Sortering og aflevering af udtjente batterier til genanvendelse
Når du skal sortere dine udtjente batterier kan du med fordel orientere dig om følgende:
- Virksomheder med producentansvar og deres kollektive ordninger har organiseret indsamlingen - ofte i samarbejde med kommunen.
- Udtjente batterier skal sorteres separat og afleveres efter anvisning fra de ansvarlige virksomheder, kollektive ordninger eller din kommune.
- Små batterier dvs. bærbare batterier og batterier til lette transportmidler samles ofte ind tæt på din bolig – fx via en pose oven på skraldespanden, i den røde kasse til farligt affald, eller batteribokse opstillet rundt omkring i kommunen.
- Store batterier dvs. startbatterier, elkøretøjsbatterier og industribatterier skal du aflevere der hvor de ansvarlige virksomheder eller kollektivordninger anviser. Det kan være på genbrugsstationen, hvis de samarbejder med kommunerne om indsamling eller dér, hvor batterierne er købt.
Søg mere viden via din kommunes eller via de kollektive ordningers hjemmeside. Du kan se en liste over kollektive ordninger hos Dansk Producentansvar.
Aflevér beskadigede eller defekte batterier snarest muligt
Opbevar ikke defekte eller skadede batterier. De bør afleveres snarest muligt, da beskadigede batterier kan udgøre en øget brandrisiko.
Håndtering af batterier i elektronikprodukter
Spørg personalet der hvor du afleverer dit udtjente elektronik, om du selv skal pille batterierne ud af din computer, mobiltelefon, mp3-afspiller eller lignende. Læs mere om, hvordan du skiller dig af med elektronikaffald og brugt elektronik.
Kan du ikke få batteriet ud af et produkt, for eksempel små cykellygter, anbefaler Miljøstyrelsen, at du ikke begynder at eksperimentere med det, men får hjælp af din forhandler - eller afleverer hele produktet som elektronikaffald.
Hvad sker der med udtjente batterier?
Batterier er værdifulde
Batterier indeholder stoffer som nikkel, cadmium og bly, som er værdifulde ressourcer. Disse stoffer er særligt værdifulde, fordi de kan blive brugt igen og igen, når batterierne afleveres til genanvendelse.
Farligt kviksølv i batterier
Der kan stadig findes batterier som indeholder kviksølv, især små ældre knapcellebatterier. Hvis disse batterier smides i skraldespanden, er der risiko for, at kviksølvet, og andre farlige stoffer, slipper ud under håndteringen og dermed kan forurene miljøet, hvor det kan ophobes i naturen, fødekæden og vores fødevarer.
Indsamling og genanvendelse
Når batterierne er indsamlet, bliver de sorteret. De sendes derefter til særlige behandlingsanlæg, hvor materialerne, adskilles og bliver gjort klar til brug igen i nye produkter.