Krav for at få autorisation:
Virksomheder skal søge om autorisation hos Miljøstyrelsen. En virksomhed kan ansøge om autorisation, når virksomheden opfylder to grundlæggende krav:
1) Virksomheden skal have et forhåndsgodkendt kvalitetsledelsessystem, og
2) Virksomheden skal anvende en ressourceansvarlig, der skal være tilknyttet virksomheden i mindst 30 timer om ugen inden for virksomhedens normale forretningstid. Det betyder, at den ressourceansvarlige skal være til stede i virksomheden for at sikre bemanding, instruktion og tilsyn med virksomhedens autorisationskrævende opgaver.
Krav om kvalitetsledelsessystem (KLS)
Et kvalitetsledelsessystem er virksomhedens egenkontrolsystem. Kvalitetsledelsessystemet skal beskrive virksomhedens arbejde med selektiv nedrivning, virksomhedens organisation, ansvars- og kompetenceforhold og korrekt bemanding af opgaverne i forbindelse med udførsel af bl.a. selektiv nedrivning, korrekt sortering og håndtering af affald og materialer under nedrivning og at problematiske stoffer kortlægges og håndteres korrekt. Det skal herudover indeholde en slutevaluering af, om arbejdet er udført i overensstemmelse med de gældende regler.
Virksomheden kan vælge at få ekstern bistand til at udarbejde et kvalitetsledelsessystem eller udarbejde det selv. Når virksomheden har udarbejdet et kvalitetsledelsessystem, skal virksomheden ansøge et uafhængigt kontrolorgan om at få kvalitetsledelsessystemet forhåndsgodkendt. Det uafhængige kontrolorgan skal være registreret ved Miljøstyrelsen. Herefter godkender kontrolorganet kvalitetsledelsessystemet og efterprøver det løbende.
Ressourceansvarlig
For at få en autorisation skal virksomheden anvende en ressourceansvarlig i mindst 30 timer ugentligt, inden for virksomhedens normale forretningstid. Virksomhedens ressourceansvarlige skal sikre, at den standardiserede nedrivningsplan efterleves, at de autorisationskrævende opgaver bemandes korrekt, at medarbejderne instrueres tilstrækkeligt, og at der føres tilstrækkeligt tilsyn med udførelse af arbejdet. Den ressourceansvarlige skal også sikre, at arbejdet udføres i overensstemmelse med bl.a. regler om selektiv nedrivning.
For at være ressourceansvarlig, skal personen have et gyldigt uddannelsesbevis for at dokumentere, at personen har de kvalifikationer der er påkrævet, for at kunne udføre arbejdet som ressourceansvarlig. For at opnå uddannelsesbevis, skal personen enten have gennemført uddannelsen som ressourceansvarlig eller være blevet kompetencevurderet af en godkendt uddannelsesinstitution, der derefter udsteder et uddannelsesbevis.
Dispensation fra kravet om ressourceansvarlig
Hvis din virksomhed ikke på nuværende tidspunkt anvender en ressourceansvarlig, og det ikke er muligt at få plads på en godkendt uddannelse pga. pladsmangel, kan man søge om midlertidig dispensation for at have en ressourceansvarlig. Man ansøger om dispensation fra kravet om at have en ressourceansvarlig, ved at anføre det i ansøgningen om autorisation. Der skal være dokumentation for, at virksomheden agter at uddanne en medarbejder eller lign., for at opnå dispensation. Men kan f.eks. indsende kvittering for, at en medarbejder er tilmeldt uddannelsen til ressourceansvarlig, der ikke er afviklet endnu.
Man kan som udgangspunkt opnå dispensation fra kravet om at have en ressourceansvarlig i op til tre måneder. Virksomheden kan således autoriseres, uden at have en ressourceansvarlig på ansøgningstidspunktet.
Mulighed for indlejning af ressourceansvarlig
Det er muligt at indleje en ressourceansvarlig så længe den indlejede ressourceansvarliges arbejdsforhold stemmer overens med ovenstående krav, samt at den ressourceansvarlige har de påkrævede kompetencer. Virksomheden skal til enhver tid kunne dokumentere kompetencerne for den indlejede ressourceansvarlige.