgt langs syv linjer, der går ud fra kysten og ud til den største dybde, hvor der vokser ålegræs. Det er de samme syv steder, der bliver undersøgt hvert år.
Her undersøger Miljøstyrelsen bundplanter
Kortet viser de syv steder i det centrale Øresund, hvor Miljøstyrelsen undersøger udbredelsen af ålegræs.
Undersøgelserne bliver foretaget med en dykker, som trækkes med en båd fra strandkanten og ud til en dybde der er cirka 1 meter dybere end det sted, hvor man kan registrere den dybest voksende plante. Dykkeren er udstyret med en dybdemåler, kommunikation til overfladen og et videokamera til dokumentation af dykkerens observationer.
Ålegræssets udbredelse
Ålegræs skal have lys for at kunne vokse. Jo klarere og renere vandet er, jo større dybder kan ålegræsset vokse ud til. Miljøstyrelsens undersøgelser af ålegræs indgår i vurderingen af miljøtilstanden i Øresund
Den gennemsnitlige årlige udbredelse af ålegræs i Øresund i perioden 2001-2020. Udbredelsen er defineret som den største dybde, hvor mindst 10 procent af bunden er dækket med ålegræs. I 2009 blev der ikke lavet undersøgelser af ålegræssets udbredelse i Øresund.
Ovenstående figur viser, at ålegræsset i de seneste ti år har vokset ud til omkring 6 meters.
Flere forhold påvirker planternes vækst i Øresund. Særligt vandets klarhed og lysforholdene er vigtige faktorer. Lysforholdene kan blive forringet af forskellige ting. Er der for eksempel meget planteplankton i vandet, bliver vandet uklart. Undervandsplanternes blade kan være dækket af mikroskopiske alger, såkaldte epifytter som giver bladene et brunligt udseende, eller de kan være overgroet af fedtemøg. Alle tre faktorer vil kunne mindske den mængde af lys, som planterne har til rådighed for vækst.
Koncentrationen af næringsstoffer i vandet er afgørende for mængden af planteplankton, fedtemøg og epifytter i vandet. Perioder med dårlige iltforhold kan også forringe vækstbetingelserne for ålegræs, hvis iltsvindet forekommer i de områder, hvor ålegræs vokser.
Tang
Flerårige store makroalger, i daglig tale kaldet tang, kræver en stabil og fast bund. Det kan være i form af sten, som de kan fæstne sig til. I den centrale del af Øresund udgør havnemoler en stor del af den faste bund, og der kan ofte observeres en stor artsrigdom af tangplanter på stenene.
På større dybder er der ikke så mange egnede sten. Dybder fra 15-20 meter og dybere er beskyttet imod bølgepåvirkninger, og her kan store muslingeskaller også være et egnet substrat for større tangplanter, som for eksempel brunalgen sukkertang.
Saltindholdet i Øresund falder fra nord til syd. De fleste algearter er tilpasset det mest salte vand. Derfor falder antallet af arter mod syd. I det nordlige Øresund finder Miljøstyrelsen op til omkring 220 arter, mens man i den sydlige og mindre salte del af Øresund finder omkring halvt så mange arter.
Mange enårige makroalger, for eksempel trådformede brunalger og fedtemøg, vokser godt i perioder med mange næringsstoffer i vandet. Nogle arter kan fortsætte med at gro, selvom de bliver afrevet fra sten eller muslinger.
Fritsvævende enårige makroalger kan danne store måtter, der kan skygge for ålegræs og flerårige makroalger. Hvis måtterne af alger bliver tykke nok, kan der opstå iltmangel under dem. Det er meget skadeligt for de blomsterplanter, der måtte vokse der.
Når mængden af næringsstoffer i Øresund falder, vil mængden af de trådformede alger og fedtemøg også falde.
Resultater fra Miljøstyrelsens undersøgelser af ålegræs anvendes i Vandområdeplanerne, som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Øresund.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden for ålegræs i Øresund som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027 er der god økologisk tilstand.
Links
Se status for den økologiske tilstand i Øresund på kort under punktet ”VP3-tilstandsvurdering” i MiljøGIS.
De forskellige bunddyrarter har forskellige krav til saltholdigheden, som betyder, at man under naturlige upåvirkede forhold finder flere bunddyrarter i vandområder med høj saltholdighed end i områder med lav saltholdighed. Saltholdighedens naturlige betydning for forhold af bunddyrarter indgår i vurderingen af bunddyrenes tilstand i de enkelte vandområder.
Antallet af bunddyrarter påvirkes også af iltforholdene således, at langt flere bunddyrarter kan trives ved høje naturlige iltkoncentrationer end ved forekomster af lave iltkoncentrationer, som man ofte ser i vandområder med stor tilførsel af næringsstoffer.
I Øresund er der et meget rigt dyreliv knyttet til bunden. I den øverste del af bunden, samt på bundens overflade, leverer en lang række arter af bunddyr fra mange forskellige dyregrupper. Miljøstyrelsen tager prøver af bunddyr i 16-25 meters dybde. Den store mangfoldighed af dyr hænger sammen med, at de gode strømforhold her gør, at der ikke opstår iltsvind i længere tid.
Bunddyrene på den bløde bund i den nordlige del af sundet er undersøgt 18 gange siden 1999. Resultaterne af undersøgelserne vidner om, at den nordlige del af sundet, for så vidt angår bunddyrene, er i økologisk balance i de dybder, hvor prøverne er indsamlet.
Her undersøges bunddyr
Kortet viser statonen i det nordlige Øresund, hvor blødbundsfaunaen er blevet undersøgt 18 gange i perioden 1999 til 2021.
Mange og sjældne arter
I forbindelse med undersøgelserne i perioden 1999 til 2021 er der i alt fundet 198 arter af bunddyr i den nordlige del af Øresund. Dette meget store antal arter, fordeler sig med 89 havbørsteorm, 32 krebsdyr, 28 muslinger, 17 snegle, 8 pighuder, 5 søanemoner, 3 søpunge, 2 havedderkopper, samt 14 arter tilhørende 11 andre dyregrupper.
Blandt de mange arter af havbørsteorm er arterne Rhodine gracilior, Maldane sarsi, Ampharete baltica, Terebellides stroemi, Scoloplos armiger og Galathowenia oculata de mest almindelige. De lever alle af det organiske materiale i bunden. Den sidste art kan også filtrere organiske partikler fra vandet.
De mest almindelige krebsdyr er kommakrebsen Diastylis rathkei, der primært lever af bundlevende kiselalger, og tangloppen Ampelisca brevicornis, der stikker sine antenner ud gennem røret for at filtrere organiske partikler fra vandet.
Havbørsteormen Galathowenia oculata (tv.) og kommakrebsen Diastylis rathkei er almindelige i det nordlige Øresund og dermed vigtige for omsætningen af det organiske stof. Da de begge er omtrent 1 cm store, er de samtidig vigtige fødeemner for små fisk (Kirkegaard (tv.) og Hans Hillewaert (th.), WoRMS foto).
Der lever en fin bestand af store molboøsters Arctica islandica i det nordlige Øresund. Den samlede vægt af de molboøsters, der har været i prøverne indsamlet igennem 18 år, har udgjort 75 procent af vægten af alle de indsamlede bunddyr.
Molboøsters er vigtige for omsætningen i Øresund, fordi de er gode til at filtrere vandet for organiske partikler. Mindre arter af muslinger, som der også er mange af i Øresund, er foldmusling Thyasira flexuosa, hvid pebermusling Abra alba, mysella-musling Kurtiella bidentata og hampefrømusling Corbula gibba. Disse fire arter bidrager ligeledes til at holde vandet klart ved at filtrere deres fødeartikler fra vandet.
Endelig er fin mudderslangestjerne Amphiura filiformis, hestesko-orm Phoronis sp. og søanemonen Edwardsia sp. almindelige i området. De filtrerer alle på forskellig måde organiske partikler fra vandet i Øresund.
De fleste af disse almindelige arter er glimrende føde for forskellige fisk. Det nordlige Øresund er således et vigtigt spisekammer for fisk, der finder føden på bunden.
Blandt de sjældnere arter af bunddyr er tanglopperne Leptophoxus falcatus, Eurysteus palmatus og Monoculodes carinatus, samt rejen Pontophilus bispinosus. I Miljøstyrelsens database over bunddyr, som rummer de arter, der er fundet siden 1970-erne, er det ene fundne eksemplar af L. falcatus i Øresund det eneste fund i Danmark E. palmatus er kun fundet i et lille antal i Sejerø Bugt og i Øresund.
Sjælden er også havbørsteormen Gattyana amondseni. Desuden har Miljøstyrelsen fundet fire søstrå Virgularia mirabilis, der er et koraldyr, som er på rødlisten over dyr, der er i fare for at forsvinde eller som helt er forsvundet.
To meget vigtige bunddyr-arter i den nordlige del af Øresund. Til venstre er det en molboøsters Arctica islandica, der kan blive meget gammel og stor og derfor har stor betydning, da den filtrerer fødeartikler fra vandet. Til højre er det hesteskoorm Phoronis sp., der er det almindeligste dyr i prøverne fra Øresund. På billedet er hesteskoormene i færd med at filtrere vandet med deres tentakelkroner (Eddy Eneman (tv.) og Bernard Picton BioMar-TCD (th.) WoRMS-foto).
Antal arter af bunddyr
Prøverne fra de 18 års undersøgelser i Øresund har de enkelte år indeholdt imellem 40 og 74 arter. De seneste år har antallet af arter ligget meget stabilt imellem 43 og 61 arter. Dette antal vidner om et for bunddyrene stabilt økosystem.
Udsvingene fra år til år skyldes blandt andet tilfældigheder. I området er der en del arter, som er fåtalligt til stede, og det kan være tilfældigt, om de lige kommer med i prøverne. Miljøstyrelsen finder områdets almindeligst forekommende arter hvert år, mens sjældenhederne bliver fundet mere sporadisk.
Figuren viser antal arter af bunddyr fra prøvetagningsområdet i Øresund ved 18 undersøgelser i perioden 1999 til 2021.
Antallet af bunddyr
Der er fundet mellem 1600 og 4400 individer af bunddyr pr. kvadratmeter i Øresund i perioden fra 1999 til 2021. Det er i alle årene og relativt højt antal. Udsvingene er naturlige for et sådant økosystem. Nogle år har visse arter stort held med at forplante sig og andre år er det andre arter, der har de bedste betingelser.
Det store antal individer i 2018, 2019, 2020 og 2021 bestod primært af mange hesteskoorme Phoronis sp., fin mudderslangestjerne Amphiura filiformis og foldmusling Thyasira flexuosa. I år 2000, hvor der blev fundet allerflest dyr, var der især tale om store bestande af tre arter af havbørsteorm, Ampharete baltica, Terebellides stroemi og Rhodine gracilior.
De stabile mængder af bunddyr har gennem alle årene givet gode fødemuligheder for de fisk, der lever ved bunden.
Figuren viser antallet af bunddyr pr. kvadratmeter i det nordlige Øresund i de 18 undersøgte år. Der har været mange bunddyr alle årene.
Resultaterne fra Miljøstyrelsens undersøgelser af bunddyr anvendes i vandområdeplanerne, som en del af grundlaget for at vurdere den økologiske tilstand i Øresund.
Ved den nyeste vurdering af tilstanden for bundfauna i Øresund, som er lavet i forbindelse med udarbejdelsen af Vandområdeplan 2021-2027, er den økologiske tilstand for bunddyr i Øresund moderat.
Links
Se status for den økologiske tilstand for bunddyr i Øresund på kort under punktet ”VP3-tilstandsvurdering” i .
En stor del af de næringsstoffer, der bliver tilført Øresund, kommer fra punktkilder ved København, som for eksempel renseanlæg. Der bliver også tilført næringsstoffer til Øresund fra oplandet. Dertil kommer tilførsler af næringsstoffer til sundet via vandskiftet med Kattegat og Østersøen samt via luftbårne tilførsler af kvælstof. Derudover kommer der en del fra den svenske del af oplandet.
Miljøstyrelsen måler næringsstoftransport ved flere små vandløb i oplandet til Øresund, herunder i Usserød Å og i Mølleåen. Derudover foretager forsyningsselskaber og kommuner målinger på blandt andet renseanlæg.
Kortet viser de vandløb, hvor Miljøstyrelsen måler vandkemi og vandføring i vandløbene og i oplandet til Øresund.
Der strømmer også kvælstof og fosfor til Øresund fra en del af oplandet, hvor Miljøstyrelsen ikke måler. Den del af oplandet kaldes det umålte opland. Her beregnes afstrømningen ud fra modeller og ud fra opgørelser af udledninger fra renseanlæg, industri og regnvandsbetingede udløb.
Vandområdeplaner
Når Miljøstyrelsen udarbejder vandområdeplaner, bliver den samlede tilførsel af kvælstof og fosfor til Øresund fra de forskellige belastningskilder beregnet, både som tidsserier på årsbasis og på sæsonbasis. Disse belastningsdata indgår i opsætningen af Miljøstyrelsens marine økosystemmodeller, som bl.a. kan beskrive sammenhænge mellem kystvandenes belastningsforhold og miljøtilstanden, f.eks. miljøtilstanden hvad angår forekomst af planktonalger målt som fjordens klorofylindhold. Ved beregning af målbelastninger og indsatsbehov beregner Miljøstyrelsen en gennemsnitlig tilførsel, hvor der er taget højde for forskelle i vandføring i de enkelte år.
I Vandområdeplan 2015-2021 er der anvendt et gennemsnit for årene 2010 - 2014, ved beregning af målbelastning og indsatsbehov. Kvælstoftilførslen til Øresund blev for denne periode beregnet til cirka 1.300 tons kvælstof pr. år.
Når Miljøstyrelsen beregner behovet for indsats i forhold til Øresund, tages der udgangspunkt i den samlede belastning, herunder den del af belastningen der stammer fra den svenske del af oplandet. Det beregnede indsatsbehov fordeles herefter ud på det samlede opland. Den del, der indgår i den danske vandområdeplan, udtrykker alene det, der forudsættes gennemført i den danske del af oplandet.
Kilder til næringsstoffer
De fleste næringsstoffer, der udledes til Øresund, stammer fra punktkilder som renseanlæg, regnvandsbetingede udløb og industrianlæg.
Kun cirka 2 procent af tilførslen af kvælstof til Øresund fra den danske del af oplandet stammer fra landbrug. Det naturlige baggrundsbidrag af kvælstof, som der ville være, hvis der ingen menneskelig påvirkning var, udgør ca. 5 procent af den samlede kvælstoftilførsel til Øresund.
For fosfor stammer cirka 5 procent fra det åbne land, som både omfatter landbrug og baggrundsbidraget, mens resten stammer fra punktkilder.
For Øresund er bidraget fra spildevand stort, blandt andet fordi det rensede spildevand fra Københavns store renseanlæg, Lynetten, bliver udledt til Øresund.
Øresund er omfattet af Vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Sjælland, som er et af i alt fire vandområde-distrikter i Danmark. Vandområdeplanerne udgør en samlet plan, der i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv skal sikre rent vand i danske kystvande, søer, vandløb og grundvand.
Sådan vurderer Miljøstyrelsen miljøtilstanden
Ifølge vandrammedirektivet skal miljøtilstanden i kystvandene vurderes på baggrund af en række biologiske og kemiske kvalitetselementer, også kaldet indikatorer for miljøkvalitet.
Når man taler om miljøtilstanden, taler man om den samlede økologiske og kemiske tilstand. Den økologiske tilstand bliver vurderet på baggrund af biologiske indikatorer og en række nationalt udvalgte miljøfarlige forurenende stoffer. Den økologiske tilstand bliver beskrevet ud fra fem kvalitetsklasser: høj, god, moderat, ringe eller dårlig tilstand.
Miljøstyrelsen vurderer generelt den økologiske miljøtilstand i kystvandene ud fra tre biologiske kvalitetselementer. Tilstanden bestemmes som værdien af indikatorer, der er knyttet til de enkelte kvalitetselementer. Det kvalitetselement, som ligger i den dårligste kvalitetsklasse, afgør vandområdets samlede tilstand. De tre biologiske kvalitetselementer og de tilknyttede målbare indikatorer er:
- Fytoplankton (koncentrationen af klorofyl i vandet)
- Makroalger og angiospermer (dybdeudbredelsen af ålegræs)
- Bentisk invertebratfauna (sammensætningen af bunddyr)
Miljøstyrelsen måler vandområdernes kemiske tilstand på baggrund af 21 miljøfarlige forurenende stoffer. Disse stoffer er udvalgt af EU-Kommissionen. Den kemiske tilstand bliver beskrevet som enten ’god’ eller ’ikke god’.
Et vandområde er i ’god’ tilstand, når den økologiske tilstand er ’høj’ eller ’god’ samtidig med, at den kemiske tilstand er ’god’.
Miljøtilstanden i Øresund
Øresund er opdelt i to vandområder: Nordlige Øresund og København Havn. De to vandområder er forskellige, både med hensyn til saltholdighed, dybdeforhold og miljømål.
I Vandområdeplanen 2015-2021 er den økologiske tilstand vurderet ’ringe’ i det Nordlige Øresund, og der er ’moderat økologisk potentiale’ i København Havn. De to vandområder lever således ikke op til vandrammedirektivets krav om, at den økologiske tilstand skal være mindst ’god’ eller have et ’godt økologisk potentiale’. Direktivets krav om, at den kemiske tilstand skal være ’god’, er ikke opfyldt i det Nordlige Øresund, mens den er ’ukendt’ i København Havn.
Miljøtilstanden i det nordlige Øresund og Københavns havn, som den blev vurderet i forbindelse med Vandområdeplan 2.
Øresunds økologiske tilstand har været uændret i de to vandområdeplaner, Vandområdeplan 2009-2015 og Vandområdeplan 2015-2021, der indtil videre har været udarbejdet for området. Der har været en stor indsats for at begrænse udledningen af næringsstoffer fra byer, industri og landbrug. Der har siden starten af 00’erne til i dag været en tendens til mindre iltsvind i Øresund.
Sådan skal miljøtilstanden blive bedre
Miljøstyrelsens undersøgelser viser, at den væsentligste årsag til, at der ikke er ’god’ økologisk tilstand, i såvel Øresund som i hovedparten af de øvrige kystvande i Danmark, er, at der bliver tilført for meget kvælstof.
For at reducere tilførslen af kvælstof til Øresund frem mod udgangen af 2021 er der således i Vandområdeplanen en række virkemidler i spil. Det drejer sig blandt andet om:
- Vådområder
- Lavbundsprojekter
- Minivådområder
- Skovrejsning
- Miljøfokusområder
- Målrettet regulering
- Rensning af spildevand
I vådområder, minivådområder og lavbundsprojekter skal indsatsen fjerne en del af det kvælstof, der strømmer af fra marker, inden det når dræn eller vandløb og ender i kystvandene. Skovrejsning er med til at sikre grundvandet.
Der skal endvidere, som et generelt EU krav, etableres miljøfokusområder (MFO-områder), med det formål at beskytte og forbedre biodiversiteten på landbrugsarealerne. Et krav som også medvirker til at reducere afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealerne. Hertil kommer den målrettede regulering, der skal bidrage til at opfylde behovet for en kvælstofindsats i de enkelte vandområder. Indsatsen på spildevandsområdet skal bidrage til yderligere reduktion i afstrømningen af kvælstof.
Vandområdeplan 2021-2027 vil indeholde en opdateret vurdering af Øresunds økologiske og kemiske tilstand, samt en opdateret vurdering af Øresunds indsatsbehov med henblik på at opnå god økologisk tilstand.