Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Forberedelse af affald til genbrug

Der er tale om forberedelse eller klargøring af affald til genbrug, når produkter/genstande med nogle få og enkle handlinger, som f.eks. kontrol af funktionen, rengøring, reparation eller istandsættelse, kan bruges igen. Miljømæssigt er det typisk en bedre løsning end genanvendelse, hvor man først nedbryder produkterne for at kunne bruge materialerne fra dem.

Typiske eksempler på klargøring til genbrug

  • Rensning af mursten fra nedrevne bygninger
  • Regummiering af dæk
  • Rengøring af flasker
  • Udskiftning af enkeltkomponenter i elektronik, så det virker igen

Hvordan finder jeg ud af, om min virksomheds affald kan gøres klar til genbrug

Du skal først vurdere om affaldet/genstanden kan bruges af andre, hvis det/den bliver gjort rent eller repareret. Måske kan du selv forestå klargøringen til genbrug, hvorefter du kan sælge/bortgive genstandene. Hvis det ikke er en mulighed, skal du søge en indsamler eller behandler i affaldsregistret, som kan hjælpe dig. Man kan også i nogle tilfælde - mod betaling - anvende den kommunale genbrugsplads. For nærmere oplysninger om reglerne for brug af genbrugspladser kan Energistyrelsen eller din kommune kontaktes.

Gå til affaldsregistret  

Få den miljømæssigt bedste løsning til din virksomhed

Den miljømæssigt bedste løsning får du som udgangspunkt, når du vælger en indsamler eller affaldsbehandler, som vil håndtere dit affald på de øverste trin i affaldshierarkiet. Alle indsamlervirksomheder og genanvendelsesanlæg i affaldsregistret må overtage ansvaret for dit affald, men du kan spørge dem, på hvilket trin i affaldshierarkiet de behandler affaldet, og vælge den bedste løsning.

Hvad er direkte genbrug?

Der skelnes mellem forberedelse til genbrug og direkte genbrug.

Der er tale om direkte genbrug, når produkter sælges og gives videre uden først at have været indsamlet som affald. Produkter til direkte genbrug må håndteres af alle, mens affald der skal gøres klar til genbrug, skal håndteres af virksomheden selv eller af en indsamler/affaldsbehandler.

Overtager du ansvaret for behandling af andres affald?

Læs mere om uddannelsen og krav til din indsamlingsvirksomhed

Tilbage til affaldshierarkiet

§§§ i affaldsbekendtgørelsen

§ 3, nr. 24: Forberedelse med henblik på genbrug: Enhver nyttiggørelsesoperation i form af kontrol, rengøring eller reparation, hvor produkter eller produktkomponenter, der er blevet til affald, forberedes, således at de kan genbruges uden anden forbehandling.