Bygge- og anlægsaffald

Ja, som udgangspunkt kræver det en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven at anvende bygge- og anlægsaffald som erstatning for andre materialer.

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5: Hvis en såkaldt listevirksomhed ønsker at anvende bygge- og anlægsaffald i sin produktion eller på sin matrikel, vil en godkendelse som udgangspunkt skulle gives reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Dette gælder i tilfælde, hvor anvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet vurderes som en aktivitet, der er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med den øvrige godkendelsespligtige virksomhed, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1317 af 20. november 2018 om godkendelse af listevirksomhed. Godkendelse gives som udgangspunkt af kommunen, men i visse tilfælde er Miljøstyrelsen godkendelsesmyndighed, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5.

Det er væsentligt generelt at notere sig, at når et projekt er omfattet af et punkt på godkendelsesbekendtgørelsens lister, skal projektet godkendes efter de regler, der gælder for godkendelsespligtige virksomheder, anlæg eller indretninger, jf. § 33. I sådanne tilfælde kan myndighedens accept efter miljøbeskyttelsesloven ikke opnås i form af en konkret tilladelse efter lovens § 19 eller efter de generelle regler i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen)

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19: Anvendelse af bygge- og anlægsaffald, som ikke er omfattet af godkendelsesreglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, kan i stedet være omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 19. Heraf fremgår, at stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse må nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden eller afledes til undergrunden. Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 gives af kommunen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 4, og må ikke være generel, men skal derimod være konkret.

Restproduktbekendtgørelsen: I visse tilfælde stilles der ikke krav til, at der skal meddeles en konkret tilladelse eftermiljøbeskyttelseslovens § 19 for at anvende bygge- og anlægsaffald. Det gælder, hvis alle betingelserne i restproduktbekendtgørelsen er opfyldt. I dette tilfælde træder bekendtgørelsens regler i stedet for en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Bekendtgørelsens regler kan dog ikke træde i stedet for en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

Se mere i reglerne:

Vejledning om miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33

Miljøbeskyttelsesloven

Link til restproduktbekendtgørelsen

Ja, bygge- og anlægsaffald kan anvendes uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Det gælder, hvis betingelserne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) er opfyldt.

En række affaldsfraktioner kan anvendes efter bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

De fraktioner af bygge- og anlægsaffald, der kan anvendes efter bekendtgørelsen, er nævnt nedenfor.

1. Natursten, f.eks. granit og flint
2. Uglaseret tegl (mur- og tegsten)
3. Beton
4. Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton
5. Jern og metal
6. Gips
7. Stenuld

Alle de nævnte affaldsfraktioner nr. 1-7 må uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 forberedes til genbrug til de samme eller beslægtede formål, som de har været anvendt til hidtil, forudsat at fraktionerne er sorterede og uforurenede. Det vil sige, at f.eks. sorterede og uforurenede mursten, tagsten og gipsplader må genbruges i byggeri.

Affaldsfraktionerne nr. 1, 2, 3 og 4 må uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven anvendes som erstatning for primære råstoffer, forudsat at fraktionerne er sorterede og uforurenede og forarbejdede.

Hvis affaldsfraktionerne nr. 1,2,3 og 4 er lettere forurenet med PCB (dvs. indeholder maksimalt 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest)) må de anvendes som erstatning for primære råstoffer på visse betingelser uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det er en forudsætning, at fraktionerne er sorterede og forarbejdede, at de i øvrigt er uforurenede, og at der sker en anmeldelse til kommunen senest 4 uger inden anvendelsen. 

Affaldsproducerende virksomheder skal kildesortere deres bygge- og anlægsaffald fra erhverv efter reglerne i § 49 og § 50 i affaldsbekendtgørelsen.

For natursten, uglaseret tegl og beton og blandinger heraf gælder, at alt andet end mørtel og eventuelt armeringsjern skal frasorteres, herunder også PCB-holdigt materiale, som ligeledes skal identificeres og frasorteres.

Termoruder skal frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnet til genbrug eller genanvendelse, som det f.eks. vil være tilfældet, hvis de er forurenet med PCB, skal deponeres eller destrueres.

Derudover er der krav om, at håndteringen af affald foregår på en måde, som sikrer adskillelse af materialer, der ikke kan gå til samme behandling (genanvendelse, nyttiggørelse, forbrænding eller deponering). Denne adskillelse skal sikres gennem hele logistikken eller værdikæden, herunder sorteringen. Det indebærer bl.a., at sorteringen skal adskille de forurenede materialer fra de uforurenede.

Bygge- og anlægsaffald fra husholdninger skal sorteres efter anvisninger i det kommunale affaldsregulativ, og typisk afleveres på en genbrugsplads i kommunen.

Der er ikke fastlagt en bagatelgrænse for, hvornår bygge- og anlægsaffald kan siges at være sorteret.

Hvis man er i tvivl om sortering eller klassificering, kan man rette henvendelse til kommunen, jf. § 4 i affaldsbekendtgørelsen og § 18 i restproduktbekendtgørelsen.

Ifølge restproduktbekendtgørelsen forstås der følgende ved uforurenet bygge- og anlægsaffald:

”Bygge- og anlægsaffald, hvor det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at affaldet ikke indeholder forurenende materialer eller stoffer i et sådant omfang eller af en sådan art og koncentration, at anvendelsen af affaldet kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed. Affaldet må således ikke indeholde forurenende stoffer, herunder stoffer, der kan give anledning til forurenende nedsivning til jord eller grundvand, herunder f.eks. imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.”

Der er ikke fastlagt en bagatelgrænse for, hvornår bygge- og anlægsaffald kan betragtes som uforurenet. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at det umiddelbart er vanskeligt at se, om bygge- og anlægsaffald indeholder forurenende stoffer, hvis affald med synlige rester af fugemasse, maling, sod m.v. er blevet frasorteret.  Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med nedrivning og renovering af bygninger, foretages en nøje gennemgang af bygningen eller de dele af bygningen, som er berørt af en renovering, med henblik på at identificere og frasortere forurenende stoffer og materialer. I den forbindelse bør bygningens historie og anvendelse inddrages, da det kan give oplysninger om mulige forureninger af bygningen.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet kan betragtes som uforurenet, jf. § 18 restproduktbekendtgørelsen.

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i affaldsbekendtgørelsen.

I medfør af bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) kan sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald efter forarbejdning anvendes uden tilladelse som erstatning for primære råstoffer. Derudover kan bygge- og anlægsaffald, der er lettere forurenet med PCB (dvs. indeholder under 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest)) efter forarbejdning anvendes uden tilladelse på visse betingelser som erstatning for primære råstoffer. Miljøstyrelsen tolker kravet om forarbejdning således, at forarbejdning skal sikre, at byggeaffaldet får en kvalitet, der svarer til de primære råstoffer, det erstatter. Kravet til forarbejdning kan, afhængigt af det enkelte tilfælde, være alt fra nedknusning til afpudsning. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at der stort set altid vil være behov for forarbejdning i en eller anden form. Det er under alle omstændigheder afgørende, at hensigten med at anvende bygge- og anlægsaffald er som erstatning af primære råstoffer, og at der ikke er tale om en skjult deponering af bygge- og anlægsaffaldet.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet kan betragtes som forarbejdet, jf. § 18 i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen).

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen).

Bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen)  præciserer ikke, hvilke typer beton der kan anvendes efter bekendtgørelsens regler. Udgangspunktet er derfor, at alle typer beton kan anvendes efter bekendtgørelsens regler som erstatning for sten, grus og sand, forudsat at betonen er sorteret, uforurenet og forarbejdet.  

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at beton, som indeholder asbestfibre, ikke kan betragtes som uforurenet, hvorfor beton med asbest ikke kan anvendes efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen.

Plastfibre, der anvendes i beton, kan indeholde miljøskadelige stoffer. Det er derfor Miljøstyrelsens vurdering, at beton, der indeholder sådanne plastfibre, som udgangspunkt ikke kan anvendes efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen. Hvis en konkret vurdering imidlertid fører til, at disse stoffer ved anvendelsen ikke giver anledning til skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed, kan dette udgangspunkt dog fraviges.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at den anvendte beton skal være egnet til formålet, hvilket begrænser mulighederne for at anvende beton med en lav densitet og blandinger af beton med høj densitet og lav densitet til visse typer af vejanlæg m.v.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet er egnet til anvendelse jf. § 18 i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) .

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen).

 En affaldsproducent er defineret som enhver, hvis aktivitet frembringer affald (den oprindelige affaldsproducent), eller enhver, der foretager en forbehandling, blanding eller andet, som medfører en ændring af dette affalds karakter eller sammensætning, jf. § 3, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen).

 En affaldsproducent er defineret som enhver, hvis aktivitet frembringer affald (den oprindelige affaldsproducent), eller enhver, der foretager en forbehandling, blanding eller andet, som medfører en ændring af dette affalds karakter eller sammensætning, jf. § 3, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen).

Som udgangspunkt er det bygherren, som betragtes som affaldsproducent ved renovering eller nedrivning af en bygning.

En håndværker eller entreprenør kan efter aftale overtage ansvaret for bortskaffelse af det affald, der fremkommer i forbindelse med en nedrivning eller renovering af en bygning. Indgås en sådan aftale, er det i stedet håndværkeren eller entreprenøren, som betragtes som affaldsproducent. Dermed overtager håndværkeren eller entreprenøren de forpligtelser, der påhviler en affaldsproducent. Hvis en håndværker eller entreprenør er affaldsproducent, skal affaldet betragtes som erhvervsaffald, uanset om affaldet stammer for en privat bolig eller ej. 

Det er affaldsproducenten, eller det sorteringsanlæg, som ansvaret for affaldet overdrages til, der har ansvaret for, at bygge- og anlægsaffald bliver kildesorteret efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen). 

Den, som anvender bygge- og anlægsaffald efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) har ansvaret for, at affaldet er sorteret, uforurenet og forarbejdet.

Det betyder, at en bygherre, som anvender f.eks. natursten, beton og/eller uglaseret tegl til etablering af en sti, en plads eller en vej på sin ejendom uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, er ansvarlig for, at materialerne opfylder kravene om, at materialerne skal være sorterede, uforurenede og forarbejdede.

Hvis en leverandør har garanteret, at materialerne kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, og det efterfølgende viser sig, at materialerne ikke er sorteret, uforurenede og/eller forarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelsen, kan bygherren anlægge et civilt søgsmål mod leverandøren.

En bygherre, som er i tvivl om, om betingelserne for at anvende bygge- og anlægsaffaldet efter restproduktbekendtgørelsen er opfyldt, kan rette henvendelse til kommunen, der som kompetent myndighed kan afgøre dette. 

Når bygge- og anlægsaffald indeholder en koncentration på 50 mg PCB _total /kg eller derover skal det klassificeres som farligt affald, jf.§ 3, nr. 22 og bilag 4 i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen) .

Det er kommunen, som afgør, om affald skal klassificeres som farligt affald. Det følger af § 4, stk. 2, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen). Af affaldsbekendtgørelsens bilag 4 fremgår, hvornår affald anses for farligt. Hvis affaldet udviser en eller flere af de egenskaber, der opregnes i bilag 4, vil affaldet blive klassificeret som farligt affald. Hvis affaldet indeholder en blanding, hvori der indgår en eller flere kemiske stoffer, som opfylder egenskaberne, skal der ved vurderingen tages hensyn til det samlede indhold af disse stoffer.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at følgende aspekter kan inddrages når, der skal tages stilling til, om bygge- og anlægsaffald skal klassificeres som farligt affald:

Er det teknisk muligt at udskille det/de farlige stof(fer) fra affaldet?

I praksis vil man blive stillet overfor affaldstyper, hvor det ikke vil være muligt (eller meningsfyldt) at udskille de farlige stoffer fra affaldet, fordi de er en helt integreret del af affaldet. Dette vil f.eks. være tilfældet for farlige stoffer i malingsrester, i fuger og glaseret tegl og sanitet. I de situationer vil koncentrationen af de farlige stoffer i al maling, hele fugen, teglstenen eller porcelænsvasken efter Miljøstyrelsens vurdering være bestemmende for, om affaldet skal klassificeres som farligt affald.

Der kan også være affaldstyper, hvor de farlige stoffer let kan adskilles fra det øvrige affald. Dette gælder f.eks. PCB-holdige kondensatorer i lysarmaturer og olier og akkumulatorer i biler. I sådanne situationer er udgangspunktet, at de enkelte farlige deleelementer af affaldet hver især skal klassificeres som farligt affald 

Dernæst vil der mellem disse to ydrepunkter være affald, hvor det er et mere åbent spørgsmål, om de farlige stoffer kan adskilles fra den ikke farlige del af affaldet, og hvilke dele af affaldet der skal indgå i grundlaget for klassificeringen. Her er det op til kommunerne at foretage en konkret vurdering.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at følgende aspekter kan inddrages når, der skal tages stilling til, om bygge- og anlægsaffald skal klassificeres som farligt affald:

Er det teknisk muligt at udskille det/de farlige stof(fer) fra affaldet?

I praksis vil man blive stillet overfor affaldstyper, hvor det ikke vil være muligt (eller meningsfyldt) at udskille de farlige stoffer fra affaldet, fordi de er en helt integreret del af affaldet. Dette vil f.eks. være tilfældet for farlige stoffer i malingsrester, i fuger og glaseret tegl og sanitet. I de situationer vil koncentrationen af de farlige stoffer i al maling, hele fugen, teglstenen eller porcelænsvasken efter Miljøstyrelsens vurdering være bestemmende for, om affaldet skal klassificeres som farligt affald.

Der kan også være affaldstyper, hvor de farlige stoffer let kan adskilles fra det øvrige affald. Dette gælder f.eks. PCB-holdige kondensatorer i lysarmaturer og olier og akkumulatorer i biler. I sådanne situationer er udgangspunktet, at de enkelte farlige deleelementer af affaldet hver især skal klassificeres som farligt affald 

Dernæst vil der mellem disse to ydrepunkter være affald, hvor det er et mere åbent spørgsmål, om de farlige stoffer kan adskilles fra den ikke farlige del af affaldet, og hvilke dele af affaldet der skal indgå i grundlaget for klassificeringen. Her er det op til kommunerne at foretage en konkret vurdering.

Hvad kan kommunerne lægge vægt på, når de afgør, om bygge- og anlægsaffald skal klassificeres som farligt affald?

Nedenfor er anført en række aspekter, som kommunerne kan lade indgå i sin vurdering af, hvorvidt bygge- og anlægsaffald skal klassificeres som farligt affald:

• Affaldsbekendtgørelsens krav om udsortering af farligt affald, hvor meget kan/skal der udsorteres?
• Er der tale om stoffer, der er omfattet af den såkaldte POP-forordning (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 850/2004 af 29. april 2004 om persistente organiske miljøgifte) skal POP-forordningens overordnede formål og bestemmelser om affaldshåndtering indgå i vurderingen, herunder:
  •  Under hensyntagen til forsigtighedsprincippet eliminere udslip af POP-stoffer, hvor det er muligt
  • At producenter og indehavere af affald skal gøre enhver rimelig indsats for, hvor det er muligt, at udgå at affaldet forurenes med POP-stoffer.

• Affaldsbekendtgørelsens krav om at væsentlige dele af det kildesorterede affald skal materialenyttiggøres
• Hvor store mængder farlige stoffer spredes med affaldet og videre ud i miljøet, herunder til grundvand
• Hvor giftige er stofferne, og hvilke risici vurderes der at være forbundet med de niveauer, der forventes spredt med affaldet 
• En samlet vurdering af ovennævnte, herunder tage stilling til om der er proportionalitet mellem de krav, der i den konkrete sag stilles til udsortering af farligt affald, miljøgevinsten og omkostningerne.

Hvis affaldet anvises til deponering, skal deponeringsbekendtgørelsens krav om forbehandling af affald inden deponering ligeledes indgå i vurderingen.

Nedenfor er anført nogle eksempler på problemstillinger, som vedrører spørgsmålet om, om bygge- og anlægsaffald skal klassificeres som farligt affald.

Eksempel 1:

En mur er malet med PCB-holdig maling. Koncentrationen af PCB i malingslaget isoleret set har en koncentration på over 50 mg PCB _total /kg, hvorfor malingslaget i sig selv skal klassificeres som farligt affald. Hvis hele muren indgår i klassificering, og ikke kun det malede lag, er PCB-koncentrationen langt under 50 mg PCB _total /kg, og skal på det grundlag ikke klassificeres som farligt affald.

Følgende kan tale for, at et PCB-holdigt malingslag i sig selv skal klassificeres som farligt affald, og efterfølgende udsorteres, dvs. slibes af:

• POP-forordningens overordnede formål og bestemmelser om affald
• At det er praktisk muligt at fjerne maling fra betonmure
• At der spredes betydelige mængder PCB i miljøet med beton, der er malet med PCB-holdig maling
• At der på anvendelsesstedet forekommer en uacceptabel spredning af PCB til miljøet og/eller der kan forventes uacceptable effekter.
• At affald som deponeres skal forbehandles

 Imod kan følgende tale

• Hvis omkostninger til afslibning er uforholdsmæssigt store sammenholdt med den mængde PCB, der fjernes ved afslibning, i forhold til baggrundniveauet i miljøet, bidrag fra andre kilder, den forventede spredning af PCB i miljøet og effekter af dette.

Eksempel 2:

Et vindue er fuget med SCCP-holdig fugemasse. SCCP er kortkædede chlorparaffiner, som er miljø- og sundhedsfarlige, og er opfattet af POP-forordningen. Fugemasse indeholder en koncentration af SCCP, som gør, at den i sig selv skal klassificeres som farligt affald. Lægges hele vinduet til grund for klassificering, og ikke kun fugemassen, er koncentrationen af SCCP under grænseværdien for farligt affald, og vinduet som helhed skal på det grundlag ikke klassificeres som farligt affald. 

Når der er tale om artikler – her et vindue - der består af flere delelementer, som relativt let kan adskilles, er det Miljøstyrelsens vurdering, at de enkelte delelementer af vinduet skal klassificeres. Det vil sige, at SCCP-fugemassen skal klassificeres som farligt affald, udsorteres og håndteres efter reglerne om farligt affald og reglerne i POP-forordningen. Den øvrige del af vinduet kan klassificeres som ikke-farligt affald, og håndteres som sådant, når fugemassen er udsorteret, medmindre andre forhold gør, at vinduet skal klassificeres som farligt affald. Det skal i den forbindelse bemærkes, at termovinduer, der indeholder PCB, typisk vil have en så høj PCB-koncentration, at hele vinduet skal klassificeres som farligt affald.

Det er kommunen, som afgør, om affaldet er farligt affald, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen).

For at sikre at PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald, som indeholder en koncentration på mindre end 50 mg PCB _total /kg håndteres korrekt og ikke sammenblandes med uforurenet affald, vil det være hensigtsmæssigt, at affaldet på nedrivningsstedet placeres i særskilte beholdere eller containere, som tydelig mærkes med, at affaldet indeholder PCB. Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at mærkningen af beholdere eller containere fastholdes, indtil det PCB forurenede affald er slutbehandlet, hvilket vil sige at affaldet enten er brændt eller deponeret. 

Inden et nedrivnings- eller renoveringsarbejde påbegyndes, skal bygherren i medfør af § 78 i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen) foretage en screening af hele bygningen eller de dele af bygningen, der bliver berørt af renoveringsarbejdet. Screeningen har til formål at afdække, om bygningen kan indeholde PCB.  

Screeningsreglerne gælder for alle bygninger, der er opført eller renoveret i perioden 1950 til 1977, hvis nedrivningen eller renoveringen vedrører mere end 10 m ² af bygningen, eller arbejdet vil frembringe mere end 1 tons affald.

Affaldsbekendtgørelsens bilag 11 indeholder et screeningsskema, der skal udfyldes for at afklare, om bygningen kan indeholde PCB. Hvis der svares ja til blot ét af screeningsskemaet spørgsmål, er der risiko for, at bygningen kan indeholde PCB.

Hvis der er risiko for, at bygningen kan indeholde PCB, skal bygherren i medfør af affaldsbekendtgørelsens § 79 foretage en kortlægning af de dele af bygningen, som kan indeholde PCB. Formålet med kortlægningen er at identificere PCB i bygningen, så PCB-forurenet affald kan blive frasorteret og affaldshåndteret korrekt.

Inden en nedrivning eller renovering af bygning påbegyndes, skal arbejdet anmeldes til kommunen. Det kan ske enten i forbindelse med en ansøgning om eller anmeldelse af en nedrivning eller renovering efter byggelovgivningen, eller senest to uger inden nedrivningen eller renoveringen påbegyndes. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om, hvorvidt bygningen indeholder PCB, hvilke typer affald og hvor meget, der vil fremkomme ved nedrivnings- eller renoveringsarbejdet.

De mere præcise oplysninger, der skal sendes til kommunen, vil afhænge af, om bygningen indeholder PCB eller ej

Hvis bygningen er opfattet af reglerne om PCB-kortlægning, skal der sendes de oplysninger, som fremgår af § 82.

Hvis bygningen ikke er omfattet af reglerne om PCB-kortlægning, skal der sendes de oplysninger, som fremgår af § 83.

Hvis termoruder fremstillet eller monteret i perioden 1950-1977 udskiftes, skal der foretages en screening af den del af bygningen eller anlægget, der berøres ved renoveringen, jf. § 78 i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012, om affald (affaldsbekendtgørelsen). I praksis vil det sige, at screening kun kan undlades, hvis der er dokumentation for (f.eks. datomærkning), at vinduerne ikke er fremstilet i perioden 1950-1977, og at vinduet ikke er monteret i perioden 1950 – 1977, hvor der er risiko for, at der kan have været anvendt PCB-holdig fugemasse.  

Viser screeningen, at der er risiko for, at de dele af bygningen, der indgår i renoveringen, indeholder materialer med PCB, skal der foretages en kortlægning, jf. affaldsbekendtgørelsens § 79.

Det er kun i de tilfælde, hvor der kan svares nej til samtlige spørgsmål i screeningsskemaet for PCB i bilag 11, at der alene er tale om en screeningsforpligtelse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 79 forudsætningsvist.

Nedrivnings- eller renoveringsarbejdet skal anmeldes til kommunen samtidig med en ansøgning eller anmeldelse efter byggelovgivningen eller senest to uger inden, byggearbejdet påbegyndes, jf. affaldsbekendtgørelsens § 80. Dette gælder også, inden udskiftning af termoruder foretages.

Termoruder skal altid undersøges for, om de indeholder PCB, da disse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 65 stk. 3, skal frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnet til genbrug, forberedelse til genbrug eller genanvendelse, hvis de f.eks. er forurenet med PCB, skal destrueres eller deponeres.

Reglerne om identifikation af PCB i bygninger inden nedrivning eller renovering i bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald (affaldsbekendtgørelsen) tager ikke højde for en situation, hvor der opstår et akut behov for at skifte en termorude, som det f.eks. kan være tilfældet efter et indbrud. Miljøstyrelsen anbefaler, at i tilfælde af at der opstår et akut et behov for at udskifte en termorude, og hvor det ikke kan udelukkes, at ruden enten er fremstillet i perioden 1950-1977 eller er monteret i denne periode, må udskiftningen af termoruden af hensyn til arbejdsmiljø og risiko for spredning af PCB- holdigt materiale ske ud fra en forudsætning om, at der kan være PCB-holdigt materiale til stede. Efterfølgende anmeldes arbejdet til kommunen inklusive resultatet af screening og evt. kortlægning, jf. reglerne om dette i affaldsbekendtgørelsens kapitel 13.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at tagplader ikke kan anvendes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), da disse kan indeholde asbestfibre eller andre fibre, som kan indeholde miljøskadelige stoffer. Herudover vil tagplader, der er malede, alene af den grund ofte ikke kunne anvendes uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. 

Hvid eller farvet sanitet kan ikke anvendes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), da disse materialer ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 2, nr. 11. Anvendelse af hvid eller farvet sanitet forudsætter derfor en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

Hvis bygge- og anlægsaffaldet er sorteret og uforurenet, jf. bilag 2 i bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), må det uden tilladelse oplagres på nedrivningsstedet i op til et år, jf. bekendtgørelsens bilag 6 Hvis affaldet ikke er sorteret og uforurenet, kræver oplagring en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Reglerne i bekendtgørelse om deponeringsanlæg finder anvendelse, hvis affald til bortskaffelse oplagres i mere end et år, eller hvis affald til materialenyttiggørelse eller behandling oplagres i mere end 3 år, jf. § 3, nr. 10, i bekendtgørelse om deponeringsanlæg.   

Vejledende udtalelse om 10 m2 grænsen i affaldsbekendtgørelsens kapitel 13

Miljøstyrelsen skal vejledende udtale, at det er Miljøstyrelsens fortolkning:
- At de 10 m2, der anvendes i kap. 13 i affaldsbekendtgørelsen - som en bagatelgrænse for hvornår der skal foretages screening/evt. kortlægning samt skriftligt anmeldelse til kommunen inden byggearbejdet påbegyndes - skal forstås som det horisontale fladeareal, der berøres af byggearbejdet.

Læse mere her  Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om fortolkningen af bagatelgrænsen på 10 m2

Den, som anvender bygge- og anlægsaffald efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) har ansvaret for, at affaldet er sorteret, ikke overskrider grænseværdien for PCB, i øvrigt er uforurenet og er forarbejdet.

Det betyder, at en bygherre, som anvender f.eks. natursten, beton og/eller uglaseret tegl til etablering af en sti, en plads eller en vej på sin ejendom uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, er ansvarlig for, at materialerne opfylder kravene om, at materialerne skal være sorterede, ikke må indeholde over 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest), at de i øvrigt skal være uforurenede og forarbejdede.

Hvis en leverandør har garanteret, at materialerne kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, og det efterfølgende viser sig, at materialerne ikke er sorteret, overskrider grænseværdien for PCB, ikke i øvrigt er uforurenet og/eller forarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelsen, kan bygherren anlægge et civilt søgsmål mod leverandøren.

En bygherre, som er i tvivl om, om betingelserne for at anvende bygge- og anlægsaffaldet efter restproduktbekendtgørelsen er opfyldt, kan rette henvendelse til kommunen, der som kompetent myndighed kan afgøre dette.