I det åbne land

På privatejede arealer

Den største del af Danmark er landbrugsland med marker, græsningsarealer, markstier m.m., som for det meste er privatejede. Overalt skal man tage hensyn til naturen, landbrugsproduktionen og til den private ejendomsret samt respektere de skilte, man møder på sin vej.

Det er tilladt at gå og cykle på veje og stier i det åbne land. Ejeren har dog lov til at forbyde færdsel, hvis den er til væsentlig gene for privatlivets fred, for produktionen eller for dyre- og plantelivet.

På private, udyrkede arealer , der ikke er indhegnede, må man færdes til fods fra kl. 6.00 til solnedgang, og kun tage ophold i en afstand af mindst 150 m fra bygninger. Du kan se adgangsmulighederne for de udyrkede arealer på dette oversigtsskema .

Der er også adgang til indhegnede, udyrkede arealer, hvis der ikke er græssende husdyr, hvis du kan komme derind gennem låger, stenter og lignende og hvis der ikke er skiltet mod adgang.

På offentligt ejede arealer

Mange heder, enge, søer og andre udyrkede arealer er statsejede og tilhører os alle. Her må man færdes hele døgnet.

Militærets arealer

Der er ofte særlige regler for militærets arealer. De kan være indhegnede. Flere steder er der åbnet for adgang for publikum - men kun i afgrænsede områder og på bestemte tidspunkter. Reglerne er forskellige fra sted til sted, og man må orientere sig på lokale opslag eller ringe til kasernen og høre nærmere.