Bygge- og anlægsaffald

Ja, som udgangspunkt kræver det en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven at anvende bygge- og anlægsaffald som erstatning for andre materialer.

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5: 

Hvis en såkaldt listevirksomhed ønsker at anvende bygge- og anlægsaffald i sin produktion eller på sin matrikel, vil en godkendelse som udgangspunkt skulle gives reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Dette gælder i tilfælde, hvor anvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet vurderes som en aktivitet, der er teknisk og forureningsmæssigt forbundet med den øvrige godkendelsespligtige virksomhed, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 2080 af 15. november 2021 om godkendelse af listevirksomhed. Godkendelse gives som udgangspunkt af kommunen, men i visse tilfælde er Miljøstyrelsen godkendelsesmyndighed, jf. godkendelsesbekendtgørelsens § 5.

Det er væsentligt generelt at notere sig, at når et projekt er omfattet af et punkt på godkendelsesbekendtgørelsens lister, skal projektet godkendes efter de regler, der gælder for godkendelsespligtige virksomheder, anlæg eller indretninger, jf. miljøbeskyttelseslovens § 33. I sådanne tilfælde kan myndighedens accept efter miljøbeskyttelsesloven ikke opnås i form af en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 eller efter de generelle regler i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen).

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19: 

Anvendelse af bygge- og anlægsaffald, som ikke er omfattet af godkendelsesreglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, kan i stedet være omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 19. Heraf fremgår, at stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse må nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden eller afledes til undergrunden. Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 gives af kommunen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 19, stk. 4, og må ikke være generel, men skal derimod være konkret.

Restproduktbekendtgørelsen: 

I visse tilfælde stilles der ikke krav til, at der skal meddeles en konkret tilladelse eftermiljøbeskyttelseslovens § 19 for at anvende bygge- og anlægsaffald. Det gælder, hvis alle betingelserne i restproduktbekendtgørelsen er opfyldt. I dette tilfælde træder bekendtgørelsens regler i stedet for en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Bekendtgørelsens regler kan dog ikke træde i stedet for en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5.

Se mere i reglerne:

Vejledning om miljøbeskyttelseslovens §§ 19 og 33

Miljøbeskyttelsesloven

Link til restproduktbekendtgørelsen

Ja, bygge- og anlægsaffald kan anvendes uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19. Det gælder, hvis betingelserne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) er opfyldt.

En række affaldsfraktioner kan anvendes efter bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

De fraktioner af bygge- og anlægsaffald, der kan anvendes efter bekendtgørelsen, er nævnt nedenfor.

1. Natursten, f.eks. granit og flint
2. Uglaseret tegl (mur- og tegsten)
3. Beton
4. Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton
5. Jern og metal
6. Gips
7. Stenuld

Alle de nævnte affaldsfraktioner nr. 1-7 må uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 forberedes til genbrug til de samme eller beslægtede formål, som de har været anvendt til hidtil, forudsat at fraktionerne er sorterede og uforurenede. Det vil sige, at f.eks. sorterede og uforurenede mursten, tagsten og gipsplader må genbruges i byggeri.

Affaldsfraktionerne nr. 1, 2, 3 og 4 må uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven anvendes som erstatning for primære råstoffer, forudsat at fraktionerne er sorterede og uforurenede og forarbejdede.

Hvis affaldsfraktionerne nr. 1,2,3 og 4 er lettere forurenet med PCB (dvs. indeholder maksimalt 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest)) må de anvendes som erstatning for primære råstoffer på visse betingelser uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det er en forudsætning, at fraktionerne er sorterede og forarbejdede, at de i øvrigt er uforurenede, og at der sker en anmeldelse til kommunen senest 4 uger inden anvendelsen. 

Affaldsproducerende virksomheder skal sortere deres bygge- og anlægsaffald til særskilt indsamling efter reglerne i kapitel 9 i affaldsbekendtgørelsen.

For natursten, uglaseret tegl og beton og blandinger heraf gælder, at alt andet end mørtel og eventuelt armeringsjern skal frasorteres, herunder også PCB-holdigt materiale, som ligeledes skal identificeres og frasorteres.

Termoruder skal frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnet til genbrug eller genanvendelse, som det f.eks. vil være tilfældet, hvis de er forurenet med PCB, skal deponeres eller destrueres.

Derudover er der krav om, at håndteringen af affald foregår på en måde, som sikrer adskillelse af materialer, der ikke kan gå til samme behandling (genanvendelse, nyttiggørelse, forbrænding eller deponering). Denne adskillelse skal sikres gennem hele logistikken eller værdikæden, herunder sorteringen. Det indebærer bl.a., at sorteringen skal adskille de forurenede materialer fra de uforurenede.

Bygge- og anlægsaffald fra husholdninger skal sorteres efter anvisninger i det kommunale affaldsregulativ, og typisk afleveres på en genbrugsplads i kommunen.

Der er ikke fastlagt en bagatelgrænse for, hvornår bygge- og anlægsaffald kan siges at være sorteret.

Ifølge restproduktbekendtgørelsen forstås der følgende ved uforurenet bygge- og anlægsaffald:

”Bygge- og anlægsaffald, hvor det med høj grad af sikkerhed kan lægges til grund, at affaldet ikke indeholder forurenende materialer eller stoffer i et sådant omfang eller af en sådan art og koncentration, at anvendelsen af affaldet kan have skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed. Affaldet må således ikke indeholde forurenende stoffer, herunder stoffer, der kan give anledning til forurenende nedsivning til jord eller grundvand, herunder f.eks. imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak.”

Der er ikke fastlagt en bagatelgrænse for, hvornår bygge- og anlægsaffald kan betragtes som uforurenet. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at det umiddelbart er vanskeligt at se, om bygge- og anlægsaffald indeholder forurenende stoffer, hvis affald med synlige rester af fugemasse, maling, sod m.v. er blevet frasorteret.  Det er derfor vigtigt, at der i forbindelse med nedrivning og renovering af bygninger, foretages en nøje gennemgang af bygningen eller de dele af bygningen, som er berørt af en renovering, med henblik på at identificere og frasortere forurenende stoffer og materialer. I den forbindelse bør bygningens historie og anvendelse inddrages, da det kan give oplysninger om mulige forureninger af bygningen.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet kan betragtes som uforurenet, jf. § 18 restproduktbekendtgørelsen.

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i affaldsbekendtgørelsen.

I medfør af bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) kan sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald efter forarbejdning anvendes uden tilladelse som erstatning for primære råstoffer. Derudover kan bygge- og anlægsaffald, der er lettere forurenet med PCB (dvs. indeholder under 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest)) efter forarbejdning anvendes uden tilladelse på visse betingelser som erstatning for primære råstoffer. Miljøstyrelsen tolker kravet om forarbejdning således, at forarbejdning skal sikre, at byggeaffaldet får en kvalitet, der svarer til de primære råstoffer, det erstatter. Kravet til forarbejdning kan, afhængigt af det enkelte tilfælde, være alt fra nedknusning til afpudsning. Det er Miljøstyrelsens vurdering, at der stort set altid vil være behov for forarbejdning i en eller anden form. Det er under alle omstændigheder afgørende, at hensigten med at anvende bygge- og anlægsaffald er som erstatning af primære råstoffer, og at der ikke er tale om en skjult deponering af bygge- og anlægsaffaldet.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet kan betragtes som forarbejdet, jf. § 18 i restproduktbekendtgørelsen.

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i affaldsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) præciserer ikke, hvilke typer beton der kan anvendes efter bekendtgørelsens regler. Udgangspunktet er derfor, at alle typer beton kan anvendes efter bekendtgørelsens regler som erstatning for sten, grus og sand, forudsat at betonen er sorteret, uforurenet og forarbejdet.  

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at beton, som indeholder asbestfibre, ikke kan betragtes som uforurenet, hvorfor beton med asbest ikke kan anvendes efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen.

Plastfibre, der anvendes i beton, kan indeholde miljøskadelige stoffer. Det er derfor Miljøstyrelsens vurdering, at beton, der indeholder sådanne plastfibre, som udgangspunkt ikke kan anvendes efter reglerne i restproduktbekendtgørelsen. Hvis en konkret vurdering imidlertid fører til, at disse stoffer ved anvendelsen ikke giver anledning til skadelig virkning på miljøet eller menneskers sundhed, kan dette udgangspunkt dog fraviges.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at den anvendte beton skal være egnet til formålet, hvilket begrænser mulighederne for at anvende beton med en lav densitet og blandinger af beton med høj densitet og lav densitet til visse typer af vejanlæg m.v.

Det er kommunen, som vurderer, om affaldet kan anvendes efter restproduktbekendtgørelsens regler, jf. § 18 i restproduktbekendtgørelsen.

Det er kommunen, som afgør om affaldet er egnet til materialenyttiggørelse jf.§ 4 i affaldsbekendtgørelsen.

En affaldsproducent er defineret som enhver, hvis aktivitet frembringer affald (den oprindelige affaldsproducent), eller enhver, der foretager en forbehandling, blanding eller andet, som medfører en ændring af dette affalds karakter eller sammensætning, jf. § 3, nr. 5, i affaldsbekendtgørelsen.

Som udgangspunkt er det bygherren, som betragtes som affaldsproducent ved renovering eller nedrivning af en bygning.

En håndværker eller entreprenør kan efter aftale overtage ansvaret for bortskaffelse af det affald, der fremkommer i forbindelse med en nedrivning eller renovering af en bygning. Indgås en sådan aftale, er det i stedet håndværkeren eller entreprenøren, som betragtes som affaldsproducent. Dermed overtager håndværkeren eller entreprenøren de forpligtelser, der påhviler en affaldsproducent. Hvis en håndværker eller entreprenør er affaldsproducent, skal affaldet betragtes som erhvervsaffald, uanset om affaldet stammer for en privat bolig eller ej.

Det er affaldsproducenten, eller det sorteringsanlæg, som ansvaret for affaldet overdrages til, der har ansvaret for, at bygge- og anlægsaffald bliver kildesorteret efter reglerne i affaldsbekendtgørelsen.

Den, som anvender bygge- og anlægsaffald efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) har ansvaret for, at affaldet er sorteret, uforurenet og forarbejdet.

Det betyder, at en bygherre, som anvender f.eks. natursten, beton og/eller uglaseret tegl til etablering af en sti, en plads eller en vej på sin ejendom uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, er ansvarlig for, at materialerne opfylder kravene om, at materialerne skal være sorterede, uforurenede og forarbejdede.

Hvis en leverandør har garanteret, at materialerne kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, og det efterfølgende viser sig, at materialerne ikke er sorteret, uforurenede og/eller forarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelsen, kan bygherren anlægge et civilt søgsmål mod leverandøren.

En bygherre, som er i tvivl om, om betingelserne for at anvende bygge- og anlægsaffaldet efter restproduktbekendtgørelsen er opfyldt, kan rette henvendelse til kommunen, der som kompetent myndighed kan afgøre dette. 

Det er kommunen, som afgør, om affald skal klassificeres som farligt affald. Det følger af § 4, stk. 2, nr. 1, i affaldsbekendtgørelsen. Af affaldsbekendtgørelsens bilag 2 og bilag 3 fremgår, hvornår affald anses for farligt. Hvis affaldet er market med fed typografi og /eller hvis affaldet udviser en eller flere af de egenskaber, der opregnes i bilag 3, vil affaldet blive klassificeret som farligt affald.

Det er kommunen, som afgør, om affaldet er farligt affald, jf. § 4, stk. 2, nr. 1, affaldsbekendtgørelsen.

Kommunerne vil skulle afgøre, hvorvidt bygge- og anlægsaffaldet kan klassificeres med en EAK-kode, der er markeret med fed typografi i affaldsbekendtgørelsens bilag 2 og om affaldet opfylder et af farekriterierne i affaldsbekendtgørelsens bilag 3 og dermed, hvorvidt affaldet er at betragte som farligt affald.

Til brug for sin afgørelse anvender kommunen viden om affaldes type, affaldskilden dvs. den aktivitet hvorved affaldet er opstået, affaldets sammensætning, koncentrationerne af farlige stoffer i affaldet og fysiske egenskaber.

Se vejledning:

Vejledning i klassificering af farligt affald

For at sikre at PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald, som indeholder en koncentration på mindre end 50 mg PCB total /kg, håndteres korrekt og ikke sammenblandes med uforurenet affald, vil det være hensigtsmæssigt, at affaldet på nedrivningsstedet placeres i særskilte beholdere eller containere, som tydelig mærkes med, at affaldet indeholder PCB. Det er ligeledes hensigtsmæssigt, at mærkningen af beholdere eller containere fastholdes, indtil det PCB forurenede affald er slutbehandlet, hvilket vil sige at affaldet enten er brændt eller deponeret.

Inden et nedrivnings- eller renoveringsarbejde påbegyndes, skal bygherren i medfør af § 68 i affaldsbekendtgørelsen foretage en screening af hele bygningen eller de dele af bygningen, der bliver berørt af renoveringsarbejdet. Screeningen har til formål at afdække, om bygningen kan indeholde PCB.  

Screeningsreglerne gælder for alle nedrivningsarbejder, renoveringsarbejder og vedligeholdsarbejder af bygninger eller anlæg eller dele heraf, som frembringer mere end 1 ton affald.

På baggrund af screeningen foretages en kortlægning, i form af analyser, af bygningen eller anlægget eller berørte dele heraf, som kan indeholde problematiske stoffer, f.eks. PCB, klorparaffiner, PAH'er, asbest og tungmetaller.

Inden en nedrivning eller renovering af bygning påbegyndes, skal arbejdet anmeldes til kommunen. Anmeldelsen skal indgives til den kommune, hvor nedrivningsarbejdet, renoveringsarbejdet eller vedligeholdelsesarbejdet foretages.

Hvis termoruder, der kan være fremstillet i perioden 1950-1977, udskiftes, skal der foretages en screening af den del af bygningen eller anlægget, der berøres ved renoveringen, jf. § 68 affaldsbekendtgørelsen. I praksis vil det sige, at screening kun kan undlades, hvis der er dokumentation for (f.eks. datomærkning), at vinduerne ikke er fremstilet i perioden 1950-1977, hvor der er risiko for, at der kan have været anvendt PCB-holdig fugemasse.  

Viser screeningen, at der er risiko for, at de dele af bygningen, der indgår i renoveringen, indeholder materialer med PCB, skal der foretages en kortlægning, jf. affaldsbekendtgørelsens § 68.

Nedrivnings- eller renoveringsarbejdet skal anmeldes til kommunen, jf. affaldsbekendtgørelsens § 69.

Termoruder skal altid undersøges for, om de indeholder PCB, da disse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 63 stk. 3, skal frasorteres og om muligt genbruges, forberedes til genbrug eller genanvendes. Termoruder, der ikke er egnet til genbrug, forberedelse til genbrug eller genanvendelse, hvis de f.eks. er forurenet med PCB, skal destrueres eller deponeres.

Reglerne om identifikation af PCB i bygninger inden nedrivning eller renovering i affaldsbekendtgørelsen tager ikke højde for en situation, hvor der opstår et akut behov for at skifte en termorude, som det f.eks. kan være tilfældet efter et indbrud. Miljøstyrelsen anbefaler, at i tilfælde af at der opstår et akut behov for at udskifte en termorude, og hvor det ikke kan udelukkes, at ruden enten er fremstillet i perioden 1950-1977 eller er monteret i denne periode, må udskiftningen af termoruden af hensyn til arbejdsmiljø og risiko for spredning af PCB- holdigt materiale ske ud fra en forudsætning om, at der kan være PCB-holdigt materiale til stede. Efterfølgende anmeldes arbejdet til kommunen inklusive resultatet af screening og evt. kortlægning, jf. reglerne om dette i affaldsbekendtgørelsens kapitel 11.

Det er Miljøstyrelsens vurdering, at tagplader ikke kan anvendes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), da disse kan indeholde asbestfibre eller andre fibre, som kan indeholde miljøskadelige stoffer. Herudover vil tagplader, der er malede, alene af den grund ofte ikke kunne anvendes uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. 

Hvid eller farvet sanitet kan ikke anvendes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), da disse materialer ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 2, nr. 11. Anvendelse af hvid eller farvet sanitet forudsætter derfor en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven.

Hvis bygge- og anlægsaffaldet er sorteret og uforurenet, jf. bilag 2 i bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter og jord til bygge- og anlægsarbejder og om anvendelse af sorteret, uforurenet bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen), må det uden tilladelse oplagres på nedrivningsstedet i op til et år, jf. bekendtgørelsens bilag 6. Hvis affaldet ikke er sorteret og uforurenet, kræver oplagring en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven. Reglerne i bekendtgørelse om deponeringsanlæg finder anvendelse, hvis affald til bortskaffelse oplagres i mere end et år, eller hvis affald til materialenyttiggørelse eller behandling oplagres i mere end 3 år, jf. § 3, nr. 10, i bekendtgørelse om deponeringsanlæg.   

Den, som anvender bygge- og anlægsaffald efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1672 af 15. december 2016 om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen) har ansvaret for, at affaldet er sorteret, ikke overskrider grænseværdien for PCB, i øvrigt er uforurenet og er forarbejdet.

Det betyder, at en bygherre, som anvender f.eks. natursten, beton og/eller uglaseret tegl til etablering af en sti, en plads eller en vej på sin ejendom uden en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, er ansvarlig for, at materialerne opfylder kravene om, at materialerne skal være sorterede, ikke må indeholde over 2,0 mg PCB _total /kg (målt ved kilden og i overfladen det sted, hvor koncentrationen vurderes at være højest), at de i øvrigt skal være uforurenede og forarbejdede.

Hvis en leverandør har garanteret, at materialerne kan anvendes i overensstemmelse med bekendtgørelsens regler, og det efterfølgende viser sig, at materialerne ikke er sorteret, overskrider grænseværdien for PCB, ikke i øvrigt er uforurenet og/eller forarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelsen, kan bygherren anlægge et civilt søgsmål mod leverandøren.

En bygherre, som er i tvivl om, om betingelserne for at anvende bygge- og anlægsaffaldet efter restproduktbekendtgørelsen er opfyldt, kan rette henvendelse til kommunen, der som kompetent myndighed kan afgøre dette.