Distributørers rolle og ansvar under REACH og CLP

Som distributør er du bindeled mellem producenter og kunder. Dermed spiller du en vigtig rolle i forhold i kommunikationen om kemikaliesikkerhed i leverandørkæden.

Hvem er distributør?

Du er distributør, hvis du leverer et kemisk stof eller en kemisk blanding inden for EU, opbevarer stoffet eller blandingen og markedsfører det – også med dit eget varemærke – uden at ændre dets kemiske sammensætning. F.eks. er detailhandlere og grossister distributører. 

Hvis du distribuerer artikler er du artikel-leverandør. Læs mere om leverandørernes pligter til at videregive information om
Læs mere om kandidatlistestoffer og om forbud.

Hvis du køber kemiske stoffer, kemiske blandinger eller varer uden for EU og markedsfører dem i EU, så er du også importør.  Hvis du køber kemiske stoffer inden for EU og blander dem med andre kemikalier, fortynder dem eller omhælder til nye beholdere med eller uden ommærkning, inden du leverer dem til andre, er du downstream bruger.
Læs mere om importørens rolle og ansvar
Læs mere om downstreambrugerens rolle og ansvar

Hvilke regler gælder for distributører

Som distributør af kemiske stoffer og blandinger har du ansvar for at viderebringe oplysninger fra dine leverandører til dine kunder – og omvendt. Distributører har som udgangspunkt pligt til at:

Sørge for at sikkerhedsdatabladet indeholder de rigtige oplysninger
Hvis du distribuerer et farligt stof eller en blanding i Danmark, skal du levere et sikkerhedsdatablad på dansk. Sikkerhedsdatabladet skal bl.a. indeholde oplysninger om stoffets eller blandingens egenskaber, farerne ved stoffet eller blandingen og vejledning i håndtering, bortskaffelse og transport samt foranstaltninger ved førstehjælp, brandbekæmpelse og eksponeringskontrol. 

Hvis registranten af stoffet har gennemført en kemikaliesikkerhedsvurdering, skal sikkerhedsdatabladet for stoffet have et bilag med eksponeringsscenarier. De skal beskrive, hvordan stoffet forventes anvendt og hvilke sikkerhedsforanstaltninger, som er nødvendige for hver enkelt anvendelse. Hvis stoffet bruges i en blanding, skal disse oplysninger bruges, når der laves sikkerhedsdatablad for blandingen.

Har du spørgsmål om sikkerhedsdatablade bør du kontakte Arbejdstilsynet. Skriv til at@at.dk eller læs om sikkerhedsdatablade på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Sørge for at oplysninger fra dine kunder videregives til dine leverandører
Du skal som distributør sørge for, at oplysninger fra dine kunder gives videre til dine leverandører. Det kan f.eks. være en kundes ønske om at få sin anvendelse med i producentens kemikaliesikkerheds-vurdering eller oplysninger, der kan gøre sikkerhedsforanstaltningerne i sikkerhedsdatabladet uegnede.

Tjekke om produktet er mærket og emballeret korrekt
Hvis du distribuerer et farligt stof eller en blanding skal du sikre, at det er mærket og emballeret efter CLP-reglerne.

Etiketten skal bl.a. indeholde:
* Kemikaliets navn – og for blandinger de farligste indholdsstoffer
* Indhold i vægt eller volumen (gælder dog kun ved salg til private)
* Leverandørens navn, adresse og telefonnummer
* Piktogrammer, signalord, faresætninger og sikkerhedssætninger

Der er desuden krav til både placering og synlighed af faremærkningen, størrelsen på piktogrammerne samt eventuelt supplerende oplysninger om farens art og forholdsregler ved brug af produktet. Etiketten skal være på dansk for stoffer og blandinger, der markedsføres i Danmark.
Læs mere om mærkning og emballering.  

Sikre at produktet er lovligt
Inden du bringer et stof, en blanding eller en artikel i omsætning, skal du sikre dig, at det er lovligt. Kontroller, om dit produkt overholder reglerne, herunder bl.a. om det indeholder stoffer, der er forbudt eller anvendelsesbegrænset.  
Læs mere om forbud og anvendelsesbegrænsning

Videregive information om særligt problematiske stoffer i artikler
ECHA opdaterer løbende en liste over særligt problematiske stoffer, der senere kan blive optaget på godkendelsesordningen under REACH. Denne liste kaldes for kandidatlisten. Hvis du sælger en artikel, der indeholder mere end 0,1 % af et stof fra kandidatlisten, skal du informere dine kunder og om nødvendigt også vejlede om sikker brug.

    • Professionelle kunder skal have oplysninger om indholdet af kandidatlistestoffer ved varens levering.
    • Fra 5. januar 2021 skal du indberette din artikel, hvis dele af den indeholder mere end 0,1% af et stof fra kandidatlisten, og artiklen leveres til professionelle, til ECHAs SCIP-database. 
    • Hvis en forbruger spørger om der er kandidatlistestoffer i en artikel, skal du svare inden 45 dage.

Læs mere om kandidatlisten og informationspligter.

Få hjælp hos Miljøstyrelsen

Har du spørgsmål, kan du kontakte Miljøstyrelsens REACH helpdesk på reachspm@mst.dk.Eller CLP helpdesk på CLPHelpdesk@mst.dk.

Du kan også læse vores faktaark om REACH og CLP for en hurtig indføring i reglerne. 

Vi har også udarbejdet en liste med spørgsmål og svar om REACH og CLP

Har du spørgsmål om sikkerhedsdatablade bør du kontakte Arbejdstilsynet. Skriv til at@at.dk eller læs om sikkerhedsdatablade på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Kvikguide til central lovgivning

Kemikalielovgivningen er et stort og komplekst område. Derfor har Miljøstyrelsen udarbejdet en guide, som giver et overblik over de vigtigste regler for virksomheder under både REACH, CLP og andre lovgivninger. Læs videre