Reglerne for import af olieholdigt spildevand strammes

Miljøstyrelsen har udarbejdet tre administrationsgrundlag, som understøtter styrelsens sagsbehandling af blandt andet sager om import af olieholdigt spildevand. Styrelsen vil nu bruge disse administrationsgrundlag til at træffe afgørelse i konkrete sager.

Miljøministeriet har i foråret 2023 konsulteret EU-Kommissionen vedr. Danmarks mulighed for at gøre indsigelse mod overførsler af olieholdigt spildevand. Ministeriets dialog med Kommissionen har ført til, at Miljøstyrelsen fremadrettet vil anvende en bredere fortolkning af muligheden for at give afslag på at importere affald. Miljøstyrelsen har derfor udarbejdet et nyt administrationsgrundlag, som understøtter styrelsens sagsbehandling i sager om import af affald.

Miljøministeriet igangsatte i foråret 2023 også en analyse af, hvornår der er tale om, at hovedformålet med en import af affald er bortskaffelse, og hvornår der er tale om, at hovedformålet er nyttiggørelse. Miljøministeriet kom i juni 2023 i forbindelse med ovenstående analyse frem til, at hovedformålet i de konkrete sager vedr. import af spildevand med et lavt olieindhold på det foreliggende grundlag måtte anses som bortskaffelse.

På den baggrund genoptog Miljøstyrelsen sagsbehandlingen af konkrete aktuelle importtilladelser vedrørende spildevand med et lavt olieindhold. Miljøstyrelsen påbegyndte samtidig udarbejdelsen af et nyt administrationsgrundlag, som bl.a. skal danne grundlaget for såvel vurderingen af disse konkrete sager samt fremtidige afgørelser i sager om olieholdigt spildevand.

Miljøstyrelsen igangsatte i foråret 2023 ligeledes udarbejdelsen af administrationsgrundlag vedrørende sagsbehandling af anmeldelser om import af affald til bortskaffelse i Danmark. Dette administrationsgrundlag er også færdiggjort.

”Vi er nu færdige med at udarbejde de nye administrationsgrundlag. Det betyder, at Miljøstyrelsen nu vil kunne træffe afgørelser i de sager, som undervejs i forløbet har været sat i bero. Ligeledes vil styrelsen træffe nye afgørelser i konkrete genoptagne sager vedrørende spildevand med et lavt olieindhold”, udtaler kontorchef Niels Martiny.

Miljøstyrelsen bemærker, at administrationsgrundlagene indeholder en væsentlig stramning af praksis vedrørende import af olieholdigt spildevand til Danmark, hvilket beskrives nærmere i boksen nedenfor.

Miljøstyrelsen vil på den baggrund snarest muligt rette henvendelse til anmelderne i de berørte sager.

Administrationsgrundlaget vedrørende vurdering af om hovedformålet med en affaldsbehandling er nyttiggørelse eller bortskaffelse ved overførsel af affald:

Dette administrationsgrundlag implementerer en ny praksis vedrørende anvendelsen af de af EU-domstolens praksis udledte seks indikationskriterier, som kan anvendes ved vurderingen af hovedformålet med en konkret overførsel af affald. Miljøministeriet har vurderet, at kriteriet om anlæggets indretning og kriteriet om betaling har almen karakter, mens de øvrige kriterier om energioverskud, energiudnyttelse, anvendelse og egnethed alle er nært knyttet til tekniske forhold vedrørende nyttiggørelsesoperationer om brændsel eller andre midler til energifremstilling og derfor næppe kan tillægges samme vægt i sager, som ikke angår forhold vedrørende nyttiggørelsesoperationer om brændsel eller andre midler til energifremstilling. Som led i Miljøstyrelsens nye praksis vil styrelsen således lægge afgørende vægt på indretningskriteriet og betalingskriteriet i sådanne sager, herunder sager om olieholdigt spildevand, mens de øvrige fire kriterier alene anvendes som støttende kriterier.   

Administrationsgrundlag: Vurdering af om hovedformålet med en affaldsbehandling er nyttiggørelse eller bortskaffelse ved overførsel af affald.

Notat om kvalificering af betalingskriteriet.

Betalingskriteriets anvendelse i sager om olieholdigt spildevand.

Administrationsgrundlaget vedrørende indsigelse mod import af affald til nyttiggørelse ved Transportforordningens artikel 12, stk.1, litra g:

Dette administrationsgrundlag er relevant, når det vurderes, at hovedformålet med en konkret overførsel af affald til Danmark kan karakteriseres som nyttiggørelse. Formålet med grundlaget er at understøtte vurderingen af, om der kan gøres indsigelse mod en import af affald til nyttiggørelse efter transportforordningens artikel 12, stk. 1, litra g. Miljøstyrelsen prioriterer at gøre indsigelse mod importer, hvor miljømæssige betragtninger taler herfor, og har derfor særligt fokus på anmeldelser, hvor eksempelvis særlige forhold ved recipienten sammenholdt med den kemiske sammensætning af affaldet udgør en miljømæssig betragtning, der taler for indsigelse.

Administrationsgrundlag: Indsigelse mod affald til nyttiggørelse efter artikel 12, stk. 1, litra g.

Administrationsgrundlag vedr. § 10 - undtagelser til forbud mod overførsel af affald til bortskaffelse i Danmark:

Dette administrationsgrundlag skal anvendes ved behandling af anmeldelser om overførsel af affald til bortskaffelse i Danmark. Formålet med grundlaget er at understøtte styrelsens vurdering af, om der i en importanmodning kan gøres undtagelse fra importforbuddet i bekendtgørelsens § 10 ved en af de to undtagelser, der fremgår i § 10, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2.

Administrationsgrundlag: § 10 - undtagelser til forbud mod import til bortskaffelse i DK.