Loppens livscyklus
Når du bekæmper lopper, er det godt at kende lidt til loppens livscyklus. Lopper starter som æg, der klækker efter 2-10 dage. Larverne forpupper sig normalt efter cirka to uger. Lopperne er i puppestadiet i cirka en uge, men hvis der ikke er en godbid i form af en hund eller kat i nærheden, kan de holde sig i puppen i flere måneder. Normalt vil udviklingen fra æg til voksen loppe tage cirka 3 uger.
Den voksne loppe lever på værtsdyret i cirka én måned. Her lægger den æg, men fordi æggenes overflade er glat, drysser de fleste æg af pelsen og lander i dyrenes omgivelser.
På grund af denne cyklus forekommer langt de fleste lopper som larver, pupper eller æg, og kun en lille del er voksne lopper, der sidder i dyrenes pels. Larver, pupper og æg kan gemme sig i tæpper, gulve og revner. Det er derfor vigtig at behandle dyrenes omgivelser lige så grundigt som dyret selv.