Ny Opgraderet Lagerfacilitet på Risø - Supplerende idéhøring

Miljøstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for projektet Ny Opgraderet Lagerfaciliet (NOL) på Risø, Roskilde Kommune. Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten skal være modtaget senest 20. februar 2024.

J.nr.: 2023-71063

Miljøstyrelsen har ultimo december 2019 foretaget en idehøring af ny opgraderet lagerfacilitet på Risø. I den mellemliggende periode er projektet blevet konkretiseret og har derved ændret karakter i et omfang, så Miljøstyrelsen sender ideoplægget i en fornyet høring.

Projektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 og Dansk Dekommissionering skal derfor udarbejde en miljøkonsekvensrapport, inden Miljøstyrelsen kan vurdere, om projektet kan gennemføres.

Miljøkonsekvensrapporten beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.

Miljøstyrelsen har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver baggrunden for projektet, de undersøgelser, som nu sættes i gang, samt borgernes muligheder for at komme med input.

Oplysninger om projektet findes også på Miljøstyrelsens hjemmeside via dette link: Projektside for Ny Opgraderet Lagerfacilitet på Risø

Høringssvar

Alle høringssvar skal være Miljøstyrelsen i hænde senest den 20. februar 2024.

Høringssvar skal sendes til mst@mst.dk og navngives:
"Høringssvar til Ny opgraderet lagerfacilitet på Risø - j.nr. 2023-71063".

Anfør venligst dit navn og din adresse i henvendelsen.

Alternativt kan høringssvaret sendes med almindelig post til:

Miljøstyrelsen
Tolderlundsvej 5
5000 Odense

Offentliggørelse

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at indkomne idéer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på miljøstyrelsens hjemmeside. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.