Hold rent og tjek dit kæledyr ofte
- Tjek jævnligt din kat eller hund for lopper (der er højsæson fra sidst på sommeren til omkring jul). Red pelsen med en tættekam ned på et stykke vådt, hvidt papir. Er der lopper, vil papiret farves rødbrunt på grund af loppernes ekskrementer.
- Støvsug jævnligt og grundigt. Hvis dyret har en kurv, så undgå at placere den på et tæppe hvor æg, larver og pupper kan gemme sig.
- Det er ikke en god idé at forsøge at undgå lopper ved at holde dyret udendørs en del af tiden – så sker der blot det, at pupperne indenfor ligger længere, inden de udklækkes. I stedet bør du fortsætte med at holde rent i lang tid efter behandlingen og se efter lopper i dyrets pels med en tættekam.
- Skift støvsugerposen med det samme eller kom støvsugerposen i fryseren i et døgn, efter du har haft loppeangreb, så undgår du at lopperne spredes fra posen.
Bekæmp lopperne
- Start evt. med at rede pelsen med en tættekam hver dag.
- Hvis tættekammen ikke er nok, findes der en række midler til bekæmpelse af lopper. Vær opmærksom på, at katte ikke kan tåle alle midler og helt unge dyr eller syge dyr ikke må behandles, uden at du har talt med dyrlægen om det først.
- Bruger du et loppemiddel, så husk at hvis du vælger et middel, der sidder i pelsen, vil eventuelle børn, der leger med dyret, risikerer at blive udsat for midlet. Spørg dyrlægen eller apoteket hvad der er bedst at bruge. Brug altid midlerne med omtanke.
Loppens livscyklus
Når du bekæmper lopper, er det godt at kende lidt til loppens livscyklus. Lopper starter som æg, der klækker efter 2-10 dage. Larverne forpupper sig normalt efter cirka to uger. Lopperne er i puppestadiet i cirka en uge, men hvis der ikke er en godbid i form af en hund eller kat i nærheden, kan de holde sig i puppen i flere måneder. Normalt vil udviklingen fra æg til voksen loppe tage cirka 3 uger.
Den voksne loppe lever på værtsdyret i cirka én måned. Her lægger den æg, men fordi æggenes overflade er glat, drysser de fleste æg af pelsen og lander i dyrenes omgivelser.
På grund af denne cyklus forekommer langt de fleste lopper som larver, pupper eller æg, og kun en lille del er voksne lopper, der sidder i dyrenes pels. Larver, pupper og æg kan gemme sig i tæpper, gulve og revner. Det er derfor vigtig at behandle dyrenes omgivelser lige så grundigt som dyret selv.