Når du er forberedt og i stand til at tage dig af dig selv og dine nærmeste, kan myndighederne fokusere kræfterne dér, hvor behovene er størst, og arbejde på at normalisere situationen.
Se myndighedernes samlede anbefalinger på Beredskabsstyrelsens hjemmeside.
Miljøstyrelsen er myndighed for rent drikkevand, og du kan her på siden læse om, hvordan du sikrer dig og din familie rent drikkevand i tilfælde af en krise.
Du kan læse mere om, hvordan du sørger for mad og drikke til tre døgn på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Fire råd: Sådan sørger du for rent drikkevand
Følg Miljøstyrelsens fire råd, når du sørger for drikkevand til dig og din familie i forbindelse med en krise.
- Lad vandet løbe til det bliver koldt, inden du tapper
- Brug en beholder godkendt til opbevaring af fødevarer
- Følg vejledningen om rengøring af den beholder du bruger
- Opbevar vandet mørkt og køligt
Kan du ikke følge Miljøstyrelsens råd til opbevaring og tapning af vand, bør du købe flaskevand i stedet. Husk at kigge på flaskevandets udløbsdato og udskift løbende.
Spørgsmål og svar om drikkevand
Toiletbesøg under en krisesituation
I tilfælde af en krise kan du risikere, at toilettet ikke virker. En strømafbrydelse kan fx forhindre, at spildevandet kan pumpes væk fra din bolig. Derfor er det vigtigt, at du holder dig orienteret om retningslinjer fra din kommune eller dit lokale vand- eller spildevandselskab.
Hvis du ikke kan trække ud i toilettet, skal du opsamle afføringen i en solid affaldspose beregnet til restaffald. Luk posen forsvarligt og smid ud som restaffald. Bor du i en opgang med affaldsskakt, anbefales det, at du ikke anvender affaldsskakten, men i stedet bærer posen ned i containeren.
Du kan forberede dig ved at have affaldsposer, som kan sættes i en spand eller i toiletkummen, før du besørger i posen, og som du lukker forsvarligt bagefter. Læg evt. først et hygiejnebind eller toiletpapir i posen for at opsuge væde. Du skal bruge nogle solide poser, som kan lukkes. Din kommune kan have supplerende anvisninger.
Du kan godt tisse i toilettet uden at trække ud, men undgå at smide toiletpapir i. Toiletpapir skal, i lighed med bind eller bleer, i en beholder med låg, du har foret med en affaldspose. Posen smides ud som restaffald.
Der bør altid være vand i vandlåsen til toilettet for at hindre lugt og rottebesøg – også selv om toilettet ikke kan benyttes som normalt. Opsamlet regnvand kan evt. bruges til at fylde vandlåsen op.
Under en krise er det ekstra vigtigt at holde god hygiejne i forbindelse med toiletbesøg. Det er en god ide at have følgende i hjemmet:
1. Toiletpapir
2. Vådservietter og anden hånddesinfektion
3. Solide affaldsposer til restaffald, som kan lukkes fx med en knude
4. Bleer/menstruationsbind/andet som kan suge væde (til at opsuge væske fra afføring i posen)
Sundhedsstyrelsens anbefalinger:
For at sikre de bedst mulige hygiejnemæssige forhold under en krise skal den direkte kontakt med afføring og urin begrænses så meget som muligt for både borgere og renovationsmedarbejdere, der skal håndtere affald. Borgere og renovationsmedarbejdere bør holde den bedst mulige håndhygiejne primært ved håndvask, og hvis det ikke er muligt, så sekundært ved hånddesinfektion, fx håndsprit.
Fødevarestyrelsens anbefalinger:
I forhold til at sikre fødevaresikkerheden under en krise, vil alternativ håndtering af toiletforhold kunne udgøre en øget risiko for sygdom. Hånddesinfektion med fx håndsprit kan være et alternativ, hvis der ikke er adgang til vand. Håndsprit virker mod mange afføringsbakterier, men er dog ikke effektivt mod visse vira og parasitter, herunder norovirus (roskildesyge) og cryptosporidier (som kan give diarré).