Opgradering af højspændingsstation Kassø

Energinet har anmodet Miljøstyrelsen om at miljøvurdere udvidelsen af den eksisterende højspændingsstation Kassø. Med baggrund i den generelle udvikling og tilpasning af transmissionssystemet, samt specifikke lokale behov, er der behov for at opgradere den eksisterende højspændingsstation Kassø væsentligt. Store dele af den eksisterende station er af ældre dato og i takt med implementeringen af den grønne omstilling og nye vedvarende energianlæg (VE-anlæg), er der behov for udvidelse af kapaciteten ved Kassø for at kunne håndtere både det umiddelbare og det fremtidige behov. Station Kassø er et strategisk vigtigt elektrisk knudepunkt. Udvidelsen skal ses som en del af den langsigtede og strategiske udvikling af transmissionsnettet med mulighed for hurtigere tilslutning af større forbrugere samt VE-produktionsanlæg, som området i fremtiden forventes at huse flere af.

Kort om projekt

Station Kassø er beliggende i Aabenraa Kommune i Sønderjylland ca. 2 km øst for landsbyen Kassø og ca. 2,5 km nordvest for Hjordkær. Opgraderingen sker i forlængelse af den eksisterende højspændingsstation, der ligger nord for Kassøvej på adressen Kassøvej 22, 6230 Rødekro. Opgraderingen af Højspændingsstation Kassø omfatter en arealmæssig udvidelse fra ca. 12 ha i dag til samlet set ca. 135 ha. Dele af projektområdet er i dag terrænreguleret og indrettet til brug for erhvervsformål, transformeranlæg og regnvandsbassin, men uden at være taget i brug.

Figur 1. Foreløbig oversigt over stationsområdet

Myndighedsroller og bygherreroller

Energinet er projektets bygherre. Aabenraa Kommune er myndighed for miljøvurderingen af planen. Fordi Energinet er et statsejet selskab, er Miljøstyrelsen myndighed for miljøvurderingen for det projekt, der rummer stationsudvidelsen. Før myndighederne kan afgøre, om et projekt af denne karaktere kan gennemføres, skal projektet gennemgå en miljøvurdering. Energinet skal derfor udarbejde en miljøkonsekvensrapport, inden Miljøstyrelsen kan afgøre, om der kan gives tilladelse til projektet. 

Information om den igangværende miljøvurdering af projektet vil løbende være tilgængeligt på denne side. 

Proces og status

 

Sagens dokumenter

Idefase 21. marts - 11. april 2024

Annoncering om indkaldelse af idéer og forslag til Opgradering af højspændingsstation Kassø.

Første skridt i miljøvurderingsprocessen er 1. offentlighedsfasen (Idéfase med debatoplæg), hvor man kan komme med idéer og forslag til indholdet og afgrænsningen af den miljøkonsekvensrapport, som bygherre skal udarbejde. 

Idéhøringen starter den 21 marts 2024. Frem til den 11 april 2024 kl. 12.00, er du velkommen til at sende dine idéer og forslag til miljøvurderingen til Miljøstyrelsen på mst@mst.dk

J. nr. 2023-99076