Supplerende høring til landanlæg til Nordsøen I-A2 - Nymindegab til Endrup

Miljøstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for ændringen af projektet omhandlende "Landanlæg til Nordsøen I-A2 - Nymindegab til Endrup". Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten skal være modtaget senest den 6. maj 2024.

Med baggrund i pålæg fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeren har Energinet besluttet at igangsætte forundersøgelser for tre nye områder til havvindmølleparker. I de tre områder er det planlagt at etablere i alt 5 nye havvindmølleparker, hvoraf tre ligger i Nordsøen. Nordsøen I – A2 er et af dem. 

Havvindmølleparken Nordsøen I-A2 planlægges placeret i Nordsøen, 20-80 km fra Jyllands vestkyst ud for Ringkøbing. Herfra føres strømmen via søkabler i land ved Nymindegab. Fra kysten føres strømmen over land via jordkabler og stationer til højspændingsanlægget ved Endrup ca. 53 km fra ilandføringspunktet, hvor strømmen kobles til det nationale elnet.

 

Projektændringer

I  perioden 24. november 2023 til den 22. december 2023 blev der gennemført en første offentlig høring med henblik på at indhente ideer og forslag til, hvad miljøkonsekvensrapporten for anlæggene på land skulle indeholde. På baggrund af de indkomne forslag samt yderligere detailundersøgelser, er der enkelte steder foretaget mindre ændringer af projektet. 

Supplerende idéoplæg

Miljøstyrelsen har udarbejdet et idéoplæg,  der beskriver baggrunden for projektændringerne samt borgernes muligheder for at komme med input til projektændringerne.

Annoncering af den tidligere høring og tilhørende idéoplæg mv. kan findes her: Landanlæg til Nordsøen I - A2 - Nymindegab til Endrup - Indkaldelse af idéer og forslag

Yderligere oplysninger om projektet findes på Miljøstyrelsens hjemmeside via dette link:

Projekthjemmeside for Landanlæg til Nordsøen I - A2 - Nymindegab til Endrup.

Høringssvar

Vi skal have modtaget dine idéer og forslag skriftligt per e-mail eller brev senest den 6. maj 2024.

Dit bidrag skal sendes til:
Miljøstyrelsen
mst@mst.dk

Anfør venligst emnet:
”Miljøvurdering af Landanlæg til Nordsøen I – A2 – Nymindegab til Endrup, j.nr. 2023-47488”.

Herudover bedes du/I anføre dit/jeres navn og adresse i høringssvaret.

Alternativt kan bidraget sendes som brevpost til:
Miljøstyrelsen
Tolderlundsvej 5
5000 Odense C

Offentliggørelse

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at indkomne idéer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på miljøstyrelsens hjemmeside. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.