Potentiel udfordring:
Ved gennemførelse af et vådområdeprojekt tinglyses det bl.a., at arealerne permanent skal henligge som vådområde og fastholdes som græs- eller naturarealer. Derfor vil der med tiden indfinde sig vilde dyr og planter, der må forventes at føre til, at området bliver omfattet af en beskyttelse som § 3-beskyttet mose, sø og/eller eng. 1-årsreglen efter naturtypebekendtgørelsen gælder således ikke med hensyn til disse ordninger.
Der kan være en bekymring for om, beskyttelsen medfører, at de dele af vådområde- eller lavbundsarealet, der får karakter af mose, vil blive omfattet af husdyrlovens kategori 3.
For anmeldeordningen til naturafgræsning er afstandskravet 100 m. For anmeldeordningen til skift i dyretype er kravet, at depositionen til naturarealet maksimalt må øges med 0,5 kg N/ha/år.
Opstår der ved anlæggelsen af et vådområde- eller lavbundsprojekt en egentlig sø (over 100 m2), kan det medføre krav til nærliggende gyllebeholdere. Læs mere i Husdyrbrug, husdyrgødning opbevaring og anvendelse.
Områderne er omfattet af rydningspligt. Undtaget er de dele af arealerne, der bliver alt for våde til, at det er sikkert at køre på dem, eller hvor kørsel påvirker naturen negativt. Læs mere om rydningspligten på Landbrugsstyrelsens hjemmeside og få gode råd om rydningspligten her i Naturplejeguiden.
I enkelte af husdyrgodkendelseslovens anmeldeordninger er der fastsat afstands- eller depositionskrav til kategori 3-natur (heder, moser, overdrev og ammoniakfølsomme skove uden for Natura 2000-områderne), der kan medføre, at en udvidelse af husdyrproduktionen er underlagt krav om en miljøtilladelse eller -godkendelse.
For så vidt muligt at imødegå bekymringerne for vilkår ved miljøgodkendelse, er der i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen indføjet, at der i de konkrete vurderinger af arealers ammoniakfølsomhed skal indgå en vurdering af kvælstofbidrag til området fra andre kilder, herunder om der er tale om et vådområde eller lavbundsareal, som er udlagt med henblik på kvælstoffjernelse fra landbrugsjord.
Det er en betingelse for tilsagn til kvælstofvådområder og visse lavbundsarealer, at projektet bidrager til at reducere kvælstofbelastningen fra et eller flere delvandoplande, hvor der vurderes at være et indsatsbehov for at nedbringe kvælstofbelastningen. Kvælstofvådområderne er derfor ikke og kan heller ikke udvikle sig til at blive ammoniakfølsomme naturområder, så længe de opfylder formålet og fortsat gennemstrømmes af næringsrigt overfladevand. De arter og den natur, der indfinder sig i vådområder, vil således være tilpasset et næringsrigt miljø, og vil derfor ikke kunne medvirke til, at der stilles vilkår for ammoniakpåvirkningen.
Det må forventes at dele af vådområderne/lavbundsarealerne med tiden vil blive præget af tilgroning med rød-el og pil på de vådeste arealer. Særligt hvis der ikke foretages en pleje eller drift af arealerne.
Gode løsninger:
Når vådområde- eller lavbundsprojekter planlægges, bør der indgå en vurdering af eventuelle konsekvenser for af eksisterende husdyrbrug og gødningsopbevaringsanlæg.