Fakta
Shampoo og sæbe
De aktive stoffer i sæber og shampooer, sæbestofferne, kaldes tensider. Tensiderne er karakteriseret ved at kunne opløse fedtstoffer og snavs samtidig med, at de er vandopløselige og derfor kan skylles af med vand. Derudover indeholder sæber og shampooer typisk farve, parfume, konserveringsmidler og en række andre stoffer. Nogle sæber indeholder også bakteriedræbende stoffer, f.eks. triclosan. Triclosan mistænkes for at kunne skabe resistens hos bakterier, og det er ikke nødvendigt at anvende bakteriedræbende stoffer, når man ellers sørger for en god hygiejne.
Skælshampoo kan være både kosmetik og lægemiddel. Hos mange skyldes skæl tør hovedbund, og det behandles med skælshampoo med eksempelvis zinkpyrithion. En skælshampoo kan også indeholde ketoconazol, som er et svampemiddel, men i så fald er shampooen et lægemiddel, der kun bør anvendes til at behandle skæl, der skyldes svampeinfektioner. Zinkpyrithion er skadeligt for vandmiljøet.
Balsam
Balsam indeholder mange af de samme stoffer som shampoo og sæbe, men der anvendes en anden type tensider. Den type tensider, man bruger i balsam er mere skadelig for miljøet end den type man bruger i sæbe og shampoo.
Hårstylingsprodukter
Hårstylingsprodukter som skum, mousse, lak og voks indeholder typisk en såkaldt polymer, som har til formål at danne en hinde rundt om hårstrået for at stabilisere håret, så det kan formes - ”styles”. Desuden indeholder hårstylingsprodukter en række hjælpestoffer, f.eks. blødgørere, kompleksdannere, fortykkelsesmidler, pH-regulatorer, parfume, farvestoffer, emulgatorer, antistatiske midler, konserveringsmidler samt eventuelt vitaminer og UV-filtre.
Allergi
Den væsentligste risiko ved brug af sæbe, shampoo, balsam og hårstylingsprodukter er allergi. Det er umuligt at forudsige, hvem der får allergiske reaktioner, da det er individuelt, hvad vi reagerer på og hvordan vi reagerer, men det er typisk konserveringsmidler og parfumestoffer, som kan udløse allergiske reaktioner. De fleste flydende sæber har et stor vandindhold, og derfor er det også nødvendigt at konservere dem. Faste sæber derimod indeholder mindre konserveringsmidler, så risikoen for allergi over for konserveringsmidler er derfor typisk mindre. Nogle sæber og shampooer kan også irritere huden og hovedbunden, hvis man i forvejen har sart og tør hud.
Svanemærket
Stort set alle de produkter vi bruger til at vaske, pleje og style vores hår kan skade miljøet. Sæber, shampoo og balsam kan skade vandmiljøet, når de skylles ud i afløbet. Hvis du vælger Svanemærkede produkter, er der tænkt over valget af sæbestoffer mm, og du får produkter, der belaster miljøet mindst muligt. Samtidig stilles der også en række krav til indhold af stoffer, der kan være problematiske sundhedsmæssigt.