Fakta om væggelusen
Væggelus er insekter (tæger), som suger blod fra deres værtsorganismer. De voksne er 5-6 mm lange og 3 mm brede. Munddelene er vokset sammen til en leddelt snabel, som benyttes når de suger blod.
Den almindelige væggelus (Cimex lectularius) findes indendørs og er udbredt i hele verden.
Væggelus opsøger mest mennesker, når det er mørkt om natten, mens de opholder sig på gemmesteder i form af revner, sprækker mv. om dagen. Som voksen vil væggelus opsøge mennesker ca. en gang om ugen, hvor de så suger blod i 5-10 minutter. Stikkene vil som oftest være på utildækkede legemsdele (hænder, arme, fødder og hals). Nogle mennesker mærker ikke stikkene, men de fleste får irriterende stikpletter og eventuelt kraftig kløe og udslet.
I praksis har væggelus ingen betydning som overførere af sygdomme, men hos nogle mennesker kan de forvolde store gener i form af kløe og udslet.
En væggelus skal have blod jævnligt. Den udvikler sig fra æg til voksen over 5 nymfestadier, og på hvert stadie skal den have blod mindst én gang. Ved optimal temperatur, luftfugtighed og gode fødemuligheder varer hele dens livscyklus 4-5 uger.
Voksne væggelus kan overleve i flere måneder uden mad, og er det køligt, kan de overleve i over et år.