Marine naturgenopretningsprojekter
Havnaturfonden sætter gang i en række projekter til gavn for naturen under overfladen.
Havnaturfondens arbejde med aktiv marin naturgenopretning indebærer primært genopretning af ålegræsenge, stenrev og biogene rev.
Ålegræsenge er en af vores vigtigste kystnære, marine naturtyper, og de bidrager med øget biodiversitet, sedimentstabilisering og nærings- og kulstoflagring. Ålegræs er også et vigtigt habitat for fiskeyngel og udgør således en af grundstenene i havets økosystemer. I 1900-tallet forsvandt mere end 90% af de danske ålegræsbestande pga. sygdomsudbrud og øget næringsstofbelastning. I dag er forholdene forbedret, men en blanding af fortsat næringsstofbelastning og ændrede fysiske forhold besværliggør den naturlige tilbagevenden af ålegræsset langs vores kyster.
Stenrev i de danske farvande er for en stor dels vedkommende tidligere blevet fisket op, fordi stenene kunne anvendes til fx havnemoler og byggeri. Der er behov for at genoprette tabte stenrev, fordi de udgør et væsentligt leve- og gydested for en lang række arter. De tre stenrevsprojekter, som Havnaturfonden igangsatte i 2025 drager fordel af statens muligheder for at bruge kendte metoder (fx genopretning af stenrev og udplantning af ålegræs) i meget stor skala, og genoprette habitaterne i en størrelsesorden, der kan være vanskeligt for andre aktører som eksempelvis kommuner og frivillige organisationer.
Biogene rev er revstrukturer dannet af levende organismer, typisk muslinger eller østers. Desværre er mange biogene rev forsvundet fra de danske farvande, bl.a. grundet kommercielt fiskeri, samt andre presfaktorer. Genopretning af biogene rev i danske farvande foregår stadig på eksperimentelt niveau, og indebærer typisk genudlægning af blåmuslinger (Mytilus edulis), men der forskes også i at udvikle metoder til at genoprette banker af flad europæisk østers, også kendt som limfjordsøsters (Ostrea edulis).