Indsamlerprøven

I alle indsamlingsvirksomheder, skal der være mindst én person i virksomheden, som har bestået indsamlerprøven og dermed fået et Indsamlerbevis.

Hvis I driver indsamlingsvirksomhed fra flere adresser (P-numre), hvor der er 10 ansatte eller mere, skal der være mindst én person på hvert P-nummer med ledelsesansvar, som har et Indsamlerbevis.

Når du har været igennem undervisningsmaterialet og føler dig godt forberedt, kan du tage prøven hvornår du vil og hvorfra du vil.

Start med at logge på Affaldsregistret  med din virksomheds Erhvervs-Nem-ID .

  • Klik på ”Indsamlerbevis” øverst i venstre side.
  • Indtast dit CPR-nummer og klik på ”Næste”
  • Indtast for- og efternavn, personlig e-mail og din stilling (Indsamlerbeviset er personligt)
  • Vælg P-nummer
  • Klik på ”Bestil prøve”

Efter ca. 5 min vil du modtage en mail med et link til Indsamlerprøven, et bruger-ID og en aktiveringsskode.

Efter du har indtastet aktiveringskoden, har du 60 min til at svare på 25 spørgsmål. Ved hvert spørgsmål skal du vælge det rigtige svar mellem 4 svarmuligheder. For at bestå prøven skal du svare korrekt på mindst 20 spørgsmål.

Gebyret for at tage Indsamlerprøven i 2016 er 1.620,- kr., som opkræves via faktura.

Du har 3 forsøg til at bestå prøven med nye spørgsmål for hvert forsøg, du starter. Du bestemmer selv hvornår du vil bruge de enkelte forsøg. Der skal dog mindst gå et døgn mellem hvert forsøg og højst 90 dage fra det første forsøg.

Bestås prøven ikke ved én af de 3 forsøg, skal der betales et nyt gebyr for at få adgang til indsamlerprøven igen. Når du har bestået indsamlerprøven får du tilsendt et indsamlerbevis i PDF format per mail.

Indsamlerbeviset er gældende i 5 år. Du kan tage en ny prøve 4½ år efter du har bestået prøven. Du kan med andre ord tage den nye prøve inden for den sidste 6-måneders gyldighedsperiode af dit eksisterende indsamlerbevis. Det fornyede indsamlerbevis, vil være gyldigt i 5 år fra udløbet af det forrige. Det gør derfor ingen forskel, om du tager den nye prøve i starten eller i slutningen af de 6 måneder.

Indsamlerbeviset er personligt og følger med dig, hvis du skifter arbejde.

Hvis du skifter arbejder skal din nuværende arbejdsgiver derfor sørge for, at der er eller kommer en anden på virksomheden, der har et Indsamlerbevis.

Hvis en virksomhed ikke længere har mindst én person ansat med Indsamlerbevis, bortfalder godkendelsen som indsamlingsvirksomhed, hvis der ikke senest 6 måneder efter, at personen med indsamlerbevis er fratrådt, er ansat en ny person med ledelsesansvar, som har et Indsamlerbevis.