Global 2020 biodiversitetsmålsætning
Biodiversitetskonventionen er et af de vigtige instrumenter til at beskytte de vilde dyr og planter og deres levesteder.
Et vigtigt internationalt afsæt for naturbeskyttelse er vedtagelsen af Biodiversitetskonventionen på Rio topmødet fra 1992. Sammen med to andre miljøkonventioner, klimakonventionen og konventionen om ørkenspredning, markerede Biodiversitetskonventionen et skift, og naturen og dens mangfoldighed af arter var pludselig øverst på den globale dagsorden. Forløberen var FN’s rapport om bæredygtig udvikling – den såkaldte Brundtland rapport fra 1987.
Biodiversitetskonventionens tre ben er bevarelse af den biologiske mangfoldighed på gen, arts- og økosystemniveau, bæredygtig udnyttelse af resurserne og ligelig udbyttedeling ved udnyttelsen af de genetiske resurser. Konventionen fungerer som en overordnet rammekonvention, der udstikker forpligtende retningslinjer til medlemslandene. Senest er der i forbindelse med konventionens tiende partskonference i Nagoya i Japan vedtaget en protokol om udbyttedeling af udnyttelsen af resurserne, en strategisk plan for at standse tab af natur inden 2020 og en strategi for mobilisering af midler til den nødvendige indsats. Et vigtigt intrument for Konventionen er de såkaldte arbejdprogrammer. Der er 7 tematiske arbejdsprogrammer, der dækker større biologiske enheder som fx skovens eller agerlandets biodiversitet. Hertil kommer 19 tværgående arbejdsprogrammer, der dækker emner som fx beskyttede områder eller bæredygtig udnyttelse af biodiversiteteten.
Der eksisterer en række andre regulerende aftaler på naturområdet herunder konventionen om vådområder (Ramsar), konventionen om trækkende arter (Bonn) og konventionen om handel med truede dyrearter (Washington), der har det fælles mål at sikre bæredygtig udnyttelse af naturen og dens arter.
Udover stats- og regeringsledernes erklæringer i EU og FN sættes der fokus på bevarelsen af naturens mangfoldighed i en række internationale initiativer.
Links