På hest

Regler for ridning på Naturstyrelsens arealer (uddrag af Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 852 af 27. juni 2016 om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen):

§11. Ridning er kun tilladt på asfalterede veje, stenlagte veje og på grusveje over 2,5 m., på andre veje og stier, hvor ejeren har til kendegivet, at ridning er tilladt, og i skovbunden, dog ikke i områder, der er omfattet af § 8, stk. 2, samt i kulturer og unge bevoksninger, herunder selvforyngelser, og på gravhøje og andre fortidsminder.

Stk. 2. Ejeren kan ved skiltning eller på anden måde lukke udvalgte skovområder og veje for ridning.

Stk. 3. Konkurrenceridning og ridning, der udgår fra rideskoler, rideklubber, stutterier eller lign. må kun ske med ejerens tilladelse.

§ 12. Hvor ryttere møder anden færdsel, skal rytterne udvise størst muligt hensyn og vige til højre. Hvor boliger, veje og stier passeres, skal det ske i skridt. Ridning på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje må ikke ske i galop og skal fortrinsvis ske i rabatterne. Der må ikke springes over træstabler, tømmer og kævler, diger, grøfter, led og bomme.

§ 13. Privat lystkørsel med hestekøretøjer er kun tilladt på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje. Ejeren kan ved skiltning eller på anden måde forbyde sådan kørsel.

Stk. 2. Erhvervsmæssig lystkørsel eller arbejdskørsel med hestekøretøjer, kørsel med travheste mv. må kun ske med ejerens tilladelse.

§ 14. Ejeren kan gøre ridning eller anden færdsel med heste betinget af en særlig afgift, uanset om sådan færdsel forudsætter ejerens tilladelse.

Stk. 2. Ejeren kan fastsætte yderligere regler for ridning.

§ 15 . Bortset fra privat lystkørsel med hestekøretøjer efter § 13, stk. 1, må kørsel med eller træning af dyr kun ske med ejerens tilladelse.

Under punktet 'På stranden' her på siden kan du se, hvilke regler der gælder for færdsel med heste på stranden.