Dispensation til regulering af ulv kan gives, hvis der ikke findes anden løsning, og det ikke truer ulvens naturlige udbredelse. Begrundelsen for dispensation kan bl.a. være hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller for at forhindre alvorlig skade på besætning og andre former for ejendom.
Miljøstyrelsen foretager sammen med Naturstyrelsens ulvekonsulent en vurdering i det enkelte konkrete tilfælde og afgør, om der tale om en problemulv, og i forlængelse heraf om regulering (bortskydning) er nødvendig.
Bortset fra de situationer, hvor en ulv udgør en akut risiko for menneskers sikkerhed, skal man altid først forsøge at afværge de skader, ulven eventuelt kan forårsage, på mindre vidtgående måder. Det kan f.eks. være ved at skræmme ulven bort eller ved at hegne med ulvesikrede hegn, der hvor en ulv tager husdyr.
Selv om en ulv har normal ulveadfærd og ikke kan betegnes som en problemulv, kan den i nogle tilfælde vække bekymring i et lokalområde. I sådanne tilfælde bør man også gøre brug af de mindre vidtgående muligheder som bortskræmning og hegn.
Nedenfor skitseres fire forskellige typer ulveadfærd, der medfører, at en ulv kan karakteriseres som problemulve:
Forudsætninger for dispensation til regulering af ulv
Regulering kræver dispensation
Dispensation til regulering af ulv kan gives, hvis der ikke findes anden løsning, og det ikke truer ulvens naturlige udbredelse. Begrundelsen for dispensation kan bl.a. være hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller for at forhindre alvorlig skade på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom.