En gang for længe siden var det meste af Sjælland dækket af skov. Vild, ufremkommelig urskov med lysninger med græssende råvildt og urokser. Der var væltede træer, bosted for alverdens biller, svampe og orme. Der var en ekstremt forskelligartet natur med et væld af arter, både planter og dyr.
Nu har vi mennesker overtaget landskabet, og der bliver ryddet og plejet, så vi kan færdes overalt, og det har jo bestemt sine fordele. Dog findes der en plet på 19 hektar, der har været lystskov i umindelige tider og fået lov til fuldstændig at passe sig selv siden 1920. Den mindst 7.000 år gamle Suserup Skov ligger der, ned mod Tystrup Sø, og passer sig selv. Den er smuk og vild og magisk. Den er en verden uden for vores egen virkelighed, en majestætisk påmindelse om, hvad det vil sige at være det dyr, vi kalder menneske.
En trampesti fører dig rundt, af og til skal du over et af de 300-400 år gamle træer, der er væltet, eller uden om en stor nedfalden gren. Man færdes på eget ansvar i Suserup Skov, og er man en større gruppe skal man søge tilladelse til at gå derind, for stedet bruges af forskere, der interesserer sig for det nordvesteuropæiske lavlands urskov. Skoven er også hjemsted for et hav af truede arter, der trives i vildnisset – en fornem repræsentant for den natur, der engang dominerede størstedelen af vores land.
Sjælefred er garanteret, man sænker stemmen, børn bliver lidt mere voksne, og voksne bliver lidt mere børn.
Juryens begrundelse
Suserup er noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på urskov. Her har vokset skov i tusindvis af år, og de ældste træer i skoven her er cirka 400 år gamle. Skoven får stort set lov at passe sig selv, så her er en frodighed og en artsrigdom, som ikke kan findes i en dyrket skov. Når gamle og døende væltede træer får lov at blive liggende, skaber de nyt liv. Svampe, insekter og mikroorganismer begynder at nedbryde dem, og så kommer de fugle og små pattedyr, der lever af insekterne, eller som kan bruge de huller, der opstår, som bolig. Og efter dem følger alle de dyr, som lever af småfuglene og pattedyrene.
Her er ikke noget, der vokser i lige rækker – de mange træarter er kommet af sig selv og står hulter til bulter. Derfor er Suserup Skov også et vigtigt forskningsområde, men først og fremmest er det et fantastisk eksempel på, hvor spændende og betagende fyldt med liv, som skove i tempererede egne kan være. Færdsel på eget ansvar – og ikke kun på grund af risikoen for faldende grene. Her risikerer man at få svært ved at lade sig nøjes med en strengt kontrolleret dyrket skov igen.