Nyt togværksted ved Logistikparken i Aarhus: Indkaldelse af idéer og forslag

Miljøstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for projektet om etablering af nyt værksted til vedligeholdelse af el-toge i Logistikparken ved Aarhus. Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten skal være modtaget senest den 4. december 2019. J.nr.: 2019-7199

DSB har ansøgt om at etablere et nyt værksted til vedligeholdelse af de fremtidige el-toge, som skal erstatte de dieseldrevne IC3 og IC4-toge. Værkstedet vil blive opført i Logistikparken uden for Aarhus, og der forventes opført bygninger, som understøtter vedligeholdelsesprocesser for el-tog. Herunder værkstedsbygning, kontorfaciliteter, lager, hjulafdrejning og evt. vask af eltog. Der vil også blive opført en bygning til produktion af togkomponenter.

DSB har anmodet om, at projektet skal miljøvurderes, og der skal derfor udarbejdes en miljøkonsekvensrapport, inden Miljøstyrelsen kan vurdere, om projektet kan gennemføres.

Miljøkonsekvensrapporten beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.

Miljøstyrelsen har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver baggrunden for projektet, de undersøgelser, som nu sættes i gang, samt borgernes muligheder for at komme med input.

- Idéoplæg

- Ansøgning

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at indkomne ideer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Miljøstyrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på www.mst.dk/annoncer. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger kunne blive forelagt ansøgeren til kommentering, hvis vi skønner, at det er nødvendigt.

 

Offentliggørelse

Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

 

Henvendelse

Ideer og forslag skal være skriftlige og sendes til Miljøstyrelsen, Tolderlundsvej 5, 5000 Odense C eller mst@mst.dk.

Anfør venligst dit navn og din adresse samt vores j.nr., 2019-7199, på henvendelsen.