Sparepærer og LED

LED pæren er miljømæssigt det bedste valg, fordi den ikke indeholder kviksølv. Tænk på miljøet og din sundhed, når du vælger lyskilder, og når du skal af med dem igen som affald - både LED pærer og sparepærer skal afleveres særskilt.

Aflever sparepærer til genanvendelse
Miljøstyrelsen anbefaler LED

Valg og håndtering af lyskilder

Miljøstyrelsen anbefaler LED

Når du skal vælge lyskilde anbefaler Miljøstyrelsen en LED pære.

  • LED pærer er fri for kviksølv, mens sparepærer indeholder kviksølv.
  • LED pærer bruger ca. 25 % mindre strøm end sparepærer.
  • LED pærer har en længere levetid end sparepærer – op til 10-25 år.
  • LED pærer tænder uden forsinkelse modsat mange sparepærer.

Aflever dine lyskilder til genanvendelse

Alle typer lyskilder skal afleveres til genanvendelse. 

  • Alle lyskilder, herunder bl.a. sparepærer og LED-pærer afleveres til genanvendelse som en særskilt lyskilde-fraktion sammen med lysstofrør.
  • I nogle kommuner skal sparepærer afleveres som farligt affald.
  • Ca. 131 tons kviksølvholdige sparepærer ender hvert år i den forkerte skraldespand.   

Hvis sparepæren går i stykker

Sparepærer kræver særlig håndtering, når de går i stykker. Du bør undgå at støvsuge eller feje efter en knust sparepære, fordi det spreder kviksølvdampene i rummet. Miljøstyrelsen anbefaler i stedet følgende fremgangsmåde:

  1. Åbn vinduet
  2. Skrab resterne op med karton og tør efter med våd køkkenrulle
  3. Læg resterne i en lufttæt beholder og aflever på genbrugsstation
  4. Luft ekstra ud bagefte

Lugt fra sparepærer

Miljøstyrelsen har fået tilsendt lugtende sparepærer fra forbrugerer og har undersøgt, hvorfor de lugter, og om det er farligt. Undersøgelsen har vist, at selv om lugten kan være generende, så udgør den ikke en risiko for sundheden.