DSB værksted København: Høring over miljøkonsekvensrapport og udkast til § 25 tilladelse (VVM-tilladelse)

Miljøstyrelsen igangsætter hermed høring over miljøkonsekvensrapport samt udkast til afgørelse for etableringen af et nyt DSB værksted i København. Indsigelser og bemærkninger skal være modtaget senest den 20. oktober 2020. Miljøstyrelsen vil herefter tage endelig stilling til, om projektet kan tillades. J.nr.: 2019 - 9529

I februar 2018 indgik regeringen en aftale om at igangsætte en udbudsproces for indkøb af minimum 90 nye el-tog. De nye el-tog skal erstatte de dieseldrevne IC3- og IC4-tog. De nye tog vil blive leveret i perioden 2023-2029 og de første togsæt indsættes i drift i 2024.

De nye tog skal vedligeholdes på værksteder i eller tæt ved strategiske knudepunkter på banenettet, herunder i København. Værkstedet ved Godsbanegården i København vil varetage forskellige funktioner i forhold til vedligehold af de nye el-tog. Bygningen vil rumme vedligehold og klargøring af togsæt, udskiftning og afretning af hjul. I tilknytning til værkstedet etableres en række jernbanespor til opstilling af togmateriel og der anlægges et 1,4 km langt tilslutningsspor som skaber forbindelse til det øvrige banenet. 

Myndighedsrollen er for dette projekt delt mellem Miljøstyrelsen og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen offentliggør samtidigt udkast til tilladelse for den del af projektet hvor de er myndighed.

Sammen med miljøkonsekvensrapporten offentliggører Miljøstyrelsen et udkast til § 25 tilladelse efter miljøvurderingsloven.

- Ansøgning

- Miljøkonsekvensrapport

- Udkast til § 25 tilladelse

Miljøstyrelsen opfordrer alle interesserede til at kommentere materialet og indsende høringssvar.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at høringssvar i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at tilkendegivelser samt dit navn og adresse vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.

Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Henvendelse
Indsigelser og bemærkninger skal være skriftlige og sendes til Miljøstyrelsen, Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C eller via mst@mst.dk.

Anfør venligst dit navn og din adresse samt vores j.nr. på henvendelsen.