Fredningens formål er at sikre Anholts østspids og det omgivende søterritorium mod forstyrrelser, af hensyn til områdets værdi som tilholdssted og yngleplads for sæler. Området er desuden del af et større Natura 2000-område. Derfor er jagt, færdsel, sejlads og overflyvninger reguleret eller helt forbudt.
Fredningen dækker 101 ha og administreres af Naturstyrelsen Kronjylland.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Begtrup Røn mod forstyrrelser af hensyn til områdets betydning som ynglelokalitet for vandfugle. Området er en vigtig lokalitet for ynglende kystfugle, bl.a. ederfugl, sølvmåge og svartbag. Tidligere har der også ynglet splitterne, havterne og dværgterne på Rønnen. Strandengene i Begtrup Vig var desuden et af de sidste steder i Østjylland, hvor den stærkt truede og rødlistede engryle ynglede indtil midten af 90’erne.
Derfor er færdsel og ophold forbudt i perioden fra 1. marts til og med 1. juli. Reservatet omfatter 2 ha og administreres af Naturstyrelsen Kronjylland.
Den østlige, bynære del af Ebeltoft Vig er udlagt som vildtreservat i henhold til en bekendtgørelse fra Miljøministeriet. Bekendtgørelsen har til formål at sikre Ebeltoft Vig som rasteområde for vandfugle, herunder at undgå jagt og andre forstyrrende aktiviteter i bynære og rekreative omgivelser. Foruden en smal landbræmme på ca. 35 ha omfatter reservatet 345 ha af vigens søterritorium.
I vildtreservatet er der således forbud mod jagt og sejlads med jetski, vandscooter og lignende. Reservatets sydlige del er udlagt som et såkaldt "stilleområde", hvor der også er forbud mod brætsejlads og sejlads med højere hastighed end 5 knob.
Reservatbekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Kronjylland.
Bekendtgørelsen har til formål at beskytte et 191 ha stort område ved Endelave som raste- og fourageringsområde for vandfugle. De lavvandede kystområder og strandengene er vigtige områder for rastende og fouragerende fugle.
Det mest betydningsfulde område er strandengen benævnt Flasken, som rummer både tidevandsrender og strandsøer, hvilket giver gode fourageringsmuligheder for specielt vadefugle. Her ses blandt andet hjejle, lille kobbersneppe, almindelig ryle, strandskade samt rødben. Derudover benyttes området af for eksempel mørkbuget knortegås, gråand, pibeand og hvinand.
Jagt, færdsel med våben og forstyrrelse af vandfugle er forbudt. Reservatbekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre naturværdierne samt at beskytte området som raste-, fouragerings- og yngleområde for vandfugle.
Området er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde og RAMSAR-område, og området regnes for en af de vigtigste engfuglelokaliteter i Danmark. Om foråret er Harboøre Tange en vigtig rasteplads for kortnæbbet gås, en arktisk ynglende gåseart, der under trækket her i landet kun ses i Vestjylland.
Reglerne for færdsel på tangerne er især indført for at give fuglene fred i yngletiden. De bedste yngleområder findes på fugtige enge og i rørskovene, hvor de mest karakteristiske arter er knopsvane, gravand, gråand, spidsand og blishøne.
Jagt, sejlads, kørsel og færdsel generelt er reguleret i bestemte områder.
Fredningen og vildtreservatet omfatter 2.155 ha og administreres af Naturstyrelsen Vestjylland.
Læs mere om fredningen og vildtreservatet i bekendtgørelsen (med kort)
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Hjarbæk Fjord som raste-, fouragerings- og yngleområde for vandfugle. Området er desuden udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde samt EF-habitatområde. Derfor er jagt og sejlads forbudt i bestemte delområder.
Området er især af betydning for rastende andefugle om efteråret og om vinteren. I denne periode ses mange tusinde vandfugle på lokaliteten. Rørskovene tiltrækker rørhøg, blishøne, skægmejse, vandrikse og rørsanger, der alle yngler her. Rørdrum kan også findes i rørskoven ved udløbet af Skals Å.
Reservatet dækker 2.461 ha og administreres af Naturstyrelsen Kronjylland
Reservaterne omfatter 345 ha, hvoraf de 93 ha er landjord. Langs kysten og på holme findes en kraftig bevoksning af tagrør og andre sumpplanter, der giver fuglene gode muligheder for redeskjul. Som noget specielt for området ses alle tre arter af skallesluger; stor-, toppet- og lille skallesluger. Især lille skallesluger er en specialitet for området.
Jagt og færdsel er reguleret eller helt forbudt i visse områder og perioder. Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Hov Røn mod forstyrrelser af hensyn til områdets betydning som ynglelokalitet for vandfugle. Derfor er færdsel forbudt i perioden 1. marts til og med 31. juli. Området er desuden en del af et EF-fuglebeskyttelsesområde.
Bekendtgørelsen omfatter 26 ha og administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Lerdrup Bugt Vildtreservat omfatter 872 ha, hvoraf 842 ha er søterritorium og 30 ha land. Lerdrup Bugt er karakteristisk ved at være lavvandet med strandenge og tørlagte vader ved lavvande, samt små ubeboede fjordholme. Denne del af Horsens Fjord er, som en følge af områdets store betydning for vandfugle, udpeget som Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområde. De mest almindelige vadefugle er hjejle, alm. ryle og lille kobbersneppe.
Bekendtgørelsen administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Lerdrup Bugt og Horsens Fjord mellem Alrø og Gyllingnæs som yngle, raste- og fourageringsområde for vandfugle. Derfor er jagt, sejlads og færdsel reguleret eller helt forbudt. Læs nærmere i det nedenstående.
Møllegrunden og Svanegrunden vildtreservat ligger henholdsvis vest og nord for Endelave og dækker i alt 202 ha. Naturtypen mudder og sandflade blottet ved ebbe, som omringer disse grunde, fungerer som rasteplads for sæler. Især ynglende bestand af spættet sæl som er i fremgang. Området er desuden udpeget som Natura 2000-område.
Vildtreservatet administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Møllegrunden og Svanegrunden med omliggende søterritorium mod forstyrrelser af hensyn til områdernes betydning som yngle- og tilholdssted for sæler og kystfugle. Derfor er færdsel og sejlads forbudt på et større delareal, og på andre arealer er færdsel reguleret i dyrenes yngleperiode. Læs mere i det nedenstående.
Nissum Fjord og det omkringliggende landskab rummer nogle af Vestjyllands vigtigste fuglelokaliteter. Det er bl.a. Nissum Fjords beliggenhed på trækruten langs Vestkysten, der betyder, at en række fuglearter benytter fjorden som rasteplads. Nissum Fjord er udlagt som vildtreservat for at beskytte både rastende og ynglende vandfugle, og dele af fjordens omkringliggende landskaber er fredede for at beskytte og bevare fuglenes levesteder. Reservatet dækker 7208 ha, hvoraf de 607 ha ligger på land.
Det daglige opsyn og drift af reservatet varetages af Naturstyrelsen Vestjylland. Reservatordningen betyder, at jagt, færdsel og sejlads er begrænset eller helt forbudt i visse områder. Du kan læse mere i det nedenstående.
Norsminde Fjord Vildtreservat dækker 338 ha, hvoraf de 151 ha ligger på land. Området er særligt beskyttet fordi det er vigtigt lokalitet for ynglende og rastende fugle. Fjorden og store dele af de tilstødende landarealer er udlagt som fuglebeskyttelsesområde. Reservatet administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet. I vildtreservatet er jagt, færdsel og sejlads reguleret eller helt forbudt. Læs mere i det nedenstående.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Nørskov Vig som yngle- og fourageringsområde for vandfugle. Reservatet omfatter Nørskov Vig, der er på ca. 100 ha samt tangerne Tørs Odde og Bradser Odde, der tilsammen udgør ca. 32 ha. I reservatet yngler eller raster en række arter som spættet sæl, lysbuget knortegås samt den sjældne dværgterne, hvoraf der kun yngler få hundrede par i Danmark. Den øgede færdsel med lystbåde og brætsejlere på har gjort det nødvendigt at beskytte fuglene mod forstyrrelse på deres ynglepladser. Derfor er færdsel og sejlads forbudt fra 1. april til 15. juli i reservatet. Området dækker i alt 160 ha, hvoraf kun 37 ha ligger på land. Henvendelser ang.
Ringkøbing Fjord er med et areal på næsten 300 km² den største af de vestjyske fjorde. Fjorden er en lavvandet brakvandsfjord, som er omgivet af store strandenge, især ved Tipperne og Værnengene. Ringkøbing Fjord er et værdifuldt naturområde og et vigtigt levested for mange arter af vandfugle. Fjorden er et af Danmarks vigtigste yngleområder for vandfugle og på Tipperne alene yngler mere end tusinde par. Fredningen omfatter 29.100 ha, hvoraf 827 ha er landarealer. Fredningen begrænser jagt og færdsel, herunder sejlads, for at give fuglene fred. To tredjedele af fjorden er desuden udpeget som RAMSAR- og EF-fuglebeskyttelsesområde.
Naturstyrelsen Blåvandshuk står for opsyn og pleje samt publikumsinformation for Ringkøbing Fjord inkl. Tipperne. Fredningen har bl.a. til formål at bevare Ringkøbing Fjord, Nyminde Strøm og landarealerne Klægbanke og Tipperne samt polde og øer i fjorden som et samlet naturområde af national og international betydning. Derfor er færdsel, herunder jagt og sejlads forbudt eller reguleret i visse områder. Du kan læse mere i det nedenstående.
Rotholmene ligger ved Mors' vestvendte kyst som et større sammenhængende område med strandengsarealer og holme. Bekendtgørelsen for vildtreservatet har til formål at sikre Rotholmene mod forstyrrelse af hensyn til områdets betydning som ynglelokalitet for vandfugle. Reservatet dækker 32 ha, hvoraf de 10 ha omfatter landområde. På vildtreservatets område er ophold og færdsel forbudt i perioden fra 1. april til og med 15. juli. Den daglige drift og tilsyn med reservatet administreres af Naturstyrelsen Midtjylland.
Stavns Fjord vildtreservat og fredning omfatter søterritorie, småøer, holme og visse strandenge, øerne Bosserne og Lindholm samt søterritoriet i Ramsarområde nr. 14. Stavns Fjord danner overgangen mellem Samsøs nordlige og sydlige del, og den lavvandede fjord er karakteristisk ved de mange græs- og kratklædte holme. Vildtreservatet og fredningen omfatter 15.174 ha, hvoraf de 237 ha dækker landjord. Daglig drift og tilsyn foretages af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Fredningen har bl.a. til formål at fremme beskyttelsen af området som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle og havpattedyr. Derfor er færdsel, herunder jagt, sejlads og snorkling forbudt i visse områder og på bestemte tidspunkter af året. Læs mere i det nedenstående.
Læs mere om fredningen i bekendtgørelsen (med kort)
Struer Vildtreservat omfatter en brakvandssø, på ca. 334 ha. nordvest for Struer, kaldet Kilen, samt dele af Struer Bugt. Reservatet dækker i alt 448 ha og administreres af Naturstyrelsen Vestjylland. Området har betydning som rasteplads for svømmefugle i træktiden og om vinteren, hvor der lejlighedsvis kan opleves fugle i tusindvis. Reservatet er i dag et af Limfjordsegnenes bedste steder at iagttage vandfugle.
Bekendtgørelsen fastsætter at færdsel, herunder jagt og visse typer sejlads er forbudt i en række delområder. Læs mere i det nedenstående.
Søby Rev Vildtreservat er en del af EF-habitatområde nr. 52 der ligger ved Horsens Fjord. Holmene ved Søby Rev består af et par sandrevler, som ligger ca. 2 km. fra kysten. Revlerne er i stadig vækst, og de er bevokset med græs, marehalm strandplanter og enkelte rosenbuske. Reservatet administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet og dækker 23 ha, hvoraf de 6 ha omfatter landjord. Her findes mange forskellige fugle, hvorfor reservatbekendtgørelsen forbyder færdsel fra 1. april til og med 15. juli, samt forbyder indsamling af fugleæg. Læs mere i det nedenstående.
Sødring Vildtreservat er et lavvandet havområde med vader og tilstødende strandenge, der er et vigtigt rasteområde for ande- og vadefugle. Langs kysten ses især i efterårsmånederne store flokke af rastende vadefugle og længere til havs raster flokke på flere tusinde dykænder blandt andet ederfugl og sortand. Området ved Randers og Mariager fjorde er desuden af international betydning for den lille og truede bestand af lysbugede knortegæs. Reservatet administreres af Naturstyrelsen Kronjylland og omfatter 3.264 ha, hvoraf kun de 22 ha er landjord.
Reservatbekendtgørelsen har til formål at sikre området, som yngle-, raste- og fourageringsområde for vandfugle. Bekendtgørelsen indebærer, at jagt og brætsejlads er forbudt i den sydlige del af reservatet ud for Sødring, mens der er forbud mod motorbådsjagt og opsøgende jagt i den øvrige del af reservatet. Læs mere i det nedenstående.
Bekendtgørelsen har til formål at beskytte Vind og Tihøje heder som levested for flora og fauna, herunder især som yngleområde for hede- og hedemosefugle. Tihøje Hede var sammen med Vind Hede de sidste levesteder for urfugl i Danmark, hvilket også er baggrunden for reservatudpegningen. Reservatet omfatter 676 ha landjord og administreres af Naturstyrelsen Blåvandshuk. Bekendtgørelsen betyder, at færdsel er forbudt fra 1. marts til 30. juni. og at der er permanent forbud mod færdsel med hund. Se nærmere i nedenstående.
Bekendtgørelsen har til formål at sikre Vest Stadil Fjord som raste- og fourageringsområde for vandfugle. I 1993 købte staten en stor del af området. Naturgenopretningen gik ud på, at man valgte at hæve vandstanden til 0,5 m under havets niveau på 680 ha af området. Vand bliver derfor stadig pumpet ud af området. Hvis man havde valgt det naturlige niveau, var der blevet dannet én stor vandflade.
Men man besluttede, at der også skulle være rørskov og våde enge, hvor mange fuglearter kan yngle, finde føde og raste. Vest Stadil Fjord er endvidere yngleområde for blandt andet rørdrum, rørspurv, skægmejse, vibe, rørhøg og gråand. Vildtreservatet administreres af Naturstyrelsen Vestjylland og omfatter 1.308 ha i alt, hvoraf 922 ha er landareal.
Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. at man ikke må udøve jagt i reservatet. Læs mere i det nedenstående.
I den ydre del af Horsens Fjord er der oprettet 2 reservater: Vorsø Naturreservat og Lerdrup Bugt Vildtreservat. Denne del af Horsens Fjord er, som en følge af områdets store betydning for vandfugle, udpeget som Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområde. Vorsø Naturreservat omfatter Vorsø Kalv, Langøerne, samt den omliggende del af fisketerritoriet og dækker 887 ha, heraf er 63 ha land. Omkring Vorsø er Horsens Fjord lavvandet med en bred tørlagt vade ved lavvande og små ubeboede fjordholme. Fuglelivet på og omkring Vorsø er meget rigt, men mest kendt er Vorsø nok for sin skarvkoloni. Området administreres af Naturstyrelsen Søhøjlandet.
Fredningen har bl.a. til formål at sikre Vorsø med omliggende vandarealer som raste-, fouragerings- og yngleområde for vandfugle. Derfor er færdsel, herunder jagt og sejlads reguleret i visse perioder og delarealer. Læs mere i det nedenstående.