VVM-tilladelse m.m. til etablering af Baltic Pipe projektet på land

Miljøstyrelsens VVM-tilladelse til etablering af Baltic Pipe projektet på land og miljøgodkendelse til udvidelse på Ørsted Nybro Gasbehandlingsanlæg samt tilladelse fra Kolding Kommune til udledning af spildevand fra skylning af rørledningen over Lillebælt

Miljøstyrelsen har gennemført en miljøvurdering for projektet og meddelt Energinet samt Gaz-System A.S. VVM-tilladelse til etablering af Baltic Pipe projektets anlægsdele på land, samt Ørsted Nybro Gasbehandlingsanlæg miljøgodkendelse til etablering og drift af modtageterminal til modtagelse af naturgas.

Baltic Pipe gasrørledningen skal transportere op til 10 milliarder kubikmeter naturgas pr. år. fra den norske Europipe II i Nordsøen til Danmark og Polen samt retur. Projektet bliver ca. 850 km lang, hvoraf ca. 250 km findes på dansk havområde og ca. 210 km på dansk jord.

Miljøstyrelsen er VVM-myndighed for landdelen af projektet og VVM-tilladelserne omhandler derfor kun følgende dele af projektet:

  • Rørledning i Jylland fra ilandføringen ved Blåbjerg til modtageterminal Nybro
  • En udbygning af modtageterminalen i Nybro
  • Rørledning i Jylland fra Egtved til Lillebælt
  • Rørledning på Fyn fra Lillebælt til Nyborg
  • Rørledning på Sjælland fra Kongsmark til ilandføringen syd for Faxe
  • Anlæg af kompressorstation og transformerstation ved Næstved
  • Elkabler fra en eller flere eksisterende eltransformerstationer ved Blangslev, Fensmark og Haslev og frem til kompressorstationen

VVM-tilladelserne er meddelt i henhold til § 25 stk. 1 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), Lovbekendtgørelse nr. 1225 af 25/10/2018.

Miljøgodkendelsen omfatter etablering og drift af en udbygning af modtageterminalen i Nybro samt det eksisterende kedelanlæg og nødstrømsanlæg, herunder accept af sikkerhedsniveau samt tilladelse til direkte udledning af overfladevand. Miljøgodkendelsen er meddelt i henhold til § 33 i Lov om miljøbeskyttelse, Lovbekendtgørelse nr. 681 af 02/07/2019.

Kolding Kommune har samtidigt meddelt spildevandstilladelse til skylning af søledningen over Lillebælt.

Erhvervsstyrelsen har udarbejdet plangrundlaget for projektet og den 12.07.2019 udstedt et landsplandirektiv for projektet, bek. nr. 713 af 09/07/2019.

En eventuel klage skal være modtaget senest fire uger efter offentliggørelsen af afgørelsen, dvs. 9. august 2019.

VVM-tilladelsen inkl. bilag og miljøgodkendelsen kan ses her på siden eller fås ved henvendelse til MST via mail: mst@mst.dk, som også kan give yderligere oplysninger om projektet.

VVM-tilladelse Energinet

- VVM-tilladelse Gaz-System

- Miljøgodkendelse Ørsted Nybro Gasbehandlingsanlæg

- Høringsnotat

Miljøkonsekvensrapport Landdel m. ikke-teknisk resumé

- Supplerende oplysninger

Natura 2000 vurdering og bilag IV-arter (landdel)

- Udledningstilladelse Lillebælt

- Oversigt over vurderinger Gaz-System

Kort over projektområdet

Se samtlige dokumenter, der er offentliggjort under miljøvurderingsprocessen. Her kan du også se høringssvarene, som Miljøstyrelsen har modtaget i forbindelse med de offentlige høringer, der er afholdt under miljøvurderingsprocessen.

Erhvervsstyrelsens landsplandirektiv for projektet, bek. nr. 713 af 09/07/2019 kan ses på: www.retsinformation.dk 

Yderligere oplysninger om projektet kan du også få på bygherrernes hjemmeside.

Offentliggørelse
Miljøstyrelsens afgørelse annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt. Materialet kan tilgås på www.mst.dk. Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i Miljøstyrelsens sagsbehandling, og at henvendelser i miljøsager er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

Klagevejledning
Klagevejledning fremgår af VVM-tilladelsen, hhv. miljøgodkendelsen og spildevandstilladelsen.