PFAS dækker over en meget stor gruppe af kemiske stoffer, hvor flere har vist sig at være skadelige for både mennesker og miljø.
PFAS bruges typisk i produkter og materialer, der skal være vandtætte, slidstærke, kunne tåle varme og/eller være fedt- eller smudsafvisende. Det er f.eks. maling eller anden overfladebehandling, skumisolering, slip-let gryder og pander, elektronik samt tekstiler og lædervarer.
Lovgivningen og dit ansvar som butiksindehaver
EU har allerede forbudt en række PFAS. Og det forventes, at mere end 10.000 PFAS bliver forbudt i EU inden for en årrække. Det vil få stor betydning for både store og små virksomheder i mange forskellige brancher.
Som butiksindehaver vil det være dit ansvar, at de varer du markedsfører og sælger overholder lovgivningen. Det gælder også, hvis du køber dem fra en grossist inden for EU. Grossister, der importerer varer fra ikke EU-lande, er også ansvarlige for at overholde EU-lovgivningen, men det fratager ikke dig ansvaret.