Aktuel status på aktivstoffer

På denne side får du et overblik over EU's arbejde med at vurdere og godkende aktivstoffer.

Godkendte aktivstoffer og ansøgningsfrister for produkter
Hos det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) finder du en oversigt over de aktivstoffer, som EU har vurderet og optaget på listen over godkendte aktivstoffer.

Godkendte produkter
Hos det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) finder du en oversigt over godkendte produkter.

EU's revurderingsprogram
Biocidmidler må ikke gøres tilgængelige på markedet eller anvendes, medmindre aktivstofferne er med i revurderingsprogrammet. Læs mere om revurderingsprogrammet på EU-kommissionens hjemmeside.

Liste over ikke-godkendte aktivstoffer
Aktivstoffer som enten er blevet trukket ud af revurderingsprogrammet af ansøgeren eller hvor ansøger ikke har indleveret et tilfredsstillende datadossier får en såkaldt ikke-godkendelse. Listen skal søges frem via hjemmesiden. 

EU’s prioriteringsliste for vurdering af aktivstoffer frem til 2025 

EU følger en prioriteringsliste frem mod udgangen af 2024 i behandlingen af biocidaktivstoffer. Du kan se listen over produkttyper her.

Liste over godkendte leverandører af aktivstoffer
Et biocidholdigt produkt kun markedsføres i EU, hvis det indeholder biocidaktivstoffer fra ECHAs liste over godkendte aktivstofleverandører.


Fakta om arbejdet med at vurdere aktivstoffer

  • 415: Det antal dossierer over eksisterende aktivstoffer og produkttypekombinationer, som EU ultimo 2021 mangler at vurdere. Et aktivstof kan godt optræde i flere dossierer alt efter hvilken anvendelse (produkttype), den skal godkendes til.
  • 2025: Det år, som EU forventer at være færdig med vurderingen af aktivstofferne og produkttypekombinationer.

Sådan foregår godkendelsen af aktivstoffer

Biocidlovgivningen består af to godkendelsesprogrammer. I det første vurderes alle aktivstoffer af EU. I det andet skal biocidholdige produkter godkendes i de enkelte medlemslande eller som en EU godkendelse. Først når et aktivstof er godkendt til en eller flere produkttyper, kan den egentlige godkendelsesproces af produktet gå i gang i det land, hvor man vil markedsføre sit produkt.

  • Trin 1: EU godkender aktivstofferne.
  • Trin 2: Miljøstyrelsen, det europæiske kemikalieagentur (ECHA) eller et andet EU-land godkender produktet, som aktivstofferne indgår i.

Kun godkendte aktivstoffer og aktivstoffer, der indgår i EU’s revurderingsprogam, må bruges i biocidholdige produkter. Den seneste liste over aktivstoffer i revurderingsprogrammet findes i den nye revurderingsforordning (EU Nr. 1062/2014).

Sådan vurderer EU aktivstofferne

EU, bestående af de relevante myndigheder fra de 28 medlemslande, vurderer i disse år en række aktivstoffer og beslutter, hvilke der fremover må anvendes for en given produkttype.

Aktivstoffer, som er godkendt, kan findes i ECHAs database . Det fremgår blandt andet, inden for hvilke produkttyper det pågældende aktivstof må bruges. Aktivstoffer, som ikke længere er tilladt, opføres på en ”negativliste” (”non-inclusion list”).

Kun aktivstoffer, der er godkendt eller under revurdering, må bruges i biocidholdige produkter. Aktivstoffet skal selvfølgelig være godkendt i den aktuelle produkttype (ofte forkortet til PT).

Aktivstofferne vurderes i de PT, der er ansøgt, og EU træffer afgørelse om godkendelse eller afvisning for hver enkelt ansøgt PT. For eksempel må et aktivstof, der kun er godkendt til bundmaling, ikke bruges til andre formål.

Overgangsbestemmelser - Hvad sker der indtil aktivstofferne er vurderet?

Biocidforordningen bestemmer, at alle biocidholdige produkter som udgangspunkt skal godkendes efter forordningen, før de må importeres, sælges eller anvendes.

I en overgangsperiode, indtil EU har vurderet alle aktivstoffer, gælder der dog en overgangsordning:

Hvis aktivstoffet er omfattet af revurderingsforordningen fra 2014, må biocidholdige produkter markedsføres i de produkttyper, hvor aktivstoffet vurderes. Produktet skal overholde de nationale regler, som var gældende for biocidholdige produkter, da biociddirektivet trådte i kraft i 2000. 

Når EU har godkendt aktivstofferne i et produkt, skal produktet godkendes efter biocidforordningen. Hvis ansøgning om godkendelse af produktet indgives i tide, kan produktet blive på markedet (og skal overholde de nationale regler), mens ansøgningen om godkendelse efter forordningen bliver behandlet. Det fremgår af den enkelte forordning, der godkender et aktivstof, hvornår en ansøgning om godkendelse af et produkt skal være indgivet. Det er normalt ca. to år efter at godkendelsen af aktivstoffet er blevet offentliggjort.

I Danmark betyder de nationale regler, at det biocidholdige produkt skal være anmeldt til Produktregistret, der administreres af Arbejdstilsynet.

I Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen 18. juni 2021 §53 fremgår det ”Den, der er ansvarlig for salg i Danmark af et biocidholdigt produkt, der indeholder et aktivstof under revurdering, jf. biocidforordningens artikel 89, men hvor aktivstof og produkt ikke er godkendelsespligtigt efter § 68, skal foretage registrering i Arbejdstilsynets og Miljøstyrelsens register for stoffer og materialer (Produktregisteret)”. ” Hvis produktet som følge af anden lovgivning er anmeldelsespligtigt til Produktregistret og anmeldes herefter, er underretning efter stk. 1 ikke nødvendig.

Anmeldelsen sker igennem Arbejdstilsynets database.

Læs mere på siden ”Anmeldelsespligt til Produktregistret

En række produkter skal dog også være godkendt af Miljøstyrelsen, inden de må markedsføres. Det gælder for eksempel insektmidler, produkter til bekæmpelse af skadedyr og algebekæmpelsesmidler.

Læs mere om overgangsordningen.

Kontakt

Miljøstyrelsens biocidhelpdesk

Er din biocidleverandør på Artikel 95-listen?