Kemiske stoffer: Hvilke regler gælder for tekstiler?

På denne side kan du læse, hvilke regler der gælder for indhold af kemiske stoffer, når du producerer, importerer, videresælger eller forhandler børnetøj eller børneprodukter med tekstil.

I forbindelse med fremstilling af tekstiler kan man arbejde på flere niveauer for at begrænse risikoen for at anvende forbudte eller andre uønskede kemiske stoffer for at kunne levere sikre tekstiler.

Niveau 1 – håndter kemikalier der er forbudte evt. med anvendelsesbegrænsning.
Niveau 1 handler om at håndter kemikalier, der er forbudte, eventuelt med en adgangsbegræsning. For nogle af de forbudte kemiske stoffer er der anført en grænseværdi, hvilket betyder, at de ikke må kunne findes i en mængde større end grænseværdien.  Reglerne om forbud og anvendelsesbegrænsninger finder man henholdsvis i EU’s kemikalie lovgivning REACH forordningen og i Lov om Produktsikkerhed. 
Se beskrivelser af forbudte og begrænsede kemiske stoffer

Niveau 2 – håndter problematiske kemikalier
Niveau 2 handler om at få håndteret de kemikalier, som myndighederne anser for at være problematiske, men ikke forbudte at anvende. Kemikalierne finder man på den officielle EU Kandidatliste. Den engelske betegnelse for problematiske stoffer på Kandidatlisten
er SVHC – Substances of Very High Concern. Når et kemisk stof er optaget på kandidatlisten, træder en række forpligtelser for virksomhederne i kraft. På denne side får du en indføring i dine forpligtelser.
Læs mere om problematiske kemikalier og dine forpligtelser

Hold dig opdateret

Ny viden og strammere lovgivning betyder, at der løbende kommer flere forbud og begrænsninger, og at kandidatlisten løbende udvides. Det er derfor vigtigt, at du holder dig opdateret om reglerne og følger udviklingen, så du er sikker på, at du lever op til de gældende regler.

I bilag XVII til REACH  kan du se listen over stoffer, som det enten er forbudt at producere, markedsføre eller anvende. I nogle tilfælde er der forbud mod alle tre dele. 
Se REACH Legislation (echa.eu) (vælg den seneste konsoliderede version af REACH og find bilag XVII heri) 

Se den aktuelle kandidatliste.

Produktloven (retsinfo.dk)
Produktsikkerhedsbekendtgørelsen (retsinfo.dk)
Særlige krav til børnetekstiler til små børn (mst.dk)

Ny i branchen. Hvor skal du starte?

Hvis du er ny i branchen, kan det være uoverskueligt at sætte sig ind i alt på én gang. Her får du en liste med fem ting, som vil hjælpe dig godt på vej:

1. Afklar din rolle

Start med at finde ud, hvilken rolle du har i forhold til et konkret produkt. Det er nemlig din rolle, der afgør, hvilket ansvar du har. Vær opmærksom på, at produktloven og REACH definerer roller og ansvar forskelligt.

De to lovgivninger er også grunden til, at børnetøj og børneprodukter med tekstil både er omtalt som ”produkter”, ”varer” og ”artikler” her på hjemmesiden.

2. Kend reglerne for kemiske stoffer i tekstiler

Sæt dig ind i, hvilke kemiske stoffer der er reguleret. Dvs. stoffer, der er forbudte eller underlagt begrænsning. Sæt dig også ind i, hvilken pligt du har til at informere om eventuelle særligt problematiske stoffer (kandidatlistestoffer) i de tekstiler, du producerer, importerer, videresælger eller forhandler.

3. Kend de overordnede regler for sikkerhed i tekstiler

Snore og smådele i tekstiler er det vigtigste at være opmærksom på, når det handler om fysisk/mekanisk sikkerhed. Derfor har Sikkerhedsstyrelsen seks anbefalinger, du kan følge.

4. Stil krav til din leverandør

Vælg din leverandør med omhu. Uanset hvor troværdig din leverandør virker, eller hvor længe du har samarbejdet med leverandøren, er det en god idé at lave en skriftlig aftale om, hvilke krav tekstilerne, som du køber, skal leve op til.

5. Reager på ulovlige og farlige tekstiler

Du har pligt til at reagere, hvis du opdager, at du har markedsført eller produceret et stykke børnetøj eller et børneprodukt med tekstil, der er ulovligt eller kan være til fare for forbrugerne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvad du skal gøre, og hvem du skal kontakte, hvis du har produceret, importeret eller solgt et tekstilprodukt, der er til fare for forbrugerne.