Spørgsmål og svar om producentansvar for batterier

For virksomheder med producentansvar for bærbare batterier eller batterier til lette transportmidler er der krav om medlemskab af en kollektiv ordning. De kollektive ordninger skal varetage alle forpligtelser på vegne af deres medlemmer. For virksomheder med producentansvar på industribatterier, startbatterier eller elkøretøjsbatterier er det frivilligt at være medlem af en kollektiv ordning.

Gør man et produkt med et batteri tilgængelig på det danske marked vil man være importør og have producentansvar for batterier i produktet. Uanset om batteriet sidder i produktet ved import eller importeres særskilt for derefter at blive indsat, vil man være importør og have producentansvar. Det gælder, hvis man gør produktet med batteriet tilgængeligt på det danske marked for første gang. Importerer man til eget brug har man ikke producentansvar for batteriet. Det har derimod den virksomhed man køber det af.

Virksomheder, der er etableret i Danmark og som gør et batteri tilgængeligt på det danske marked for første gang, har producentansvar. 
Tilgængeliggørelse er i batteriforordningen defineret som enhver levering af et batteri med henblik på distribution eller anvendelse på det danske marked som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag.
Hvis batteriet er købt, for eksempel, i en butik i Danmark, så er det allerede tilgængelig gjort på det danske marked.

Se nærmere information om registrering hos DPA her.

Der er pligt til at registrere sig og indberette i DPAs register, hvis I har producentansvaret for de batterier i tilgængeliggør. I forbindelse med registrering skal forventede mængder for det kalenderår, hvor producenten ansøger om registrering og det efterfølgende hele kalenderår, oplyses, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 5.

Hvis en virksomhed ikke har producentansvar for batterier, skal virksomheden ikke registrere sig. Det er dog virksomhedens eget ansvar, at sikre at den overholder lovgivningen. Ved tvivl kan virksomheden kontakte DPA og bede om en scoping jf. batteribekendtgørelsens § 7.

Såfremt virksomheden på et senere tidspunkt påbegynder at gøre batterier eller produkter tilgængelige på det danske marked for første gang, der gør at de har producentansvar for batterier, skal virksomheden registrere sig og søge om godkendelse jf. batteribekendtgørelsen § 6.

Ja. Kommunernes ageren på private markeder er blandt andet begrænset af kommunalfuldmagten. Meget kort beskrevet må kommunerne som udgangspunkt ikke sælge varer eller ydelser på det private marked, og i de undtagelsestilfælde, hvor kommunerne alligevel har retlig adgang hertil, skal varerne eller ydelserne afsættes til markedspris.

Miljøstyrelsen har redegjort nærmere for sin vurdering af problemstillingen i vedhæftede notat, ”Afklaring om kost- eller markedspris for kommunal indsamling af batterier under forordningen.” (kan downloades her).

Efter Miljøstyrelsens opfattelse bør kommunerne ved deres prisberegning være omhyggelige med at fordele deres interne omkostninger korrekt, således at der ikke sker krydssubsidiering, jf. også det ovenfor omtalte notat.

Ja, det er både lovligt og obligatorisk. Se spgm. 1. Der gøres dog opmærksom på at markedspris skal ses til forskel fra kostpris. Producenterne må ikke betale for omkostninger der ikke er relateret til indsamlingen af batterier.

Med nyt producentansvar er indsamling af batterier ikke længere en kommunal ordning.

Indgår kommunerne aftale om indsamling med en kollektiv ordning eller en producent skal de som anført i spørgsmålet overholde de miljømæssige krav, der gælder for indsamling m.v., herunder håndtering af batterier som farligt affald. Omkostningen hertil skal indregnes i den pris, kommunerne forlanger hos producenterne.

Affaldsregulativer hører under Energistyrelsen og Klima- Energi- og Forsyningsministeriets ressort.  Henvendelse kan rettes til dem.

Spørgsmålet, der er af regnskabsmæssig karakter, ligger uden for Miljøstyrelsens kompetenceområde.

Miljøstyrelsen har været i dialog med Kommunernes Landsforening, der oplyser at batteriindtægter og -udgifter fortsat er en særskilt post under servicerammen på hovedkonto 0.52.85.

Kommunernes landsforening henviser til Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat ”Orientering om ændring af bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner og orientering nr. 66 om ændringer til budget- og regnskabssystem for kommuner”

En kommune må ikke opkræve et eventuelt underskud på indsamlingsordningen ved borgerne via affaldsgebyret eller skattefinansiere dette underskud. Dette indebærer risiko for ulovlig statsstøtte i form af offentlig støtte til producenter for omkostninger, de er pålagt at dække. Hvis den pris en kommune forhandler sig frem til ikke er tilstrækkelig for at dække omkostningerne, må kommunen justere på serviceniveauet. Det bemærkes at kommunerne ikke er forpligtede til at indsamle batterier og derfor kan afvise at gøre dette.

Ja, kommunerne må indgå kontrakter om indsamling, jf. forordningens artikel 59, stk. 2, litra a, nr. 3, artikel 60, stk. 2, litra a, nr. 3 og artikel 61, stk. 1, litra d.

Ja, kommunerne skal have dækket deres nødvendige omkostninger.

De omkostninger, producenterne skal dække, er opregnet i forordningens art. 56, stk. 4. For så vidt angår indsamlingen findes en nærmere angivelse af producenternes opgaver i artiklerne 59, stk. 1, 60, stk. 1 og 61, stk. 1 og 3. Producenterne må nødvendigvis betale for udførelsen af disse opgaver, medmindre de udfører dem selv.

Ordet ”nødvendige” findes ikke i denne forbindelse i forordningen. Affaldsdirektivets art. 8 a, stk. 4, litra c, som finder anvendelse sideløbende med forordningen, jf. forordningens art. 56, stk. 1, fastslår imidlertid, at de omkostninger, producenterne skal betale, ikke må overstige omkostninger, der er ”nødvendige”.

En genbrugsplads der utilsigtet modtager startbatterier, industribatterier eller elkøretøjsbatterier betragtes som en slutbruger og skal håndtere batterierne ved at aflevere dem i indsamlingsnetværket som er etableret af producenterne. Genbrugspladsen kan ikke forlange betaling for dette af producenterne så længe der ikke er forbundet væsentlige omkostninger med håndteringen. Producenterne har pligt til at informere om, hvor deres batterier kan afleveres.

For så vidt angår bærbare batterier og batterier til lette køretøjer skal de kollektive ordninger være opmærksomme på følgende forhold:

For perioden 18. august til 31. december 2025

• Den kommunale indsamling finansieres via DUT midler fra tidligere indbetalinger på batteriområdet.
• Der skal søges om godkendelse og heri skal indgå aftale om kommunal indsamling for perioden 18. august til 31. december 2025. Denne aftale danner grundlag for Miljøstyrelsens vurdering af geografisk dækning. Der skal således ikke indtastes i Miljøstyrelsens GIS system for aftaler i 2025.
• Der skal stilles garanti som led i ansøgning om godkendelse.
• Der skal vedhæftes en plan for egenkontrol.

For perioden 1. januar 2026 og frem

• Ansøgning om godkendelse for perioden 1. januar 2026 og frem kan foregå i en separat ansøgning. Samme garanti kan benyttes her. Der skal indtastes indsamlingsnetværk i Miljøstyrelsens GIS system for aftaler om indsamling der gælder fra 1. januar 2026.

Hvis et forsyningsselskab eller en kommune indgår aftale om indsamling med en kollektivordning eller producent kan kommunen tilrettelægge indsamlingen i overensstemmelse med krav for indsamlingen af farligt affald. Se batteribekendtgørelsens §7, stk. 2.

Hvis distributøren er en del af et indsamlingsnetværk, skal det være muligt at aflevere batterier ved salgsstedet. Hvis man som slutbruger er forpligtet efter artikel 64 ("bortskaffer") til at aflevere batterier til steder der indgår i indsamlingsnetværket, må slutbrugeren ikke aflevere batterier andre steder. Distributøren er ikke forpligtede til at indsamle batterier ved slutbrugeren.

Der er foretaget affaldsanalyser mht. mængden af emballage i fraktionen "farligt affald", men ikke batterier. Miljøstyrelsen etablerer ikke nøgletal herfor, da det ikke er pålagt kommunerne at indsamle som det gælder for emballage.

Miljøstyrelsen håndhæver indsamlingsmål og krav i forordningen og kan pålægge korrigerende tiltag. Omkostningsniveauet og kvaliteten er som udgangspunkt et anliggende, der reguleres af markedskræfter og fastsættes i den privatretlige aftale mellem kommuner og P/PRO. Tvister vedr. disse aftaler afgøres af domstolene, ikke af MST.