Iberisk skovsnegl

Biologi

Biologi er et meget omfattende begreb og vi har derfor valgt at lave en opdeling i tre underemner. Den første kategori handler om sneglens økologiske rolle: hvordan indgår sneglen i økosystemet og hvilken betydning har den i det. Den anden kategori beskæftiger med flere generelle aspekter omkring denne snegl. Her kan du læse om udseende (hvorfra man kan komme ind på både anatomi og systematik), levesteder, naturlige fjender, fødevalg og sneglens lidt særprægede måde at spise på. Den sidste kategori omhandler sneglens livscyklus og reproduktion.

Her kan du bl.a. finde noget om, hvad der sker med sneglene om vinteren og hvor mange unger de får

Økologisk rolle

Snegle er generelt nyttedyr, der har en vigtig rolle i nedbrydningen og omsætningen af dødt organisk materiale fra både planter og dyr.

Sneglene er vigtige fordi de findeler materialet, så det bliver tilgængeligt for bakterier og svampe, der står for den videre nedbrydning. Ved denne nedbrydning frigives næringsstoffer, som nitrogen og fosfor, som derefter kan optages af planterne. Således sluttes et naturligt kredsløb af næringsstofferne.

Sneglene har endnu en vigtig funktion, idet de er med til at flytte rundt på findelte rester af døde dyr og planter samt rester og affald fra levende organismer, der ligger i jorden. Dette har en direkte betydning for udviklingen af jordstrukturen, der igen har betydning for jordens evne til at holde på vand og næringsstoffer, samt levevilkårene for jordlevende organismer.

Foruden at have en rolle som nedbryder af organisk stof er sneglene også føde for andre dyr som f.eks. padder og pindsvin.

Anatomi

Sneglenes anatomi er lidt speciel da, der i løbet af sneglens udviklingshistorie er sket en drejning af indvoldssækken som indeholder de indre organer. Dermed er både kønsåbningen samt tarm- og urinrørets åbning blevet flyttet fremefter, så de udmunder på den forreste højre del af kroppen.

Vi viser her tegninger af både den ydre og indre anatomi, så man kan få et indtryk af, hvordan det ser ud.

Ydre anatomi

Indre anatomi

Vejrtrækning

Under kappen findes et hulrum, der fungerer som sneglens lunge. Loftet af dette hulrum er rigt forsynet med blodkar og der sker en udveksling af ilt og kuldioxid mellem disse blodkar og det luftfyldte hulrum. Luften føres ind og ud af hulrummet gennem åndehullet, der sidder på højre side af dyret. Herudover kan sneglene optage ilt gennem huden.

Fordøjelse

Enzymer fra spytkirtlerne og fordøjelseskirtlerne sørger for nedbrydningen af føden. Celler i fordøjelseskirtlerne udskiller enzymer som løber frem til den store forreste del af maven, hvor de tager del i nedbrydningen. En del af næringsstofferne optages af celler i denne del af maven. Noget af den findelte føde føres dog også ind i selve fordøjelseskirtlerne, hvor specielle fordøjelsesceller optager føden og fordøjer den. Større fødepartikler samt ufordøjelige rester ender som fæces.

Kønsorganer

Sneglene er hermafroditter altså tvekønnede. De har ét kønsorgan, en såkaldt ovotestis, der producerer både æg og sædceller. Fra ovotestis føres æg og sædceller først gennem en fælles gang, der så splitter op i egentlige æg-og sædledere. Æggehvidekirtlen udmunder der, hvor den fælles gang deler sig i ægge- og sædleder, og sørger for at omgive æggene med æggehvide, der fungerer som næring for fosteret under udviklingen. Æggelederens nedre del er forstørret og indeholder en såkaldt ligula, der er et seksuelt stimuleringsorgan. 

Også sædlederens nederste del er forstørret, og danner epifallus. I epifallus dannes spermatoforen, den hindeagtige sæk, hvori sædcellerne overføres til partneren under parringen. Æggelederen, epifallus og gangen fra sædgemmet åbner sig alle tre ind i atriet, eller forkammeret, der ligger lige inden for kønsåbningen.

Krydsning

Der er fundet eksempler på, at dræbersnegle og de hjemmehørende sorte skovsnegle har parret sig og fået fertilt afkom. Vi ved endnu ikke hvordan afkommet af disse krydsninger vil klare sig i naturen. Den umiddelbart største bekymring kan være, hvorvidt dette kan betyde, at der sker en genetisk opblanding, så den hjemmehørende sorte skovsnegl forsvinder som en ren art taget i betragtning af, at dræbersneglen antalsmæssigt helt overgår den sorte skovsnegl.

Der er ligeledes fundet individer, der ud fra opbygningen af deres kønsorganer, må karakteriseres som krydsninger mellem dræbersnegle og røde skovsnegle. Da de røde skovsnegle ikke er hjemmehørende i Danmark, vækker det ikke bekymringer i lighed med krydsningerne mellem sorte skovsnegle og dræbersnegle.

De store skovsnegle – tre arter eller kun en?

Der er for tiden debat om artsopdelingen inden for slægten Arion . Ifølge artsbegrebet som det er i dag, består en art ikke bare af individer, der er i stand til at parre sig og få fertilt afkom, de skal rent faktisk også gøre det. Da de tre arter, Rød Skovsnegl ( Arion rufus ), Sort Skovsnegl ( Arion ater ) og Iberisk Skovsnegl ( Arion lusitanicus ), oprindeligt har været spredt rent geografisk, har der ikke været mulighed for, at de parrede sig og det har derfor været rimeligt at opdele dem i tre forskellige arter. Efter introduktion af både Røde og Iberiske Skovsnegle, er der nu skabt mulighed for, at arterne kan krydse sig med hinanden, og tilsyneladende gør de det også. Det kan derfor diskuteres om en fortsat opdeling af de tre arter er relevant.

Forskere fra Århus Universitet er ved at undersøge genetiske forskelle mellem Røde, Sorte og Iberiske Skovsnegle, og foreløbig tyder deres resultater på, at der rent genetisk ikke er belæg for at opdele de tre arter. Hidtil har forskelle i kønsorganernes opbygning været den karakter man har adskilt de tre arter på, men betydningen af denne er nu til diskussion.

Ender man med at klassificere de nuværende tre arter som en, vil man formentlig stadig bibeholde en underopdeling af dem, fx i form af underarter, racer eller farvevarianter.

Det er vigtigt at huske på, at der stadig er forskelle på de tre snegle bl.a. fordi de er tilpasset forskellige forhold, og at det kun er dræbersneglene, der udgør et problem. Det er derfor stadig kun dem, der skal bekæmpes.

Levevilkår

Levesteder i Danmark

Som andre sneglearter uden hus foretrækker den dræbersnegle fugtige områder som løvskove, enge, parker og haver. I Danmark og Sverige er sneglen hovedsagligt udbredt i haver og parker. Bunker af haveaffald eller åbne kompostbunker er ideelle levesteder for sneglene. De udgør et godt, fugtigt tilholdssted om dagen, er en rig fødekilde og fungerer også godt som både æglægningsplads og overvintringssted.  Svenske forskere har undersøgt sneglens udbredelse og fandt, at kulturlandskaber udgjorde 99% af dens levesteder mens skove kun udgjorde 1%. I Sverige har man set tilfælde af masseforekomster og store ødelæggelser i løvskove. Hvorvidt dette vil ske i Danmark vides ikke, men der har været observeret snegle i en skov på Bornholm, uden at dette tilsyneladende har givet nogen problemer. Erfaringer fra f.eks. Østrig viser, at dræbersnegle også kan blive et problem i landbruget. Fra Tyskland er der dog informationer om, at sneglene kun forårsager ødelæggelser i de yderste 1-5 m af markerne og kun i tilfælde, hvor markerne støder op til egnede levesteder.

Naturlige fjender

Dræbersnegle har ikke mange naturlige fjender i Danmark. Sneglen er ikke giftig, men den er muligvis mere sej end andre lignende sneglearter, og derudover producerer den meget slim. Disse forhold gør, at den formentlig ikke er så tillokkende at spise for de fleste dyr. Blandt de større dyr er pindsvin og grævling i stand til at tage dræbersnegle. Tudser, frøer og firben kan spise især de små snegle, som formodentlig også tages af igler, spidsmus, drosler, stære, råger og måger. Svenske undersøgelser har vist, at en del fugle fravælger dræbersnegle, men hvorfor vides ikke præcist. Løbebiller kan spise snegleæg samt helt små snegle, og rovsneglene Kælderglanssnegl og Stor Glanssnegl er i Sverige blevet observeret spise æg af dræbersnegle. Kannibalisme kan forekomme, men det vil typisk gå ud over døde eller svækkede individer.

Føde

Dræbersnegle er stort set altædende. De spiser især bløde plantedele, men også ådsler og ekskrementer. Lugtesansen er den bedst udviklede af sanserne, og det er denne, der bruges til at lokalisere føden. Sneglene tiltrækkes ofte af stærkt lugtende materialer, så som krydderurter, tagetes og rådnede plantemateriale. Der er forskellig opfattelse af, hvad der er sneglens favoritføde. Der er muligvis individuelle forskelle, men sandsynligvis er det, det fødeemne, der på et givent sted og tidspunkt er mest næringsrigt, velsmagende eller lettest tilgængeligt, der bliver valgt. Undersøgelser fra Østrig tyder på, at tagetes og hovedsalat kan øge sneglenes appetit således, at de fortærer større mængder af andre tilgængelige planter. Derimod er der intet, der tyder på, at man ved at dyrke bestemte planter kan holde sneglene væk. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sneglen skal have noget at spise for at overleve, så hvis udbuddet af fødeemner er begrænset, bliver det disse, der bliver spist, uanset de under andre forhold muligvis ikke ville blive valgt.

En speciel måde at spise på

Føden indtages ved hjælp af raspetungen som nærmest kradser fødeemnet op og ind i munden. Raspetungen, eller radula som den hedder i fagsprog, består af en membran, hvorpå tætsiddende tværrækker af hårde, spidse tænder, dannet af protein og kitin, er placeret. Membranen med tænderne kan ved hjælp af muskler glide frem og tilbage over et bruskagtigt støtteskelet. Dette skelet kan skydes frem og lidt ud af munden, og når membranen så trækkes tilbage henover det fremstrakte bruskskelet, vil tænderne raspe materialet af underlaget og ind i munden.

Raspetungen skydes ud og rasper fødeemnet i små stykker

Livscyklus

Livscyklus hos dræbersneglen i Danmark er et-årig. Der er ingen fuldstændig faste regler mht. tidspunkter eller temperaturgrænser for de forskellige livsstadier, men derimod store individuelle forskelle, der blandt andet kan opstå på grund af det pågældende mikroklima, det sted hvor sneglens æg er lagt.

Det er muligt, at der kan optræde flere generationer om året, idet individer fra æg lagt om foråret, under gunstige forhold, formentlig kan nå at formere sig allerede i samme sæson.

Parring: Begge dyr overfører og modtager sædceller

Overvintring

Unge ikke kønsmodne individer på forskellige alderstrin søger skjul, når temperaturen bliver 2-5 C. De overvintrer i hulrum i jorden helt ned til 10 cm’s dybde, samt i kompost- og affaldsbunker. Her er de beskyttede mod kulden. Sneglene kan overleve temperaturer ned til -5 C. I løbet af vinteren indtager sneglene kun nok føde til at holde sig i live, og deres udvikling går derfor i stå. De er i stand til at komme frem og søge føde ved temperaturer over 4-5 C. Når de kommer frem om foråret øges fødeindtaget og udviklingen til kønsmodne individer fortsætter.

En dansk undersøgelse viser, at æg og snegleunger er kuldefølsomme, og at klækningsprocenten og overlevelsen er betydeligt nedsat, hvis æg og snegleunger udsættes for frost. Svenske forskere mener ikke det er muligt for æggene at overvintre i Sverige, men det skulle være muligt andre steder i Europa.

Lange, sammenhængende perioder med frost og uden snedække kan tage livet af en del snegle, idet frosten går dybere i jorden, men der vil være tilstrækkeligt mange tilbage til, at gunstige betingelser i løbet af forår og sommer vil kunne give en opblomstring af populationen. Samtidig vil der ske en udvælgelse blandt dyrene, så de mest kulderesistente, og de der har formået at grave sig langt nok ned i jorden, overlever. Disse egenskaber kan muligvis nedarves til efterfølgende generationer, hvorved der kan opstå bestande af snegle, der er bedre tilpasset til at klare vinterkulden. I tilfælde af snedække vil dette virke isolerende så frosten ikke trænger så langt ned i jorden, og flere snegle vil have mulighed for at klare sig gennem vinteren. I alle tilfælde vil kulde og frost ikke kunne udrydde sneglen.

Frem af vinterskjulet

I løbet af marts til maj kravler sneglene frem fra deres vinteropholdssteder. Præcis hvornår de kommer frem afhænger af temperaturen. Den skal op på 5-10° C før de begynder at være aktive. Da nogle af sneglene overvintrer som næsten kønsmodne, kan forplantning og æglægning påbegynde kort tid efter, de er kommet frem.

Forplantning - Snegle er hermafroditter

Da dræbersnegle, ligesom alle andre landlevende lungesnegle er hermafroditter, dvs. tvekønnede, og derfor har både hanlige og hunlige kønsorganer, kan alle individer lægge æg. Dette sker normalt efter gensidig befrugtning, hvor to snegle overfører sædceller til hinanden. Herved sker der en blanding af deres arveanlæg. Dette giver en stor variation af forskellige kombinationer af arveanlæg i bestanden, hvilket kan være en fordel for bestandens overlevelse under omskiftelige forhold. Med andre ord: der vil næsten altid være nogle individer, der har en sammensætning af arveanlæg, der gør dem i stand til at klare de forhåndenværende omstændigheder. Sædcellerne overføres i en hindeagtig sæk, en såkaldt spermatofor. Da sneglene er hermafroditter kan der være mulighed for selvbefrugtning, men intet tyder på, at det er noget der normalt forekommer. Kønsåbningen sidder på højre side af hovedet lige bagved og under den lange tentakel og foran åndehullet.

Æglægning, klækning og udvikling til kønsmodent individ.

Hver snegl kan lægge op til 400 æg i løbet af en sæson (læs mere under Antal afkom). Æggene lægges normalt i klumper på 20-30 stk. men der er fundet eksempler på ægsamlinger på op til 124 æg. Æggene lægges over flere måneder, så længe temperaturen er over 5 C. Æggene lægges i fordybninger i jorden, gravet ned i hulrum i jorden, i forladte musegange, i løs jord under græsdække, under blade, mos og affaldsbunker samt i kompostbunker. Æggene er kuglerunde, ca. 4 mm i diameter, til at begynde med ofte glasklare, men efter et par dage mælkehvide.  Til tider er æggene allerede mælkehvide ved lægningen. Æggene klækkes efter 3½-5 uger afhængigt af temperaturen. De nyklækkede unger er ca. 1 cm lange. For de æg, der klækkes i løbet af foråret og sommeren går der ca. 4-5 uger fra klækningen til de unge snegle er blevet kønsmodne. Under meget gunstige forhold med regn og fugtigt vejr i længere perioder, samt en rigelig tilgang til føde kan udviklingen formodentlig gå endnu hurtigere.

Antal afkom

Som nævnt kan hver enkel snegl lægge op til 400 æg på en sæson. Dette er i mange tilfælde blevet direkte oversat til, at hver enkelt snegl kunne blive til 400 nye snegle. Dette vil dog meget sjældent være tilfældet, idet dødeligheden blandt æg og unger er høj. Specielt længerevarende tørke kan tynde kraftigt ud i antallet af æg og unger, hvorimod de voksne dyr ofte vil kunne klare sig ved at grave sig ned i jorden eller gemme sig under genstande, der ligger på jorden og som kan holde på fugten.

Hvis man antager, at dødeligheden på ægstadiet er på 75% vil hver snegl producere 100 levedygtige unger. Dette skulle betyde, at en snegl skulle kunne blive til 1 million dyr (100×100×100) i løbet af tre år. Så hurtig en vækst ser vi dog ikke og derfor må dødeligheden ofte være betydeligt højere. Det må derfor igen understreges, at selvom dræbersnegle har en høj formeringskapacitet, så har det meget omtalte skrækscenario, at hvert individ kan blive til 400 nye, ikke nogen reel biologisk basis. At hvert individ imidlertid kan give ophav til mange nye snegle er der dog ikke tvivl om.

Efterår

Fra midten af oktober dør de voksne snegle, der i løbet af sommeren og efteråret har forplantet sig. Dette kan ske forholdsvis pludseligt. Hvornår sneglene dør er dog formentlig temperaturafhængigt, da der i det meget milde efterår i 2006 stadig blevet observeret mange snegle helt hen i slutningen af november. Unge endnu ikke kønsmodne individer graver sig ned i jorden eller finder skjul i affalds- eller kompostbunker hvor de overvintrer.