Ansøgningspulje til marin naturgenopretning
Ansøgningspuljen til marine naturgenopretningsprojekter åbner i efteråret 2025. Ordningen er rettet mod kommuner og private foreninger.
Det danske havmiljø er udfordret, blandt andet på grund af tabte levesteder og økosystemer. De nye marine naturgenopretningsprojekter skal i 2025 hovedsageligt etableres i samarbejde med de mange lokale kræfter, der allerede arbejder for at forbedre det danske havmiljø som bl.a. landets kommuner og lokale foreninger. Derfor vil Havnaturfonden i 2025 åbne en ansøgningspulje på 29 millioner kroner, hvor alle kommuner og organisationer i Danmark kan ansøge om midler til at genoprette havnatur lokalt.
I juli blev der indgået et samarbejde mellem Havnaturfonden og Den Danske Naturfond, som øger denne pulje markant. Med det nye samarbejde skyder Den Danske Naturfond yderligere 14,5 mio. kr. ind i puljen, så der samlet kan ansøges om 43,5 mio. kr. i år.
Betingelser for at et projekt kan søge tilskud:
- Projektet kan ansøge om at genoprette stenrev, biogene rev og/eller ålegræsbede
- Projektet skal genoprette natur (Læs definitionen på naturgenopretning)
- Der kan søges om 3-12 mio. kr.
- Der skal udarbejdes en biologisk baseline
Ansøgninger vil blive prioriteret på baggrund af følgende faglige kriterier:
- Genopretningspotentialet med henblik på at opnå størst mulig natureffekt
- Projekternes modenhed med henblik på hurtigt at kunne påbegynde indsatsen
- Planlægning og kompetencer
- Geografisk placering inden for de prioriterede områder (Storebælt, Samsø Bælt og Sejerø Bugt samt Sydfynske Øhav)
- Lokal inddragelse
- Medfinansiering
Miljøstyrelsen og Center for Marin Naturgenopretning har udviklet et videnskatalog om marin naturgenopretning, der giver en introduktion til, hvordan man kan arbejde med genopretning af havnatur i Danmark med forskellige metoder som eksempelvis genopretning af stenrev og udplantning af ålegræs. Videnskataloget suppleres af de praktiske guidelines, der kan findes på Center for Marin Naurgenopretnings hjemmeside.
Center for Marin Naturgenopretning har ligeledes lavet en screening af potentialet for genopretning af stenrev i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Det Sydfynske Øhav, Storebælt og Lillebælt, som kommunerne og andre organisationer kan finde inspiration i.
Problemer med ansøgningsportalen?
Vi oplever desværre problemer med den online ansøgningsportal.
Såfremt man som ansøger ikke kan indsende sin ansøgning via portalen linket nedenfor, kan man i værste tilfælde i stedet sende en mail med ansøgningsmaterialet til havnaturfonden@mst.dk.
En sådan mail skal senest være modtaget i havnaturfondens postkasse søndag d. 26. oktober kl. 23:59.
Denne løsning skal udelukkende bruges i tilfælde, hvor det ikke kan lade sig gøre at sende ansøgningen via ansøgningsportalen inden fristens udløb.
Ansøg
Ansøgningspuljen er åben i perioden fra d. 22. september 2025 til d. 26. oktober 2025.
Den online ansøgningsportal kan tilgås her:
Ansøgningspulje til marin naturgenopretning
Vejledninger, skabeloner m.v.
I nedenstående drop down-menu findes diverse vejledninger og skabeloner til brug under ansøgningsprocessen samt til at beskrive processen for sagsbehandlingen og prioriteringen af indkomne ansøgninger.
Nederst i drop down-menuen findes yderligere skabeloner til brug for tilsagnshavere, og altså i forbindelse med det videre forløb for projekter, som modtager tilsagn om tilskud.
"Vigtigt - personoplysninger og overholdelse af GDPR i forbindelse med ansøgning
For at sikre lovpligtig behandling af personoplysninger samt overholdelse af GDPR-regler, skal ansøgere af tilskudspuljen sørge for at underrette berørte personer om delingen af deres oplysninger, samt udfylde og uploade et erklæringsbrev om denne underretning i forbindelse med ansøgningsprocessen. Links til skabeloner for begge disse breve findes nedenfor."
Skabelonen for projektbeskrivelse er ændret pr. d. 15/9/2025, med henblik på forenkling af ansøgningsprocessen. Punkter som ikke længere fremgår i skabelonen, vil i stedet skulle udfyldes i den online ansøgningsportal. Evt. allerede udfyldt tekst vil således fortsat kunne anvendes i forbindelse med den online ansøgning.
Skabelonen for beskrivelse af forundersøgelse og basismonitering er pr. d. 15/9/2025 udelukkende en skabelon for beskrivelse af basismonitering, da relevante punkter for beskrivelse af forundersøgelse i stedet vil skulle udfyldes i den online ansøgningsportal.
Skabelonen for budget er rettet pr. d. 2/10/2025. Cellen "G21" i arkets fane "Budget" er korrigeret, således at overheadbeløbet udregnes korrekt som 18% af de samlede lønudgifter, frem for de 15% som cellen fejlagtigt beregnede før rettelsen.
Vigtigt: såfremt potentielle ansøgere allerede har udfyldt den tidligere version af skabelonen, kan dette dokument fortsat anvendes under ansøgningen. Ansøgere bedes i så fald selv rette beregningen af overheadsatsen til 18%, og ellers vil dette blive korrigeret under sagsbehandlingen af ansøgningen.
Derudover er tilføjet yderligere forklarende tekst omkring projektudgifter, som ikke dækkes af Den Danske Naturfond, og en overset kommentar fra intern kommunikation i Miljøstyrelsen er fjernet.
Tidsplan
Informationsmøde d. 29/9 - Præsentation, spørgsmål og svar
D. 29. september afholdte Havnaturfonden et online informationsmøde omkring Ansøgningspuljen for marin naturgenopretning, hvor interesserede parter havde mulighed for at deltage, og i denne forbindelse høre mere om ansøgningspuljen, samt stille spørgsmål.
I nedenstående menu findes præsentationen fra informationsmødet, samt en ikke-udtømmende samling af spørgsmål og svar fra mødet.
Yderligere informationer findes bl.a. i tilskudsvejledningen samt i det dertilhørende høringsnotat, som findes på Høringsportalen.
Havnaturfonden modtager løbende spørgsmål angående ansøgningspuljen.
Havnaturfondens indkomne spørgsmål og svar er følgende:
Spørgsmål og svar
Kontakt
Alle spørgsmål vedrørende ansøgningspulje til marin naturgenopretning bedes rettet til havnaturfonden@mst.dk