Bekæmpelse af ulovlig tømmerhugst (EUTR/FLEGT)

Miljøstyrelsens lukkedage

Miljøstyrelsen opfordrer virksomheder, som importerer træprodukter med FLEGT-licens til at være opmærksom på Miljøstyrelsens lukkedage, hvor FLEGT-licenser ikke vil blive behandlet.

Miljøstyrelsen holder lukket alle helligdage, grundlovsdag (5.juni), juleaftensdag og nytårsdag. Derudover holder Miljøstyrelsen lukket i dagene mellem Palmesøndag og Skærtorsdag, dagen efter Kristihimmelfart samt dagene mellem jul og nytår. 

Ulovlig tømmerhugst er et globalt problem med omfattende negative økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige virkninger. De negative virkninger af den illegale hugst er blandt andet

  • at landene ikke har kontrol med fældning af skovene og går glip af indtægter fra skovhugsten,
  • at levevilkår for lokalbefolkningen og levesteder for dyr og planter bliver ødelagt,
  • at det øvrige skovbrug udsættes for unfair konkurrence.

Man taler om ulovligt fældet træ og ulovlig skovhugst, når træer i et land fældes i strid med lovene i landet. Problemet kan enten være, at personerne eller firmaet bag fældningen ikke har de nødvendige tilladelser, eller de fælder uden at betale de lovpligtige afgifter eller hensyntagen til miljøet m.m.

Et internationalt problem

Ulovlig tømmerhugst sker primært i ulandene samt i nogle østeuropæiske lande. En del af træet handles internationalt og kommer både til Europa og sandsynligvis også til Danmark.

Der findes ingen officielle statistikker om ulovlig træ. Men for nogle lande estimeres det, at mere en 90 procent af det handlede træ er fældet ulovligt.

Der findes heller ingen præcise opgørelser over, hvad ulovlig tømmerhugst koster i tabte indtægter for de lande, det går ud over. Men Verdensbanken skønner, at producentlandene som minimum mister 90 milliarder kroner om året, hvilket svarer til 10 procent af den samlede verdenshandel med træ. Interpol har estimeret at ulovligt fældet træ har en markedsværdi på ca. 170 milliarder kr. årligt.

Skadevirkningerne kan bestå i omfattende ukontrollerede skovrydninger, der fører til erosion, oversvømmelser og ørkendannelse, udryddelse af truede arter af vilde planter og dyr samt forringelse af livsvilkårene for millioner af lokale og indfødte, der verden over lever i dyb afhængighed af skovene. Ulovlig tømmerhugst unddrager som nævnt de berørte landes regeringers provenu fra skatter og afgifter fra skovdrift, ligesom det skaber ulige vilkår på træmarkedet, til ugunst for dem, der opererer på lovligt og bæredygtigt grundlag.

EU´s og Dansk indsats for at bekæmpe ulovlig tømmerhugst

Sammen med EU arbejder Danmark på at stoppe EU’s import af ulovligt træ. Danmark arbejder også aktivt med politik for offentligt indkøb af lovligt og bæredygtigt træ.

EU´s Tømmerforordninger fik virkning fra 3. marts 2013. Fra den dag blev det ulovligt at omsætte ulovligt fældet træ eller træprodukter heraf på EU´s indre marked. Virksomheder, der i første omsætningsled bringer træprodukter på markedet, er herefter bl.a. forpligtiget til at gennemføre en risikovurdering og risikominimering for at undgå at træet kommer fra ulovlige kilder.

Til administrationen af EU´s forordninger til bekæmpelse af handel med ulovligt fældet træ og træprodukter heraf vedtog Folketinget enstemmigt det danske lovgrundlag 6. december 2012. Det er Miljøstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed for administration af EU´s forordninger til bekæmpelse af ulovligt fældet træ.

Lov. nr. 1225 af 19. december 2012
Bekendtgørelse nr. 849 af 27. juni 2016
Bekendtgørelse nr. 95 af 28. januar 2019

Naturstyrelsen (nu Miljøstyrelsen) har i 2016 færdiggjort en vejledning til danske skovejere, der uddyber og forklarer vigtige elementer i den enkelte skovejers due diligence ordning. Bl.a. ved at beskrive due diligence i 12 tænkte eksempler. Læs vejledningen på Retsinformation eller hent en billedversion.

EU’s FLEGT licensforordning (Forest Law Enforcement, Governance and Trade)

Et enstemmigt ministerråd i Brussel vedtog den 24. oktober 2005 en forordning, der skal bremse importen af ulovligt fældet træ til EU. Samtidig bemyndigede Ministerrådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med tømmerproducerende lande om indgåelse af partnerskabsaftaler om skovlovshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel. Partnerlande skal ved eksport af bestemte træprodukter til EU forpligte sig til at udstede licenser, der godtgør, at det eksporterede træ er lovligt fældet i partnerlandet eller importeret lovligt til partnerlandet. Ordningen er obligatorisk for kævler, savet træ, finer og krydsfiner, men flere produktgrupper er indarbejdet i de enkelte aftaler, der er indgået med partnerlande.

Vedtagelsen var en milepæl i kampen mod ulovlig tømmerhugst, som ødelægger grundlaget for bæredygtig skovdrift i mange af verdens mest skovrige lande. Det gælder bl.a. i troperne, hvor skadevirkningerne af ulovlig tømmerhugst er særligt omfattende, både økonomisk, socialt og miljømæssigt.

EU-planen om udvikling af en licensordning baseret på partnerskabsaftaler med tømmerproducerende lande blev lanceret på Verdenstopmødet i Johannesburg 2002 under det danske EU-formandskab. Vedtagelsen af ordningen blev det første konkrete EU-skridt til udmøntning af denne plan på handelsområdet. Danmark pressede under forhandlingerne på for stramninger i ordningen, særligt mhp. at afbøde risikoen for omgåelse ved handel via tredjelande, for handelsregulering er vanskeligt område, siger al erfaring.

Vejledning om import af træ omfattet af FLEGT-licensordningen

FLEGT-licensordningen 1 regulerer bestemmelserne i forbindelse med import til EU af træ fra frivillige partnerskabslande (VPA). Den skal bl.a. sikre, at der ikke importeres ulovligt træ fra partnerskabslandene ved, at der følger licens med de produkter, der er indgået aftale om med de enkelte partnerlande.
Af gennemførelsesbestemmelserne 2 fremgår det, at myndighederne i modtagelandet skal føre kontrol med licensernes gyldighed.

Indonesien er det første land, hvorfra europæiske virksomheder kan indhente FLEGT-licenser. VPA-aftalen mellem EU og Indonesien træder i kraft den 15. november 2016. Læs mere om FLEGT-licenser fra Indonesien.

FLEGT-licenser håndteres via EU’s TRACES database. TRACES står for TRade Control and Expert System. Miljøstyrelsen foretager en validering danske FLEGT-licenser via TRACES, hvorefter Toldstyrelsen er ansvarlig for frigivelsen af de importerede produkter. Miljøstyrelsens eneste indgang til TRACES er til validering af licenser, hvorfor spørgsmål, vejledning og fejlfinding bedes rettes til TRACES Helpdesk på +32 2 297 63 50 eller via email på SANTE-TRACES@ec.europa.eu.

Læs mere om TRACES.

Videovejledning til brug for fuldt digital oprettelse af FLEGT-licenser

Vejledning til digital oprettelse af FLEGT-licenser

Quick-guide til claimefunktionen i TRACES

1 Rådets Forordning (EF) nr. 2173/2005 af 20. december 2005 om indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ til Det Europæiske Fællesskab.
2 Kommissionens Forordning (EF) nr. 1024/2008 af 17. oktober 2008 om fastsættelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets Forordning (EF) nr. 2173/2005 0m indførelse af en FLEGT-licensordning for import af træ til Det Europæiske Fællesskab.

Læs mere om bekæmpelsen af ulovlig tømmerhugst

Bekendtgørelse nr. 849 af 27. juni 2016

EU-Kommissionens website: EU´s Tømmerforordning og Overvågningsorganer

EU-Kommissionens website: Illegal logging/FLEGT Action Plan

European Forest Institute: FLEGT - Voluntary Partnership Agreement

EUTR National reports

EUTR National report 2019

EUTR National report 2020

EUTR National report 2021

EUTR National report 2022

Modtag nyheder om EUDR, EUTR og FLEGT