Hvert år afslører Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion varer, der overtræder kemikalieloven. Der mangler måske ordentlig mærkning og deklaration eller der er brugt kemikalier, som ikke er tilladte.
Al erfaring viser, at det ofte er mangel på viden om reglerne og redskaber til selv at kontroller de varer, man handler med (egenkontrol), der fører til det ulovlige salg.
Denne side henvender sig til dig, der har en mindre virksomhed, og ønsker råd til hvordan du holder ajour med kemikalieloven. Du kan blandt andet få inspiration til, hvordan du arbejder målrettet med egenkontrol. Følg de fire råd nedenfor - og sæt blandt andet din egenkontrol i system.
Det første skridt til en effektiv egenkontrol er at få overblik og viden om de regler, der gælder. Det er du også forpligtet til.
Lovgivningen på kemikalieområdet er kompleks med mange forgreninger. Loven om kemiske stoffer og produkter er helt central - og også de mere end 50 bekendtgørelser, som forbyder eller begrænser adgangen til at bruge forskellige stoffer, for eksempel tungmetaller og drivhusgasser. Overbygningen på det hele - nemlig EU-reglerne - spiller også en central rolle.
Der er mange forhold, du skal være opmærksomhed på - og det gælder om at finde den letteste vej til overblikket.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en række værktøjer, som du kan bruge til at få et overblik over de vigtigste regler, som du skal overholde.
Virksomhed - kend dine pligter
I virksomhedsguiden kan du få overblik over hvilke pligter virksomheder har, hvad definitionen er på kemikalier, hvem der har ansvaret, EU-regler og meget mere.
Faktaark om kemikaliereglerne
Vores store samling af faktaark gemmegår de forskellige love og bekendtgørelser, og guider dig videre til de relevante regelsæt.
Information om regler for særlige produkttyper
På en række områder gælder der særlige regler, eksempelvis for kosmetik, maling og lak og vaske- og rengøringsmidler.
Om Kemikalieinspektionen
I Danmark er det Miljøstyrelsen, der har ansvaret for at kontrollere, at kemikaliereglerne overholdes. I praksis er det en særlig enhed i Miljøstyrelsen – Kemikalieinspektionen – som udfører tilsynet og kontrollen med, at importører, producenter og forhandlere af kemiske stoffer overholder reglerne.
Hvis din egenkontrol skal være effektiv er det vigtigt, at der er styr på alle led i salgskæden, og at du har din dokumentation i orden.
En vare bliver måske produceret mange forskellige steder i verden, og går igennem flere salgsled, før du sælger den til din kunde. Det friholder dog ikke dig fra dit ansvar.
En af de vigtigste ting, du kan gøre er at sørge for at leverandøren dokumenterer, at din vare overholder kemikalielovgivningen. Eksempelvis ved at få skrevet det ind i kontrakten og via analyserapporter.
Hvis Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion finder et produkt, hvor der er en fare for forbrugeren, så påbyder vi dig at tilbagekalde vare for egen regning. Hvis du har papirerne i orden - og har styr på din leverandør, kan en økonomisk omkostning eventuelt føres tilbage til producenten.
Din tjekliste
- Få indarbejdet i kontrakten, at varen eller produktet skal overholde Kemikalieloven og dertil hørende bekendtgørelser og forordninger.
- Spørg din leverandør om tilstedeværelse af kandidatlistestoffer i varen. Kandidatlistestoffer i din vare udløser en oplysningspligt for dig til dine kunder.
Se mere her om oplysningspligten i vores faktaark. - Stil krav til oplysninger om Batch eller serienummeret for varen, så den kan spores tilbage til producenten/importøren/leverandøren.
- Bed om dokumentation for at varen overholder reglerne, eksempelvis analyserapporter.
- Få oplyst producentens/leverandørens/importørens kontaktoplysninger.
- Gem oplysningerne sammen med fakturaen for købet.
Når Kemikalieinspektionen kontrollerer, finder vi ofte varer, der ikke er mærket korrekt. Måske mangler der en indholdsdeklaration, et farepiktogram eller andre af de oplysninger, som loven kræver.
Miljøstyrelsen anbefaler derfor, at din egenkontrol også omfatter et tjek af, om dine varer er mærket korrekt. Det første du skal finde ud af er, hvordan mærkningskravene er til den vare, du forhandler. Skal der være faremærkning på? En indholdsdeklaration eller en helt tredje form for mærkning. Når du ved det, kan du kontrollere om varen lever op til reglerne.
Om faremærkning af kemikalier
De fleste af os kender farepiktogrammerne, når vi ser dem. De rød-hvide farepiktogrammer har været placeret på kemiske produkter i meget lang tid. De fortæller forbrugeren om, hvilke farer, der kan være forbundet med produktet, hvad enten det er sundhedsfare, miljøfare eller fysiske farer. Kemikalier, der er klassificeret som farlige, skal også faremærkes.
Eksempler på kemikalier, der bruges af private kan være ”rene” kemikalier som rensebenzin, eddikesyre og mineralsk terpentin; men også dagligvarer som maskinopvaskemiddel, klorrens og spray til imprægnering af læder og tekstil er omfattede af reglerne om faremærkning.
Se vores faktaark om de generelle regler for klassificering og mærkning
Om andre former for mærkning
Der er særlige mærkningsregler for specielle varer, for eksempel kosmetik. Kosmetik skal blandt andet have en indholdsdeklaration og mærkes på en speciel måde. Reglerne omfatter mærkning af al kosmetik, blandt andet hudcreme, deodoranter, sæbe, shampoo, hårfjerningsmidler, hårfarvnings- og affarvningsmidler, barberskum, ansigts- og øjenmakeup, tandpasta, neglelak og sololier. Foruden dette skal vaske- og rengøringsmidler, maling og lak have en særlig mærkning.
I menuen kan du se vores faktaark om mærkningsregler for kosmetik , maling og lak og vaske- og rengøringsmidler
Din tjekliste
- Tjek reglerne og find ud af, hvordan din vare skal være mærket.
- Kræv dokumentation fra leverandøren, så du kan se, hvilke kemikalier varen indeholder - og om de er klassificeret som farlige.
- Hvis der er et eller flere farepiktogrammer på dine varer, så kan du blandt andet tjekke følgende:
- Etiketten skal være fastgjort til stoffets eller produktets emballage eller være trykt direkte på emballagen.
- Etiketten skal være på dansk og skal - ud over farepiktogrammer - indeholde oplysninger om produktnavn, kontaktoplysninger på leverandøren, signalordet "fare" eller "advarsel", information om de indholdsstoffer, der bidrager til klassificeringen, samt fare- og sikkerhedssætninger.
- Etiketten skal følge reglerne for format, farver, fastgørelse m.v.
Kemikalieinspektionen tester mange forskellige varer, og nogle gange finder vi ulovlige stoffer, der ikke er beskrevet i den analysedokumentation, som leverandøren har udleveret.
Det betyder at du sælger en vare, som kan udgøre en fare for menneskers sundhed eller miljøet. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at du i visse tilfælde udvider din egenkontrol til at omfatte en test af udvalgte kemikalier i den vare, du forhandler.
Den bedste måde at gøre det på, er at få et uvildig laboratorium til at lave en analyse. Hvis du har modtaget dokumentation i form af analyserapporter, kan kontakten til analyselaboratoriet let skabes, da du kan bede laboratoriet om at foretage de samme analyser, som er foretaget i analyserapporten. Alternativt kan du foretage stikprøver af din leverance. Så kontrollerer du ikke alt, men i samarbejde med en miljøkonsulent bestemmer du dig for et analyseprogram, der også er økonomisk overkommeligt.
Det er muligt at få lavet en række standardanalyser, hvor man eksempelvis tester for indholdet af nikkel, tungmetaller (bly, cadmium, kviksølv) og farvestoffer. Hvad du skal få testet afhænger af, hvilken vare du sælger. Udgiften til analyserne varierer meget, og derfor skal du sørge for at indhente flere tilbud.
Hvis din egenkontrol afslører, at din vare ikke er lovlig, må du ikke sælge den videre. Du kan stille leverandøren til ansvar, hvis du har en kontrakt eller anden dokumentation, hvor der står, at varen skal overholde kemikalielovgivningen. Hvis du har papirerne i orden, kan du hæve købet, sende varen retur og få dine penge igen. Det vil være en sag mellem dig og din leverandør.
Din tjekliste
- Send dine varer til et tjek hos et uvildigt analyselaboratorium. Indhent flere tilbud, da priserne kan variere meget.
- Sælger du smykker, så få lavet en standardnikkelfrigivelsesanalyse og en standard tungmetalanalyse.
- Sælger du legetøj, så få lavet en standard tungmetalanalyse og eventuelt en ftalatanalyse.
- Sælger du elektronik, så få lavet en standard RoHS analyse
- Sælger du tøj, så få lavet en standard "azo"-farvestofsanalyse.
Digital handel
Sælger du varer på nettet, så kan der være flere regler i kemikalielovgivningen, som du skal overholde. Det gælder ikke kun produkter som maling, sprøjtemidler og rengøringsmidler. Der er også kemikalieregler for mange varer, som normalt ikke forbindes med kemi. Det kan blandt andet være legetøj, kosmetik, kontorartikler og festartikler.
Har du netbutik, så læs også i vores temasektion, der handler om regler og onlinehandel.