Nye regler om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Med ændringerne i drikkevandsbekendtgørelsen (BEK 1070 af 28. oktober 2019) i oktober 2017 er der indført nye regler for kontrol af drikkevand. Vejledningsmateriale om de nye regler er under udarbejdelse. På denne side ses det foreløbige materiale.

Vejledning

Udkast til kapitel 2, 3 og 4 i vejledningen om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg kan findes  her.

Gældende vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg kan findes  her  – mht. kapitel 2, 3 og 4 henvises til udkastet til disse kapitler.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål og svar nedenfor omhandler de nye regler.

FAQ’erne opdateres løbende.

Den gældende vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg vil blive opdateret med ændringerne i den nye drikkevandsbekendtgørelse. En samlet vejledning forventes sendt i høring hurtigst muligt og forventeligt i sommeren 2019. Den del af vejledningen, som omhandler kontrol af drikkevandet, kap. 2-4, er blevet opdateret og kan findes her.

Drikkevandsbekendtgørelsen fastsætter kvalitetskravene til det vand som vandforsyningsanlæg leverer til bl.a. ”anden kommerciel eller offentlig aktivitet” jf. drikkevandsbekendtgørelsens § 1 stk. 1, nr. 1, c.

Ved ”anden kommerciel eller offentlig aktivitet” forstås bl.a. institutioner, restauranter, hospitaler, hoteller, forlystelsesetablissementer, jf. § 1, stk. 4, i drikkevandsbekendtgørelsen.

Herudover vurderer Miljøstyrelsen, at følgende aktiviteter som udgangspunkt er omfattet af begrebet ”anden kommerciel eller offentlig aktivitet”: skoler, fritidsanlæg, sportsanlæg, kaserner, campingpladser, indkøbscentre, udlejningsejendomme, Bed & Breakfast, dagplejer og plejefamilier. Det vil dog altid være kommunen, der som led i sin sagsbehandling må vurdere, om en given aktivitet er kommerciel eller offentlig, idet det i sidste ende er domstolene, der kan fastlægge den konkrete rækkevide af lovgivningen.

I sin vurdering kan kommunen bl.a. se på, om en given aktivitet involverer offentligheden, eller om aktiviteten tilbydes med det formål at tjene penge.

Det er desuden op til kommunen at vurdere, hvilke andre aktiviteter end de ovenstående, der eventuelt er omfattet af begrebet ”anden kommerciel eller offentlig aktivitet”.

Ja, en kommune har pligt til også at fastlægge krav om konkret angivne kontrolmålinger f.eks. i forsyningsanlægget, jf. drikkevandsbekendtgørelsens § 7, stk. 6. Disse kontrolmålinger kan typisk tages ved afgang fra vandindvindingsanlægget og i forsyningsanlæggets ledningsnet. Omfanget af denne kontrol er ikke fastlagt i bekendtgørelsen, men det forudsættes, at kommunen fastsætter denne – gerne efter indstilling fra vandforsyningen, jf. bekendtgørelsens § 7, stk. 3. Der kan læses mere om dette i den opdaterede vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg i afsnit 3.1.4 ’Kontrolmålinger til efterprøvning i vandforsyningsanlægget’.

Nej, de er ikke forpligtet til at underrette kommunen.

 

Men de har mulighed for at underrette kommunen, som ifølge vandforsyningslovens § 62, stk. 4, skal beslutte, om der bør træffes beslutninger efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1, hvis vandet fra indvindingen vurderes at være sundhedsfarligt. Kommunens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

En afgørelse efter § 62, stk. 1 kan i sådanne situationer ikke påbyde, at vandet skal opfylde alle kvalitetskrav til drikkevand, men kan f.eks. påbyde afhjælpende foranstaltninger, så vandet ophører med at være sundhedsfarligt. Hvis afhjælpende foranstaltninger i forhold til sundhedsfaren ikke vurderes at kunne gennemføres på forsvarlig vis i en konkret sag, kan der meddeles påbud om, at anlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt.

Hvis vandet fra et vandforsyningsanlæg leveres videre til et andet vandforsyningsanlæg til behandling og/eller distribution, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskrav, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg distribuerer til forbrugerne. Hvis et anlæg sælger en del af den producerede vandmængde videre til et andet anlæg, som distribuerer vandet videre til forbrugerne, skal første anlæg ikke stå for taphanekontrollen af den del, som sælges til det andet anlæg.

Hvis vandet fra flere vandforsyningsanlæg leveres til samme ledningsnet, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskravene, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, for hvert af disse vandforsyningsanlæg ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg leverer til ledningsnettet.

I forbindelse med kontrollen i forsyningsanlægget efter drikkevandsbekendtgørelsens § 7, stk. 6 skal der også udtages prøver ved afgang fra et vandindvindingsanlæg og i et forsyningsanlægs ledningsnet. Forsyningsanlægget, der producerer vandet, står for kontrollen ved afgang fra indvindingsanlægget. Kontrollen i ledningsnettet varetages af den vandforsyning, der er ansvarlig for det pågældende ledningsnet, hvor kontrollen er placeret.

Ejeren af en drikkevandsforsyning på mere end 10 m3 vand pr. dag skal kontrollere vandet i henhold til et kontrolprogram fastsat af kommunalbestyrelsen efter drikkevandsbekendtbekendtgørelsens § 7.

Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 1, jf. § 1, stk.1, nr. 1, litra a, skal vand, som leveres til fødevarevirksomheder som udgangspunkt også opfylde drikkevandskvalitetskrav og skal ligeledes kontrolleres i henhold til et kontrolprogram fastsat af kommunalbestyrelsen efter drikkevandsbekendtbekendtgørelsens § 7. Fødevarevirksomheder i drikkevandsbekendtgørelsens forstand skal forstås i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens regler, hvorefter primærproducenter er at anse for fødevarevirksomheder. Der er der dog to undtagelser fra kravet om drikkevandskvalitet. Én undtagelse er drikkevandsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, som giver mulighed for, at en fødevarevirksomhed efter ansøgning til Fødevarestyrelsen kan få tilladelse til at anvende vand, der ikke opfylder alle kravene til drikkevand, forudsat at det kan dokumenteres, at vandets kvalitet ikke kan påvirke den færdige fødevares sundhed eller sundhedsmæssige beskaffenhed. Den anden undtagelse er drikkevandsbekendtgørelsen § 4, stk. 3, som fastlægger, at drikkevandskvalitetskravene ikke finder anvendelse for vand fra vandforsyningsanlæg, for så vidt angår vandforsyning til fødevarevirksomheder, hvor der i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer alene er krav om anvendelse af rent vand, som defineret i forordningerne.

Fødevarevirksomheder skal således som udgangspunkt anvende drikkevand. Det vil sige, at vandet skal overholde kvalitetskravene i drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1 a-d. Dette gælder både, når vandet leveres fra en almen vandforsyning og fra en ikke-almen vandforsyning, herunder en enkeltindvinder, der alene forsyner fødevarevirksomheden.

Det er Fødevarestyrelsens ansvar at vurdere, hvorvidt der i en given fødevarevirksomhed alene er krav om anvendelse af rent vand, som defineret i hygiejneforordningerne, jf. § 4, stk. 3. I kapitel 10 i Fødevarestyrelsens hygiejnevejledning er det uddybet, hvornår en fødevarevirksomhed skal anvende vand, der opfylder kvalitetskravene til drikkevand, og hvornår virksomheden kan anvende andre vandkvaliteter.

En overskridelse af vandkvalitetskravene, der skyldes en bygnings eller virksomheds ledninger eller vandinstallationer, hvorfra der ikke leveres vand til offentligheden, håndteres efter § 14, stk. 2, i drikkevandsbekendtgørelsen. Af § 14, stk. 2 fremgår, at kommunen, jf. vandforsyningslovens § 62, stk. 6 og 7, skal sikre, at berørte forbrugere informeres om overskridelse af drikkevandskvalitetskrav, herunder om eventuelle foranstaltninger forbrugeren bør træffe, medmindre kommunen vurderer, at overskridelsen er ubetydelig. I tilfælde af mindre overskridelser af kvalitetskravene kan kommunen således undlade at skride ind. Oftest vil problemerne kunne afværges ved, at forbrugerne lader vandet fra hanen løbe et kort øjeblik, før vandet anvendes.

En eventuel afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter en drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Miljøstyrelsen forventer ikke at ændre på den tidligere gældende anbefaling vedr. kontrolhyppigheden for forenklet kontrol. Den anbefalede kontrolhyppighed for forenklet kontrol forventes at komme til at fremgå af den opdaterede vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.