Hvad skal anmeldes til SCIP-databasen?

Alle varer eller delkomponenter, såkaldte artikler, som indeholder problematisk kemi i form af kemiske stoffer fra EU’s kandidatliste skal anmeldes til SCIP-databasen.

Kandidatlisten er en liste over kemiske stoffer, som anses for at være særlig problematiske for menneskers sundhed eller miljøet. Det er fx stoffer, der er hormonforstyrrende, kræftfremkaldende, skadelige for forplantningen eller svært nedbrydelige. EU’s Kemikalieagentur (ECHA) opdaterer løbende listen med nye stoffer.

Små mængder er nok

Grænsen for anmeldelse af kemiske stoffer fra EU’s kandidatliste går ved 0,1 vægt%. Dvs. vægten af kandidatlistestoffet skal vurderes i forhold til vægten af den delkomponent, som indeholder den kandidatlistestoffet.

Det er nemlig ikke nok at se på, om din virksomhed selv anvender kemiske stoffer fra EU’s kandidatliste. Din virksomheds varer består højst sandsynligt af en masse delkomponenter/artikler, hvoraf nogle af dem måske leveres af underleverandører. Indeholder blot en enkelt af disse delkomponenter mere end 0,1vægt% af et stof fra kandidatlisten, skal din virksomhed anmelde den samlede vare og den pågældende delkomponent til SCIP-databasen.

Selv om delkomponenterne i din vare er limet eller svejset sammen, så de ikke nemt kan adskilles igen, er de i lovmæssig forstand stadig delartikler. Du skal derfor stadig undersøge, veje og eventuelt anmelde den enkelte delkomponent i din vare.

Emballagen, din vare leveres i, er også omfattet af anmeldelsesforpligtelsen til SCIP databasen, hvis den indeholder mere end 0,1% af et kandidatlistestof, og bør derfor også undersøges og evt. anmeldes på samme måde som selve varen og delkomponenterne.

Spørg dine underleverandører

Hvis du får hele eller dele af varen fra en underleverandør, er du nødt til at spørge leverandøren, om der indgår stoffer fra EU´s kandidatliste. Hvis der gør, skal du bruge deres oplysninger i din anmeldelse.
Få hjælp til at tjekke om du har modtaget de rigtige oplysninger fra din leverandør. 

Hvis den underleverandør, der har leveret delkomponenten med kandidatlistestof, er fra EU, bliver din anmeldelse lidt lettere, da du undervejs i din anmeldelse kan henvise til din underleverandørs eksisterende anmeldelse af delkomponenten. Dermed skal du ikke anmelde detaljerede oplysninger om delkomponenten, men blot referere til den. 

Du skal dog stadig anmelde den samlede vare, du sælger eller videredistribuerer. Ansvaret for din vare, og alt hvad den indeholder, er i sidste ende dit.

Hvilke stoffer er på listen

Du kan til enhver tid se de aktuelle stoffer på kandidatlisten på
ECHA’s hjemmeside

Hvad består varen af?

Er du i tvivl om, hvad der betegnes som delkomponter i den samlede varer, har Miljøstyrelsen tidligere lavet et eksempel til inspiration.
Læs videre

Et eksempel på hvad der skal anmeldes

Din virksomhed producerer et udsugningsanlæg, hvor selve udsugningsrørerne ikke indeholder kandidatlistestoffer, mens rørsamlere i stål og tilhørende gummiindlæg indeholder henholdsvist cadmium og anthracen. Rørsamleren vejer 940 gram og indeholder 0,8 gram cadmium, svarende til 0,09% vægt, mens gummiindlægget vejer 187 gram og indeholder 0,7 gram anthracen, svarende til 0,4% vægt.

Din virksomhed skal i dette tilfælde anmelde gummiindlægget til SCIP-databasen, da den relative vægt af anthracen udgør over 0,1%.

Skal din virksomhed anmelde til SCIP-databasen