Strandenge

Strandenge opstår ved beskyttede saltvands- og brakvandskyster, hvor de bliver udviklet på lavtliggende arealer, som regelmæssigt oversvømmes med havvand.

Strandenge findes langs beskyttede kyster ved fjorde og lavvandede havområder. Da strandengene kan oversvømmes af havvand, er de kendetegnet ved, at der findes planter, som tåler salt. I forbindelse med strandenge findes der ofte saltpåvirkede strandoverdrev, altså arealer som ikke bliver oversvømmet. Bliver strandengen græsset, vil der findes lavtvoksende planter. Bliver strandengen ikke græsset, kan der udvikles strandsump med højtvoksende tagrør eller strand-kogleaks. Strandsumpe forekommer ofte på de mest fugtige og eventuelt permanent vanddækkede dele af kyststrækninger.

Beskyttelse og dispensation

Strandenge med et samlet areal på 2500 m2 eller derover er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven.

Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af beskyttede strandenge. Drift af strandenge med f.eks. græsning eller høslæt må fortsætte i samme omfang som hidtil.

Områdernes tilstand må kun ændres, hvis kommunen har givet en tilladelse. Hvis arealet ikke har været græsset eller plejet i en længere årrække, kan det kræve en dispensation at genindføre græsning og høslet. Hvis man f.eks. ønsker at ændre vandstanden, skal kommunen spørges først.
Strandengen må ikke omlægges, inddæmmes, fyldes op, afvandes, dyrkes op, plantes til eller drænes. Der må ikke etableres søer og vandhuller på strandengen uden dispensation. Gødskning og sprøjtning må foretages i det omfang, det hidtil er indgået i landbrugsdriften.

En række strandengstyper er beskyttede af Natura 2000, se danske naturtyper omfattet af Natura 2000.

Høst af rør er også omfattet af naturbeskyttelsesloven.

Strandengenes historie

Strandengens græsressourcer var siden bronzealderen fælles for bønder i en eller ofte flere landsbyer. Arealerne blev på samme måde som de ferske enge, brugt til vedvarende græsning. Den intensive græsning af strandengene har betydet, at der næppe har været større forekomster af tagrør. I dag bruges strandengene ikke nær så intensivt. Derfor er mange af strandengene langs vores fjorde vokset til i tagrør.

Plantelivet på strandengen

Mange af de planter, som vokser på strandengen, tåler påvirkning af salt.

Strandengen er ofte inddelt i zoner, som opstår, når tidevandet skyller ind over engen. Det danner grundlag for forskellige plantezoner. Nederst på strandengen, i den fugtige og salte zone, domineres plantevæksten af en eller flere salttålende plantearter, såsom kveller, vadegræs, strand-annelgræs, strand-asters, strandvejbred, jordbær-kløver, engelskgræs m.fl. Lidt længere oppe på strandengen, hvor der er knap så salt, finder man bl.a. harril og strand-trehage. Øverst på strandengen, lige før strandoverdrevet, vokser jordbær-kløver og rød svingel.
Strandoverdrevet starter der, hvor højvandslinjen om vinteren går til. Strandoverdrevet er saltpræget og her vokser planter som tolererer noget salt. Der kan også forekomme krat og trægrupper. Vegetationen på strandoverdrevene ligner indlandsoverdrevene en del. Strandsumpe domineres af store sumpplanter som tagrør, strand-kogleaks og blågrøn kogleaks.

Dyrelivet på strandengen

Strandengen byder på mange forskelligartede levemuligheder for ynglende, trækkende og overvintrende fugle. På de vegetationsløse vadeflader findes mange smådyr, som mange vadefugle og måger ynder at spise. Fuglene kan forekomme i flokke på flere tusinde.
På den vegetationsdækkede strandeng fouragerer planteædende fugle som gæs og ænder. De danske strandenge udgør meget vigtige fourageringsområder for bl.a. lysbuget- og mørkbuget knortegås, pibeand, ryler og kobbersneppe. Strandengene huser også resterne af de danske ynglefuglebestande af Engryle, Brushane og Stor Kobbersneppe, som alle er arter der er gået stærkt tilbage.
Strandtudsen er knyttet til strandengene. Det er en betingelse for strandtudsen at dens ynglevandhul tørrer ud om sommeren. Dens yngel udvikler sig hurtigt – i varme vandhuller går der kun ca. 5 uger fra æglægningen til de små tudser går på land.


Påvirkninger og sårbarhed

Store strandengsarealer er i tidens løb forsvundet i forbindelse med landvindings- og inddæmningsarbejder samt afvanding og opdyrkning. Det betyder, at strandengens planter og dyr har fået dårligere betingelser.
Strandenge er sårbare over for tilgroning. Antallet af græssende dyr på strandengene er faldende. Når græsningen ophører på strandengen vil der udvikles rørsump på den nedre del og på den øvre del af strandengen vil der med tiden vokse krat og skov op. Tilgroningen som følge af nedsat græsningstryk, anses for at være en trussel for strandengen, fordi strukturen bliver mere ensartet. Dermed kan færre forskellige planter og dyr leve der.

Pleje af strandengen

Som lodsejer kan man gøre en stor indsats for naturen ved at forhindre tilgroningen.
På de strandenge, der er groet til med høje urteagtige planter, vil naturplejen bestå i genindførelse af græsningen uden at gøde og sprøjte. Man opnår det bedste resultat, hvis områderne afgræsses af kreaturer. Fåregræsning giver en mere ensartet vegetation, men er generelt bedre end slet ingen græsning. Hvis der ikke er mulighed for afgræsning, kan man i stedet slå hø. Slåningen bør ske i perioden fra midt i juli til ind i august, og det er meget vigtigt, at det afslåede hø fjernes fra området, og at der ikke tilføres gødning. Det giver den mest artsrige strandeng. Slåning vil dog ofte ikke være mulig i de mest fugtige og varierede dele af strandengen.

Udgivelser

Relaterede emner