Batteriforordningens regler om indsamling gælder både udtjente batterier fra husholdninger og andre slutbrugere
Batteriforordningen skelner ikke mellem udtjente batterier fra husholdninger og andre slutbrugere som virksomheder og offentlige institutioner. Reglerne for indsamling af udtjente batterier fra virksomheder, institutioner mm. er således de samme som for indsamling af udtjente batterier fra husholdninger. Det betyder, at andre slutbrugere også skal have mulighed for at aflevere udtjente batterier indenfor en rimelig afstand og uden omkostninger. Det gælder også batterier, der ikke er husstandslignende i art og mængde. Vurderingen af hvad der er ”rimelig afstand” er dog forskellig afhængigt af om slutbrugeren er en husholdning eller en virksomhed, offentlig institution e.l., og om batterierne er eller ikke er husstandslignende i art eller mængde.
Producenter og kollektive ordninger, kan ikke nægte at modtage batterier, som de ikke selv har sat på markedet
Det indsamlingssystem, som producenter og kollektive ordninger med producentansvar for batterier skal etablere, skal kunne tage imod udtjente batterier indenfor de batterikategorier, som producenterne eller den kollektive ordnings medlemmer sætter på markedet (bærbare batterier, batterier til lette transportmidler, industribatterier, startbatterier og elkøretøjsbatterier).
Det vil sige at producenter og kollektive ordninger også skal tage imod batterier, som de eller deres medlemmer ikke selv har sat på markedet, så længe der er tale om en batterikategori, som producenten eller den kollektive ordning har ansvar for. Det vil sige, at er man producentansvarlig virksomhed eller kollektiv ordning for f.x. startbatterier, er man forpligtet til at modtage batterier af denne type, uagtet om de er solgt af ens egen virksomhed eller ét medlem af ens kollektive ordning.
Det følger af batteriforordningens artikel 59, stk. 1, artikel 60, stk. 1 og 61, stk. 1., som er indsat nederst på siden.
Eksempel
En håndværkervirksomhed har en stor mængde udtjente batterier fra værktøj. Håndværkeren er ikke selv producent og derfor ikke med i en kollektiv ordning. Håndværkervirksomheden er slutbruger, og skal ligesom en borger kunne bortskaffe udtjente batterier. Der skal være et netværk, der muliggør dette. Netværket kan være mere eller mindre fintmasket, afhængigt af omstændighederne, herunder om slutbrugeren er borger eller en erhvervsdrivende
Regelgrundlag
Artikel 59:
"1. Producenter af bærbare batterier eller producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, sikrer, at alle udtjente bærbare batterier, uanset deres karakter, kemiske sammensætning, tilstand, mærke eller oprindelse, indsamles separat på den medlemsstats område, hvor de første gang gør bærbare batterier tilgængelige på markedet (..)"
Artikel 60:
"1. Producenter af batterier til lette transportmidler eller producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, sikrer, at alle udtjente batterier til lette transportmidler, uanset deres karakter, kemiske sammensætning, tilstand, mærke eller oprindelse, indsamles separat på den medlemsstats område, hvor de første gang gør batterier tilgængelige på markedet. (..)"
Artikel 61
”1. Producenterne af startbatterier, industribatterier og elkøretøjsbatterier eller producentansvarsorganisationer udpeget i henhold til artikel 57, stk. 1, tilbagetager gratis og uden forpligtelse for slutbrugeren til at købe et nyt batteri eller til at have købt batteriet hos dem og sikrer, at alle udtjente startbatterier, udtjente industribatterier og udtjente elkøretøjsbatterier uanset deres karakter, kemisk sammensætning, tilstand, mærke eller oprindelse af den pågældende kategori, som de første gang har gjort tilgængelige på markedet på den pågældende medlemsstats område, indsamles separat. (..)”