Arreskov Sø Vildtreservat omfatter i alt 246 ha. Heraf udgør søarealet 216 ha, mens landarealer udgør 30 ha. Arealer omfattet af reservatet ejes af Arreskov Gods. For nogle arter af fugle er Arreskov Sø en vigtig ynglelokalitet og søen har i træktiden stor betydning som raste- og fødesøgningslokalitet. Bekendtgørelsen har derfor til formål at sikre Arreskov Sø mod forstyrrelser. I hele reservatet er det forbudt at udøve jagt eller på anden måde at ombringe eller forjage svømme- og vadefugle. Jagt på andre arter er kun tilladt i jagttiden fra 1. oktober. Sejlads på søen er kun tilladt for lodsejere. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Gamborg Vildtreservat har stor betydning som yngleområde og rasteplads for en lang række vandfugle. Derfor indgår området også i de internationale Ramsar-områder. Reservatet dækker ca. 130 ha, hvoraf de 64 ha er landjord og de 20 ha er ferskvand. Bekendtgørelsen skal sikre områdets fugle og dyreliv og derfor er al jagt forbudt på vandflader i inddæmningen. I en 100 meter bred zone omkring inddæmningen er det forbudt at jage eller forjage svømme- og vadefugle. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
I 2014 blev digerne mellem Store Stegø, Lindholm og Langø fjernet. På den måde er den vestlige del af inddæmningen igen blevet til hav i form af en lavvandet kystlagune, med flere små øer og en større ferskvandssø på den anden side af dæmningen. For at sikre de naturværdier, der er skabt ved naturgenopretningen, og for at sikre naturvidenskabelige
formål, er der oprettet et vildtreservat i den gendannede kystlagune. Der er færdselsforbud i hele reservatet, men der er anlagt stier og andre publikumsfaciliteter i området omkring reservatet. Reservatet omfatter ca. 228 ha. Heraf er ca. 209 ha søterritorie og ca. 19 ha landarealer.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Gyldensteen Strand som raste-, fødesøgnings- og yngleområde for fugle og administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Læs mere om reservatet i bekendtgørelsen (med kort)
Mejlø Vildtreservat omfatter de to øer Mejlø og Enø og et 50 meter bredt bælte af det omgivende vandareal. Reservatet er på ca. 58 ha, hvoraf ca. 33 ha er landarealer. Øerne er ynglelokaliteter for ande-, vade- og mågefugle. Bekendtgørelsen har til formål at sikre Mejlø og Enø som yngleområde for vandfugle og derfor er der forbud mod ødelæggelse og indsamling af æg samt adgangsforbud i perioden 1. april til 15. juli. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Mågeøerne vildtreservat omfatter Mågeøerne ud for Bogense, Drætlingen og øerne ved Drættegrund samt en zone på 50 meter af søterritoriet omkring øerne. Reservatet omfatter 37 ha, hvoraf de ca. 6 ha er landjord. Alle øer er vigtige yngle-, raste- og fourageringsområder for fugle. Bekendtgørelsen har derfor til formål at sikre Mågeøerne og Drættegrund mod forstyrrelser af hensyn til områdernes betydning for vandfugle. På vildtreservatets område er færdsel og ophold forbudt i perioden fra 1. marts til og med 31. august. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Læs mere om reservatet i bekendtgørelsen (uden kort)
Nærå-Agernæs vildtreservat omfatter 2.298 ha, hvoraf 73 ha er landareal. Af landarealer er omfattet Nørreby Hals samt øer og strandenge på den østlige side af Nærå Strand. Agernæs Flak er en stor vade med forhold næsten som Vadehavet i Sønderjylland. På vaderne ses særligt i sensommeren store mængder af rastende vadefugle. Gennem de senere år raster der et stigende antal bramgæs i området. Desuden yngler mange forskellige vandfugle i reservatet. Nærå Strand og Agernæs Flak er også udpeget som internationalt EF-fuglebeskyttelsesområde. Bekendtgørelsen har til formål at sikre Nærå Strand og Agernæs Flak som raste- og fourageringsområde for vandfugle. Derfor er jagt og sejlads reguleret eller helt forbudt i visse delområder. Læs mere i bekendtgørelsen herunder. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Reservatet omfatter hele Odense Fjord og udgør 6.282 ha, hvoraf de ca. 200 ha er landareal. En række mindre øer, øen Vigelsø samt strandengene ved Egense Dyb er også omfattet af reservatbestemmelserne. De mange småøer, lavvandede områder og strandengene gør Odense Fjord til et enestående yngle- og rasteområde af international betydning for ande- og vadefugle.
Ved Egense Dyb har havørne flere gange haft yngleforsøg. Derfor har bekendtgørelsen til formål at sikre Odense Fjord som raste-, fouragerings- og yngleområde for fugle ved at regulere færdsel, herunder jagt og sejlads. Læs mere om de nærmere færdselsreguleringer i det nedenstående. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Svendborg Vildtreservat omfatter et areal på 698 ha af sundene mellem Svendborg, Tåsinge og Thurø. Reservatet omfatter kun fiskeriterritoriet i området og der indgår ikke landarealer i reservatet. Svendborg Vildtreservat er et såkaldt byreservat og er primært oprettet for at undgå jagtudøvelse i bynære områder, hvor der foregår andre aktiviteter. I vinterhalvåret og i trækperioderne er reservatet rasteplads for store flokke af svømmefugle. I vildtreservatet er det ikke tilladt at udøve jagt eller på anden måde at ombringe, indfange eller forjage fugle.
Færdsel med ladt skydevåben i reservatet er ikke tilladt. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Læs mere om reservatet i bekendtgørelsen (med kort)
Reservatet omfatter den østlige og mest lavvandede del af øhavet og udgør 22.695 ha, hvoraf 179 ha er landjord og ca. 8 ha er ferskvand. Øhavet fungerer som yngleområde og rasteplads for et stort antal af de almindelige danske kystfuglearter. Reservatet er inddelt i forskellige zoner med begrænsninger i jagt og færdsel.
En række øer og holme samt strandenge på større øer og på Monnet er omfattet af reservatbestemmelser med begrænsninger i jagt og færdsel. På søterritoriet er der zoner med forskellige begrænsninger i jagt og færdsel. Formålet er at sikre fuglene uforstyrrede raste-, fødesøgnings- og yngleområder. Der er forbud mod jagt fra motorbåd i hele reservatet. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Vresen Vildtreservat omfatter i alt 123 ha. Heraf er ca. 4 ha landarealer. Landarealerne består af en lille rest af øen Vresen samt sandrevlen Langesand, der tilsammen udgør en ca. 800 meter lang og smal ø. Havområdet er udpeget som Natura 2000-område. Reservatet fungerer som yngleområde og rasteplads for en lang række vandfugle og derfor er færdsel og jagt forbudt fra 1. oktober til 30. juni. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Fyn.
Læs mere om reservatet i bekendtgørelsen (med kort)