Kvalitetsledelsessystem (KLS)
Et kvalitetsledelsessystem (KLS) er din virksomheds egenkontrolsystem. Det skal blandt andet indeholde oplysninger om virksomhedens organisation og kompetencer, bemanding af opgaver og dokumentation på, hvordan opgaver bliver udført.
Dit KLS skal forhåndsgodkendes
Det er vigtigt, at du har udarbejdet et KLS, og fået en forhåndsgodkendelse af et registreret kontrolorgan, inden du søger om en virksomhedsautorisation.
Din forhåndsgodkendelse indberetter kontrolorganet digitalt til Miljøstyrelsen.
Hvis du ikke har en forhåndsgodkendelse, kan du ikke få en autorisation.
En forhåndsgodkendelse gælder i et år.
Klik her og se de registrerede kontrolorganer her
Du skal altid have et gyldigt KLS
Når du har fået en autorisation, skal dit KLS endeligt godkendes inden for det første år. Det foregår ved, at dit kontrolorgan kommer på auditbesøg i din virksomhed. Herefter skal dit KLS løbende efterprøves, og godkendes hvert andet år.
Som virksomhed er det dit ansvar at sørge for, at du har et godkendt KLS. Ellers risikerer du, at din autorisation bliver taget fra dig.
Du bør lave en aftale om audit med dit kontrolorgan, når godkendelsen er ved at løbe ud. Her skal du være opmærksom på, at der i perioden fra audit og til udløb af dit KLS skal være tid til, at du kan afslutte eventuelle afvigelser fra reglerne.
Læs her Bekendtgørelse om kvalitetsledelsessystemer autoriserede nedrivningsvirksomheder.