Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Iberisk skovsnegl

Arion lusitanicus

Denne snegl har efterhånden fået mange navne. Den går under navne som Iberisk Skovsnegl, Iberiaskovsnegl, Spansk Skovsnegl, Dræbersnegl og de latinske navne Arion lusitanicus og Arion vulgaris. Tilnavnet dræbersneglen har den sikkert fået dels på grund af sin store appetit på havens planter, og dels fordi den kan optræde kannibalistisk. Sneglene vil dog normalt kun spise artsfæller, hvis disse er svækkede eller døde. Vi vil på denne hjemmeside bruge navnene Iberisk Skovsnegl og Dræbersnegl.

Beskyttelse og regulering

Dræbersnegl anses for at være en invasiv art som ønskes bekæmpet eller holdt nede for at værne om den biologiske mangfoldighed. Bekæmpelse kan foretages hele året, den kræver dog vedholdenhed og en ihærdig indsats. Lokalt kan bestanden holdes nede, men det anses ikke for muligt, at arten totalt kan udryddes i Danmark.

Hvorfor uønsket

Problemet med dræbersnegle er todelt. Mange haveejere rundt om i landet har stiftet bekendtskab med det ene problem – at masseforekomster af dræbersnegle kan rasere både køkkenhave og prydplanter fuldstændig. Det andet problem er, at de også har potentiale til at forrykke balancen i vore økosystemer blandt andet ved at fortrænge den hjemmehørende sorte skovsnegl (  Arion ater  ).

Status for bekæmpelse

Arten er udbredt og et stort problem for mange. Bekæmpelse foretages af den enkelte haveejer, grundejerforeninger o. lign.

I nedenstående link omtales en række anvendelige bekæmpelsesmetoder.

Udbredelse

Dræbersneglen menes at stamme oprindelig fra Sydfrankrig og den Iberiske Halvø. I disse områder udgør den ikke noget problem, da det varme og tørre klima sandsynligvis holder arten i skak, ligesom forekomsten af naturlige fjender muligvis kan have betydning for at holde antallet af snegle nede. Dræbersneglen er indslæbt til forskellige europæiske lande via jord- og plantemateriale, som ”blind passager”, siddende på træstammer o. lign. Den blev første gang observeret i Sverige i 1975, men helt frem til 1987 var antallet af nye fund forholdsvis lavt. Fra 1987 og frem skete der derimod en eksplosiv forøgelse af nye fundsteder. I Norge ses dræbersneglen første gang i 1988, men masseforekomster rapporteres først fra 1995. Det samme billede ses i Danmark, hvor de første fund er fra 1991, men masseforekomster optræder først i 1997 på Bornholm og i Sønderjylland. Disse tidsforskydelser, mellem de første fund og observationer af masseforekomster, kan skyldes, at der i den mellemliggende tid er sket en spredning inden for landenes grænser f.eks. ved handel med planter mellem planteskoler, ved plantebytning mellem haveejere eller ved anden transport af jord og planter rundt i landet. Dræbersneglen findes i næsten hele landet. Udbredelsen er ofte meget lokal, dvs. en bydel kan være plaget, mens den anden ikke er.

Spredning af dræbersneglen

Introduktionen af dræbersneglen til områder, hvor den ikke er hjemmehørende, er ligesom for mange andre introducerede arter rundt om i verden, en konsekvens af den øgede globalisering og internationale handel.

Svenske forskere har undersøgt spredningsvejene til og i Sverige og fandt, at sneglene hovedsagligt spredes via handel med planter, stiklinger, prydbuske og frugttræer. Både snegle og snegleæg transporteres med i den jord, der omgiver disse planters rødder. Også jordpåfyldning ved anlægsarbejde samt indkøbt havejord kan bidrage til spredning af arten, ligesom også rullegræs har vist sig at kunne være en kilde til spredning. Dumpning af haveaffald i naturen, som er en ulovlig måde at bortskaffe dette på, udgør også en af spredningsvejene. Dette kan desuden bevirke, at sneglene hurtigere spredes til naturen, hvorved der opstår risiko for, at den økologiske balance forrykkes.

Så vidt vides er der ikke foretaget systematiske undersøgelser af spredningsvejene i Danmark, men da de første forekomster var spredte, og arten hovedsagligt optræder i haver, må det antages, at spredningsvejene i Danmark er de samme som i Sverige. Man bør derfor være meget opmærksom på, om der er dræbersnegle hos den planteskole, hvor man køber sine planter, eller hos folk som man får planter af eller bytter planter med. Kig godt efter i jorden omkring rødderne om der skulle gemme sig små snegle eller ægsamlinger. Det kan være en god ide forsigtigt at skylle jorden af rødderne inden man planter ud, så man får fjernet eventuelle snegle eller snegleæg. 
Sneglene spredes dog ikke kun ved passiv transport. De kan ved egen hjælp krybe op mod 9 m i timen. Denne evne gør, at en bestand kan flytte sig op til ½ km på en sæson.

Snegle og klimaforandringer 

Hvordan udbredelsen af dræbersnegle vil udvikle sig i fremtiden er meget svært at sige noget om. På nuværende tidspunkt har man ikke noget entydigt billede af hvordan klimaet vil ændre sig, men der er nogle tendenser og de fleste er efterhånden enige om, at der vil ske ændringer. Det tyder på, at vore vintre vil blive mildere og med mere nedbør, mens somrene bliver mere tørre. Dette betyder, at sneglenes overlevelse formentlig vil blive lidt bedre om vinteren, men så måske til gengæld lidt ringere om sommeren.  Der er også noget, der tyder på, at vi oftere vil se ekstreme vejrfænomener. Hvordan dette vil påvirke sneglene vides ikke. Det er dog sandsynligt, at der ligesom nu vil være gode og dårlige snegleår. Om frekvensen af hver af disse vil ændre sig, tør vi ikke spå om på nuværende tidspunkt.

Udseende

Dræbersnegl har ligesom andre arter af skovsnegle ikke noget hus, og bliver derfor i mange sammenhænge refereret til som en nøgensnegl. Dette er dog taksonomisk ukorrekt, da underordenen nøgensnegle (Nudibranchia) kun omfatter marine snegle.

undefined

Dræbersnegl udviser stor farvevariation, fra orange til mørkebrun - næsten sort, mest typisk er dog brunrøde nuancer. Der er desuden fundet hvide og delvis hvide eksemplarer (albino og partiel albino) i Danmark. Den store farvevariation gør, at dræbersnegle let kan forveksles med enten rød skovsnegl (  Arion rufus  ) eller brune former af den hjemmehørende sorte skovsnegl (  Arion ater  ). Rød skovsnegl beskrives dog ofte som mere klar rød (se forvekslingsmuligheder).

undefined   undefined

Helt unge individer af dræbersnegl er ofte lyse med mørke bånd ned langs siden samt et smalt orange felt oven over disse. Sådanne mørke bånd findes dog også hos helt unge individer af både rød og sort skovsnegl, men hos disse arter forsvinder de tidligt, idet de dækkes af andet pigment.

De fuldt udvoksede, kønsmodne dræbersnegle er ca. 7-15 cm lange. Der er igen stort overlap med de nært beslægtede røde og sorte skovsnegle, idet disse henholdsvis når størrelser på 10-20 cm og 8-18 cm. Når æggene klækkes er snegleungerne ca. 1 cm store. Ser man på et område vil man ofte finde snegle i forskellig alder, og dermed også snegle i alle størrelser.

Andre kendetegn der kan fremhæves er, at fodbræmmen typisk er orangebrun med tydelig mørk tværstribning, så det ser ud som om, at sålen er syet fast til kroppen med kastesting. Både den sorte og røde skovsnegl har også denne tværstribning, men dog knap så tydelig, og hos røde skovsnegle er den mindre regelmæssig.

Vidste du...?

At dumpning af haveaffald i naturen er med til at sprede dræbersneglen til naturområderne, hvor konsekvenserne kan være store for plante- og dyreliv. Plantebytning og udveksling af træ er ligeledes med til at sprede sneglen til nye haver eller områder, som ellers ikke var plaget.

Forvekslingsmuligheder

Der er, som det fremgår af ovenstående, stor sandsynlighed for at forveksle dræbersnegl (  Arion lusitanicus  ), rød skovsnegl (  Arion rufus  ) og sort skovsnegl (  Arion ater  ) med hinanden, og en sikker artsbestemmelse kræver en undersøgelse af kønsorganernes anatomi. Har man imidlertid store forekomster af snegle i sin have, er det dog mest sandsynligt, at der er tale om dræbersnegle. Dette er måske det mest karakteristiske træk for arten på vore breddegrader, i forhold til rød og sort skovsnegl, der ikke forekommer i samme tætheder.

Oversigt over nogle typiske ydre karakteristika hos dræbersnegl, sort og rød skovsnegl, idet man dog skal være opmærksom på, at der kan være variationer uden for de her angivne.

 DræbersneglSortRød
Størrelse 7-5 cm 8-18 cm 10-20 cm
Farve Fra orange over rødbrun til næsten sort samt albino Mørk brun til sort samt albino og partiel albino Gulrød over teglrød til brunrød. Typisk klar i farven
Fodbræmmens farve Orange/orangebrun Samme farve som kroppen. Hos umodne dog til tider lys Rød
Striber på fodbræmme Tydelig regelmæssig tværstribet Regelmæssig tværstribning Mindre regelmæssig tværstribning
Sålens farve Lys til grå Grå til gråsort Lys rød/orange
Rygslimens farve (tekst med et stykke hvidt papir) Klar (evt. gullig hvis der trykkes hårdt) Klar Gul/orange

Er du i tvivl om du har fundet dræbersnegle? Så prøv sneglenøglen.

Æg

Æg af dræbersnegle er oftest runde eller ovale (ca. 4 mm i diameter). Når æggene lægges er de mælkehvide eller med en orangefarvet overflade – ældre æg er ofte gullige.

Er du i tvivl, om du har fundet dræbersnegleæg, så prøv bestemmelsesnøglen til snegleæg. Bestemmelsesnøglen gælder for æg af snegle, som kan træffes i haver, parker og lignende steder og er udviklet for Naturstyrelsen af Naturhistorisk Museum, Århus.

1a  Æggeskallen er hvid-gulig, uigennemsigtig og fast.......2 
1b  Ægget er gennemsigtigt og geléagtigt.........................7

undefined   undefined

2a  Æg under 2 mm. 
Stammer fra små nøgensnegle, fx pindsvinesnegl, eller små skalbærende snegle, fx glanssnegle.

undefined  

Stor glanssnegls  Oxychilus drapernaudi  ´s æg har en tynd og hård skal, som er helt hvid eller gulligt hvid. Ægget er næsten kuglerundt og lidt ru i overfladen. Der ligger som regel fra 1-17 æg i et kuld.

2b  Æg større end 2 mm.................................................3

3a  Æg ca. 2-3 mm i diameter.........................................4 
3b  Æg over 3 mm diameter...........................................5

4  Æg fra en mellemstor snegl med hus. Fx havesnegl, lundsnegl og kratsnegl, eller fra nøgensneglene brunsnegl og nøgen havesnegl.

Lundsneglens  Cepaea nemoralis  ’s æg (kun 3 stk. i vores undersøgelse) er gennemsnitligt 2,5 mm lange og 1,96 mm brede. De er ovale 1:0,77 (længde:bredde). Steenberg 1911 angiver, at æggene lægges i jordhuler i ret variabelt antal, nemlig fra 10-80 stk., i almindelighed dog med en klump på et halvt hundrede stykker. De er nærmest ovale, ca. 2,75-3 mm lange og 2½ mm brede.

undefined

Kratsnegl  Arianata arbustorum  ’s æg er gennemsnitligt 2,83 mm lange og 2,71 mm brede. De er hvide og nærmest runde, 1:0,96 (længde:bredde).

Brunsnegls  Arion subfuscus  ’s æg er gennemsnitligt 3,13 mm (±0,65sd) lange og 2,6 mm brede og let ovale, 1:0.86 (længde: bredde).

Nøgen havesnegl  Arion hortensis  . Steenberg (1911) skriver, at æggene lægges i jordhuller i kuld på 50-80 æg. De er kugleformede, først halvgennemsigtige og svagt mælkehvide, senere uigennemsigtige og gullige. Ægstørrelsen er 2-3 mm.

Lyretegnet skovsnegls  Arion circumscriptus'  . Gavin et al. (2005) beskriver æg af lyretegnet snegl som perle hvide, 1,5-2 mm.

5a  Æg over 6 mm i diameter. 
Stammer fra vinbjergsnegl.

Vinbjergsneglens  H. pomatia  ´s æg findes praktisk taget altid nedgravet i en lille hule under jordoverfladen. Æggene er hvide og lidt elastiske, når man trykker på dem.

5b  Æg 3-6 mm i diameter....................6

undefined

6  Æg mellem 3,5 og 5,0 mm. 
Stammer fra en af de store arter i Arionslægten. Æggene forveksles nemt med hinanden. Hvis de findes i en have, drejer det sig højst sandsynligt om dræbersnegleæg (se nedenfor). De to øvrige, store arter i slægten er tilknyttet skove (sort skovsnegl  Arion ater  ) og parker (rød skovsnegl  Arion rufus  ).

Rød skovsnegls  Arion rufus  ’ æg er som helt nylagte kridhvide og skinnende blanke. Efter et par dage bliver de mere matte i overfladen og nærmest elfenbenshvide. De er gennemsnitligt 4,13 mm lange og 3,76 brede og omgivet af en tynd kalkskal. Æggene virker helt kuglerunde, 1: 0,93 (længde:bredde). De kan findes enkeltvis, men typisk i kuld på 20-30 stk., som er lagt under barkstykker.

Sort skovsnegl  Arion ater  . Steenberg 1911 beskriver æggene som ovale, 4 x 5 mm, halvklare og med en læderagtig skal, hvori der er indlejret talrige, fine kalkkorn. Hvis æggene tørres, bliver de hvide.

  undefined

Dræbersneglens  Arion lusitanicus  ’ æg er blanke og skinnende som helt nylagte. De er ikke kridhvide som den røde skovsnegls, men noget gullige, og de bliver matte på overfladen efter et par dage. Æggene er gennemsnitligt 3,88 mm lange og 3,40 mm brede og omgivet af en tynd kalkskal. Æggene virker ovale, 1:0,87 (længde:bredde). De er som regel altid lagt i kuld på 30-60 stk., fx under sten eller et gammelt bræt. De lægges kun sjældent frit på jordoverfladen.

7a  Æg 3-6 mm og gennemsigtigt.

undefined

Stammer fra plettet gråsnegl eller spædsnegl. Æg af spædsnegl er gennemsnitligt lidt mindre end plettet gråsnegls æg.

Plettet gråsnegls  Limax maximus  ’ æg er næsten kuglerunde, 1:0,94 (længde:bredde)  og gennemsnitligt 4,44 mm lange og 4,16 mm brede. I enkelte tilfælde kan de være op til 6 mm store. Æggene ligger ofte i store klumper under sten og træstykker.

undefined

Spædsneglens  Limax tenellus  ’ æg er gennemsnitligt 3,60 mm lange og 3,15 mm brede. De er klare, svagt mælkede og svagt ovale, 1:0,88 (længde:bredde).

7b  Æg 3-6 mm, gennemsigtigt og meget ovalt 
Æg af bøgesnegl.

undefined

Bøgesneglens  Limax marginatus ’ æg er meget ovale, 1:0,76 (længde:bredde) og ofte lidt spidse i den ene ende, gennemsnitligt 4,79 mm lange og 3,63 mm brede. Æggene er klare og ganske svagt gulligt-grønne.

7c  Æg er mindre end 3 mm..........................8

8  Æg rundt, gennemsigtigt og mindre end 3 mm.

undefined

Æg af agersnegle eller lyretegnet skovsnegl.

Agersnegles æg måler er i gennemsnit 2,26 mm lange og 2,04 mm brede. De er klare og svagt ovale, 1:0,89 (længde:bredde). De lægges spredt eller i klumper i jorden.

Fra Danmark kendes pt. flg. arter af agersnegl: Almindelig agersnegl  Deroceras agreste , Netsnegl  Deroceras reticulates  , Maltesersnegl  Deroceras caruanae  og Glatsnegl  Deroceras laeve  .

Nøglen omfatter flg. arter:

Skovsnegle  
Dræbersnegl  Arion lusitanicus 
Sort skovsnegl  Arion ater  
Rød skovsnegl  Arion rufus  
Lyretegnet skovsnegl  Arion circumscriptus 
Brunsnegl  Arion fuscus  
Nøgen havesnegl  Arion hortensis

Mellemstore snegle med hus  
Lundsnegl  Cepaea nemoralis  
Havesnegl  Cepaea hortensis  
Kratsnegl  Arianata arbustorum

Stor snegl med hus  
Vinbjergsnegl  Helix pomatia

Limax-arterne  
Bøgesnegl  Limax marginatus  
Plettet kældersnegl  Limax maximus 
Spædsnegl  Limax tenellus

Agersnegle  
Almindelig agersnegl  Deroceras agreste  
Netsnegl  Deroceras reticulatus  
Maltesersnegl  Deroceras caruanae

Æg af landsnegle kan groft inddeles i to typer  
I   Gennemsigtige og geléagtige æg 
II Æg, som mere eller mindre er dækket af en hvid eller gullig kalkskal

I bekæmpelsen af dræbersnegle er det en god ide også at fjerne sneglens æg, da man så undgår at disse æg udvikler sig til snegle. For mange vil det også føles nemmere at bekæmpe æggene end de levende snegle.

Finder man æg af dræbersnegle aflives disse enten ved, at man knuser dem eller ved at hælde rigelige mængder kogende vand over. Æggene kan efterfølgende pakkes i en tætsluttende pose og smides i skraldespanden.

Æggene lægges typisk på fugtige og skyggefulde steder, f.eks. under bunddækkeplanter, ved gamle træstubbe, i kompost og under gamle brædder, sten og fliser.

Det er vigtigt, at det kun er dræbersneglens æg, der bekæmpes. Bestemmelsesnøglen til snegleæg kan hjælpe dig med at finde ud af, om det er æg af dræbersnegle, du har fundet. Bestemmelsesnøglen gælder æg af snegle, som kan træffes i haver, parker og lignende steder. Nøglen er udrbejdet af Sussie Pagh og Frank Jensen, Naturhistorisk Museum, Århus for Naturstyrelsen og Det Danske Haveselskab.

Ved hvert punkt i nøglen gives en kort beskrivelse, som leder videre til et andet punkt med yderligere karakteristika, som igen leder videre, indtil man til sidst ender ved et, evt. flere mulige slægts- eller artsnavne. Her vil der være en nøjere beskrivelse, som forhåbentlig passer på de æg, man står med. Nøglen er forenklet og gjort forståelig for lægfolk.

Hvis du vil vide mere

Biologi

undefined

Biologi er et meget omfattende begreb og vi har derfor valgt at lave en opdeling i tre underemner. Den første kategori handler om sneglens økologiske rolle: hvordan indgår sneglen i økosystemet og hvilken betydning har den i det. Den anden kategori beskæftiger med flere generelle aspekter omkring denne snegl. Her kan du læse om udseende (hvorfra man kan komme ind på både anatomi og systematik), levesteder, naturlige fjender, fødevalg og sneglens lidt særprægede måde at spise på. Den sidste kategori omhandler sneglens livscyklus og reproduktion.

Her kan du bl.a. finde noget om, hvad der sker med sneglene om vinteren og hvor mange unger de får

Økologisk rolle

Snegle er generelt nyttedyr, der har en vigtig rolle i nedbrydningen og omsætningen af dødt organisk materiale fra både planter og dyr.

Sneglene er vigtige fordi de findeler materialet, så det bliver tilgængeligt for bakterier og svampe, der står for den videre nedbrydning. Ved denne nedbrydning frigives næringsstoffer, som nitrogen og fosfor, som derefter kan optages af planterne. Således sluttes et naturligt kredsløb af næringsstofferne.

Sneglene har endnu en vigtig funktion, idet de er med til at flytte rundt på findelte rester af døde dyr og planter samt rester og affald fra levende organismer, der ligger i jorden. Dette har en direkte betydning for udviklingen af jordstrukturen, der igen har betydning for jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer, samt levevilkårene for jordlevende organismer.

Foruden at have en rolle som nedbryder af organisk stof er sneglene også føde for andre dyr som f.eks. padder og pindsvin.

Iberisk skovsnegl. Tegning: Anne Nicolaisen

 

Anatomi

Sneglenes anatomi er lidt speciel da, der i løbet af sneglens udviklingshistorie er sket en drejning af indvoldssækken som indeholder de indre organer. Dermed er både kønsåbningen samt tarm- og urinrørets åbning blevet flyttet fremefter, så de udmunder på den forreste højre del af kroppen.

Vi viser her tegninger af både den ydre og indre anatomi, så man kan få et indtryk af, hvordan det ser ud.

Ydre anatomi

Iberisk skovsnegl. Tegner at Anne Nicolaisen


Indre anatomi

Iberisk skovsnegl. Tegner at Anne Nicolaisen

Vejrtrækning

Under kappen findes et hulrum, der fungerer som sneglens lunge. Loftet af dette hulrum er rigt forsynet med blodkar og der sker en udveksling af ilt og kuldioxid mellem disse blodkar og det luftfyldte hulrum. Luften føres ind og ud af hulrummet gennem åndehullet, der sidder på højre side af dyret. Herudover kan sneglene optage ilt gennem huden.

Fordøjelse

Enzymer fra spytkirtlerne og fordøjelseskirtlerne sørger for nedbrydningen af føden. Celler i fordøjelseskirtlerne udskiller enzymer som løber frem til den store forreste del af maven, hvor de tager del i nedbrydningen. En del af næringsstofferne optages af celler i denne del af maven. Noget af den findelte føde føres dog også ind i selve fordøjelseskirtlerne, hvor specielle fordøjelsesceller optager føden og fordøjer den. Større fødepartikler samt ufordøjelige rester ender som fæces.

Kønsorganer

Sneglene er hermafroditter altså tvekønnede. De har ét kønsorgan, en såkaldt ovotestis, der producerer både æg og sædceller. Fra ovotestis føres æg og sædceller først gennem en fælles gang, der så splitter op i egentlige æg-og sædledere. Æggehvidekirtlen udmunder der, hvor den fælles gang deler sig i ægge- og sædleder, og sørger for at omgive æggene med æggehvide, der fungerer som næring for fosteret under udviklingen. Æggelederens nedre del er forstørret og indeholder en såkaldt ligula, der er et seksuelt stimuleringsorgan. 

Også sædlederens nederste del er forstørret, og danner epifallus. I epifallus dannes spermatoforen, den hindeagtige sæk, hvori sædcellerne overføres til partneren under parringen. Æggelederen, epifallus og gangen fra sædgemmet åbner sig alle tre ind i atriet, eller forkammeret, der ligger lige inden for kønsåbningen.

Krydsning

Der er fundet eksempler på, at dræbersnegle og de hjemmehørende sorte skovsnegle har parret sig og fået fertilt afkom. Vi ved endnu ikke hvordan afkommet af disse krydsninger vil klare sig i naturen. Den umiddelbart største bekymring kan være, hvorvidt dette kan betyde, at der sker en genetisk opblanding, så den hjemmehørende sorte skovsnegl forsvinder som en ren art taget i betragtning af, at dræbersneglen antalsmæssigt helt overgår den sorte skovsnegl.

Der er ligeledes fundet individer, der ud fra opbygningen af deres kønsorganer, må karakteriseres som krydsninger mellem dræbersnegle og røde skovsnegle. Da de røde skovsnegle ikke er hjemmehørende i Danmark, vækker det ikke bekymringer i lighed med krydsningerne mellem sorte skovsnegle og dræbersnegle.

Systematik

Placeringen af Iberisk Skovsnegl i det biologiske klassifikationssystem:

Rige : Animalia (Dyr)
Række : Mollusca (Bløddyr)
Klasse : Gastropoda (Snegle)
Underklasse : Pulmonata (Lungesnegle)
Orden : Stylommatophora (Landlungesnegle)
Underorden : Sigmurethra
Familie : Arionidae (Snegle uden ”køl”)
Underfamilie : Arioninae
Slægt : Arion
Art : Lusitanicus

Videnskabeligt artsnavn: Arion lusitanicus Mabille 1868
(Mabille 1868 tilføjes fordi arten første gang blev beskrevet af Mabille i 1868)

Navnet Lusitanicus hentyder til det område, Lusitania, hvor arten menes at stamme fra. Lusitania var en romersk provins, der dækkede et område svarende nogenlunde til det nuværende Portugal og vestlige Spanien.

Dræbersneglen betragtes af mange som den iberiske skovsnegl ( Arion lusitanicus ). Men nyere forskning har skabt usikkerhed omkring, hvilken art dræbersneglen egentlig er og hvor den oprindeligt stammer fra. Dette skyldes, at portugisiske eksemplarer af Arion lusitanicus synes at afvige i deres indre morfologi fra eksemplarer fra Central- og Vesteuropa. En forklaring på den afvigende morfologi kan være, at populationerne er geografisk adskilt og herved er der efterhånden opstået en differentiering. Navnet Arion vulgaris Moquin-Tandon, 1855, er blevet foreslået. Der er endnu ikke foretaget dybdegående DNA-undersøgelser af dræbersneglen der kan afsløre dens sande oprindelse og artsnavn, så indtil andet er bevist fastholdes betegnelsen Arion lusitanicus .

De store skovsnegle – tre arter eller kun en?

Der er for tiden debat om artsopdelingen inden for slægten Arion . Ifølge artsbegrebet som det er i dag, består en art ikke bare af individer, der er i stand til at parre sig og få fertilt afkom, de skal rent faktisk også gøre det. Da de tre arter, Rød Skovsnegl ( Arion rufus ), Sort Skovsnegl ( Arion ater ) og Iberisk Skovsnegl ( Arion lusitanicus ), oprindeligt har været spredt rent geografisk, har der ikke været mulighed for, at de parrede sig og det har derfor været rimeligt at opdele dem i tre forskellige arter. Efter introduktion af både Røde og Iberiske Skovsnegle, er der nu skabt mulighed for, at arterne kan krydse sig med hinanden, og tilsyneladende gør de det også. Det kan derfor diskuteres om en fortsat opdeling af de tre arter er relevant.

Forskere fra Århus Universitet er ved at undersøge genetiske forskelle mellem Røde, Sorte og Iberiske Skovsnegle, og foreløbig tyder deres resultater på, at der rent genetisk ikke er belæg for at opdele de tre arter. Hidtil har forskelle i kønsorganernes opbygning været den karakter man har adskilt de tre arter på, men betydningen af denne er nu til diskussion.

Ender man med at klassificere de nuværende tre arter som en, vil man formentlig stadig bibeholde en underopdeling af dem, fx i form af underarter, racer eller farvevarianter.

Det er vigtigt at huske på, at der stadig er forskelle på de tre snegle bl.a. fordi de er tilpasset forskellige forhold, og at det kun er dræbersneglene, der udgør et problem. Det er derfor stadig kun dem, der skal bekæmpes.

Levevilkår

Levesteder i Danmark

Som andre sneglearter uden hus foretrækker den dræbersnegle fugtige områder som løvskove, enge, parker og haver. I Danmark og Sverige er sneglen hovedsagligt udbredt i haver og parker. Bunker af haveaffald eller åbne kompostbunker er ideelle levesteder for sneglene. De udgør et godt, fugtigt tilholdssted om dagen, er en rig fødekilde og fungerer også godt som både æglægningsplads og overvintringssted.  Svenske forskere har undersøgt sneglens udbredelse og fandt, at kulturlandskaber udgjorde 99% af dens levesteder mens skove kun udgjorde 1%. I Sverige har man set tilfælde af masseforekomster og store ødelæggelser i løvskove. Hvorvidt dette vil ske i Danmark vides ikke, men der har været observeret snegle i en skov på Bornholm, uden at dette tilsyneladende har givet nogen problemer. Erfaringer fra f.eks. Østrig viser, at dræbersnegle også kan blive et problem i landbruget. Fra Tyskland er der dog informationer om, at sneglene kun forårsager ødelæggelser i de yderste 1-5 m af markerne og kun i tilfælde, hvor markerne støder op til egnede levesteder.

Naturlige fjender

Dræbersnegle har ikke mange naturlige fjender i Danmark. Sneglen er ikke giftig, men den er muligvis mere sej end andre lignende sneglearter, og derudover producerer den meget slim. Disse forhold gør, at den formentlig ikke er så tillokkende at spise for de fleste dyr. Blandt de større dyr er pindsvin og grævling i stand til at tage dræbersnegle. Tudser, frøer og firben kan spise især de små snegle, som formodentlig også tages af igler, spidsmus, drosler, stære, råger og måger. Svenske undersøgelser har vist, at en del fugle fravælger dræbersnegle, men hvorfor vides ikke præcist. Løbebiller kan spise snegleæg samt helt små snegle, og rovsneglene Kælderglanssnegl og Stor Glanssnegl er i Sverige blevet observeret spise æg af dræbersnegle. Kannibalisme kan forekomme, men det vil typisk gå ud over døde eller svækkede individer.

Føde

Dræbersnegle er stort set altædende. De spiser især bløde plantedele, men også ådsler og ekskrementer. Lugtesansen er den bedst udviklede af sanserne, og det er denne, der bruges til at lokalisere føden. Sneglene tiltrækkes ofte af stærkt lugtende materialer, så som krydderurter, tagetes og rådnede plantemateriale. Der er forskellig opfattelse af, hvad der er sneglens favoritføde. Der er muligvis individuelle forskelle, men sandsynligvis er det, det fødeemne, der på et givent sted og tidspunkt er mest næringsrigt, velsmagende eller lettest tilgængeligt, der bliver valgt. Undersøgelser fra Østrig tyder på, at tagetes og hovedsalat kan øge sneglenes appetit således, at de fortærer større mængder af andre tilgængelige planter. Derimod er der intet, der tyder på, at man ved at dyrke bestemte planter kan holde sneglene væk. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sneglen skal have noget at spise for at overleve, så hvis udbuddet af fødeemner er begrænset, bliver det disse, der bliver spist, uanset de under andre forhold muligvis ikke ville blive valgt.

En speciel måde at spise på

Føden indtages ved hjælp af raspetungen som nærmest kradser fødeemnet op og ind i munden. Raspetungen, eller radula som den hedder i fagsprog, består af en membran, hvorpå tætsiddende tværrækker af hårde, spidse tænder, dannet af protein og kitin, er placeret. Membranen med tænderne kan ved hjælp af muskler glide frem og tilbage over et bruskagtigt støtteskelet. Dette skelet kan skydes frem og lidt ud af munden, og når membranen så trækkes tilbage henover det fremstrakte bruskskelet, vil tænderne raspe materialet af underlaget og ind i munden.

Raspetungen skydes ud og rasper fødeemnet i små stykker

Livscyklus

Livscyklus hos dræbersneglen i Danmark er et-årig. Der er ingen fuldstændig faste regler mht. tidspunkter eller temperaturgrænser for de forskellige livsstadier, men derimod store individuelle forskelle, der blandt andet kan opstå på grund af det pågældende mikroklima, det sted hvor sneglens æg er lagt.

Det er muligt, at der kan optræde flere generationer om året, idet individer fra æg lagt om foråret, under gunstige forhold, formentlig kan nå at formere sig allerede i samme sæson.

Parring: Begge dyr overfører og modtager sædceller


Overvintring

Unge ikke kønsmodne individer på forskellige alderstrin søger skjul, når temperaturen bliver 2-5 C. De overvintrer i hulrum i jorden helt ned til 10 cm’s dybde, samt i kompost- og affaldsbunker. Her er de beskyttede mod kulden. Sneglene kan overleve temperaturer ned til -5 C. I løbet af vinteren indtager sneglene kun nok føde til at holde sig i live, og deres udvikling går derfor i stå. De er i stand til at komme frem og søge føde ved temperaturer over 4-5 C. Når de kommer frem om foråret øges fødeindtaget og udviklingen til kønsmodne individer fortsætter.

En dansk undersøgelse viser, at æg og snegleunger er kuldefølsomme, og at klækningsprocenten og overlevelsen er betydeligt nedsat, hvis æg og snegleunger udsættes for frost. Svenske forskere mener ikke det er muligt for æggene at overvintre i Sverige, men det skulle være muligt andre steder i Europa.

Lange, sammenhængende perioder med frost og uden snedække kan tage livet af en del snegle, idet frosten går dybere i jorden, men der vil være tilstrækkeligt mange tilbage til, at gunstige betingelser i løbet af forår og sommer vil kunne give en opblomstring af populationen. Samtidig vil der ske en udvælgelse blandt dyrene, så de mest kulderesistente, og de der har formået at grave sig langt nok ned i jorden, overlever. Disse egenskaber kan muligvis nedarves til efterfølgende generationer, hvorved der kan opstå bestande af snegle, der er bedre tilpasset til at klare vinterkulden. I tilfælde af snedække vil dette virke isolerende så frosten ikke trænger så langt ned i jorden, og flere snegle vil have mulighed for at klare sig gennem vinteren. I alle tilfælde vil kulde og frost ikke kunne udrydde sneglen.

Frem af vinterskjulet

I løbet af marts til maj kravler sneglene frem fra deres vinteropholdssteder. Præcis hvornår de kommer frem afhænger af temperaturen. Den skal op på 5-10° C før de begynder at være aktive. Da nogle af sneglene overvintrer som næsten kønsmodne, kan forplantning og æglægning påbegynde kort tid efter, de er kommet frem.

Forplantning - Snegle er hermafroditter

Da dræbersnegle, ligesom alle andre landlevende lungesnegle er hermafroditter, dvs. tvekønnede, og derfor har både hanlige og hunlige kønsorganer, kan alle individer lægge æg. Dette sker normalt efter gensidig befrugtning, hvor to snegle overfører sædceller til hinanden. Herved sker der en blanding af deres arveanlæg. Dette giver en stor variation af forskellige kombinationer af arveanlæg i bestanden, hvilket kan være en fordel for bestandens overlevelse under omskiftelige forhold. Med andre ord: der vil næsten altid være nogle individer, der har en sammensætning af arveanlæg, der gør dem i stand til at klare de forhåndenværende omstændigheder. Sædcellerne overføres i en hindeagtig sæk, en såkaldt spermatofor. Da sneglene er hermafroditter kan der være mulighed for selvbefrugtning, men intet tyder på, at det er noget der normalt forekommer. Kønsåbningen sidder på højre side af hovedet lige bagved og under den lange tentakel og foran åndehullet.


Æglægning, klækning og udvikling til kønsmodent individ.

Hver snegl kan lægge op til 400 æg i løbet af en sæson (læs mere under Antal afkom). Æggene lægges normalt i klumper på 20-30 stk. men der er fundet eksempler på ægsamlinger på op til 124 æg. Æggene lægges over flere måneder, så længe temperaturen er over 5 C. Æggene lægges i fordybninger i jorden, gravet ned i hulrum i jorden, i forladte musegange, i løs jord under græsdække, under blade, mos og affaldsbunker samt i kompostbunker. Æggene er kuglerunde, ca. 4 mm i diameter, til at begynde med ofte glasklare, men efter et par dage mælkehvide.  Til tider er æggene allerede mælkehvide ved lægningen. Æggene klækkes efter 3½-5 uger afhængigt af temperaturen. De nyklækkede unger er ca. 1 cm lange. For de æg, der klækkes i løbet af foråret og sommeren går der ca. 4-5 uger fra klækningen til de unge snegle er blevet kønsmodne. Under meget gunstige forhold med regn og fugtigt vejr i længere perioder, samt en rigelig tilgang til føde kan udviklingen formodentlig gå endnu hurtigere.

 

Antal afkom

Som nævnt kan hver enkel snegl lægge op til 400 æg på en sæson. Dette er i mange tilfælde blevet direkte oversat til, at hver enkelt snegl kunne blive til 400 nye snegle. Dette vil dog meget sjældent være tilfældet, idet dødeligheden blandt æg og unger er høj. Specielt længerevarende tørke kan tynde kraftigt ud i antallet af æg og unger, hvorimod de voksne dyr ofte vil kunne klare sig ved at grave sig ned i jorden eller gemme sig under genstande, der ligger på jorden og som kan holde på fugten.

Hvis man antager, at dødeligheden på ægstadiet er på 75% vil hver snegl producere 100 levedygtige unger. Dette skulle betyde, at en snegl skulle kunne blive til 1 million dyr (100×100×100) i løbet af tre år. Så hurtig en vækst ser vi dog ikke og derfor må dødeligheden ofte være betydeligt højere. Det må derfor igen understreges, at selvom dræbersnegle har en høj formeringskapacitet, så har det meget omtalte skrækscenario, at hvert individ kan blive til 400 nye, ikke nogen reel biologisk basis. At hvert individ imidlertid kan give ophav til mange nye snegle er der dog ikke tvivl om.

Efterår

Fra midten af oktober dør de voksne snegle, der i løbet af sommeren og efteråret har forplantet sig. Dette kan ske forholdsvis pludseligt. Hvornår sneglene dør er dog formentlig temperaturafhængigt, da der i det meget milde efterår i 2006 stadig blevet observeret mange snegle helt hen i slutningen af november. Unge endnu ikke kønsmodne individer graver sig ned i jorden eller finder skjul i affalds- eller kompostbunker hvor de overvintrer.