Miljøstyrelsen iværksætter en gennemgang af gældende importtilladelser til nyttiggørelse

Miljøministeriet igangsatte i foråret 2023 en analyse af, hvornår der i forbindelse med sager om import af spildevand med lavt olieindhold er tale om, at hovedformålet med en import er bortskaffelse, og hvornår der er tale om, at hovedformålet er nyttiggørelse. Miljøstyrelsen har efterfølgende udarbejdet nye administrationsgrundlag til understøttelse af denne vurdering.

Miljøstyrelsens administrationsgrundlag blev anvendt i forbindelse med genoptagelsen af to importtilladelser vedrørende olieholdigt spildevand, der førte til, at Miljøstyrelsen i december 2023 traf afgørelse om, at importtilladelserne var ugyldige.

I forlængelse af ovenstående arbejde vil Miljøstyrelsen nu iværksætte en gennemgang af gældende importtilladelser til nyttiggørelse med henblik på en nærmere vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at genoptage flere importtilladelser til fornyet sagsbehandling. Der er ikke alene tale om importtilladelser vedr. olieholdigt spildevand, men alle ca. 215 gældende tilladelser til import til nyttiggørelse af affald. Gældende importtilladelser til nyttiggørelse vil under ovenstående afklaring fortsat kunne benyttes.