1. Anvendelsesområde

Her beskrives, hvilke fyringsanlæg der er omfattet af bekendtgørelsen, og nogle af de typer fyringsanlæg, som ikke er omfattet af bekendtgørelsen. Desuden gives en indføring i, hvordan skorstensreglen skal anvendes.

1.1. Fyringsanlæg omfattet af bekendtgørelsen

Bekendtgørelsen omfatter fyringsanlæg, der har en nominel indfyret termisk effekt på mere end eller lig med 1 MW og mindre end 50 MW uanset brændselstype (mellemstore fyringsanlæg). Det kan være en særskilt motor, gasturbine eller kedel. (§ 1, stk. 1, nr.1).

Som hovedregel gælder bekendtgørelsens regler for den enkelte motor, gasturbine og kedel. Undtagelsen herfor er de nye fyringsanlæg, som er omfattet af skorstensreglen. (§ 1, stk. 1, nr. 2).

Både stationære og flytbare fyringsanlæg er omfattet af bekendtgørelsen. Flytbare fyringsanlæg er anlæg, der står midlertidigt på en lokalitet og herefter flyttes midlertidigt til en anden lokalitet.

Nye mellemstore fyringsanlæg, dvs. anlæg der sættes i drift den 20. december 2018 eller herefter, er omfattet af bekendtgørelsen fra datoen for idriftsættelse.

For bestående mellemstore fyringsanlæg, dvs. anlæg der er sat i drift inden den 20. december 2018, sker en trinvis indfasning i bekendtgørelsen. Fyringsanlæg på > 5 MW og < 50 MW bliver omfattet fra 1. januar 2025, og fyringsanlæg på ≥ 1 MW og ≤ 5MW bliver omfattet fra den 1. januar 2030.

1.2. Skorstensreglen

Skorstensreglen gælder udelukkende kombinationer af nye mellemstore fyringsanlæg, dvs. fyringsanlæg der er sat i drift den 20. december 2018 eller herefter. Bestående fyringsanlæg er ikke omfattet af skorstensreglen. (§ 1, stk. 1, nr. 2).

Skorstensreglen har betydning for, hvilke emissionsgrænseværdier og egenkontrolkrav fyringsanlægget skal overholde.

Skorstensreglen gælder for:

Nye fyringsanlæg, der deler en fælles skorsten.
Nye fyringsanlæg, der kunne dele en fælles skorsten.
To eller flere nye særskilte mellemstore fyringsanlæg, der udleder røggasser gennem en fælles skorsten betragtes som ét enkelt fyringsanlæg, uanset om røggasserne fra de særskilte anlæg udledes gennem samme røgrør i den fælles skorsten eller gennem hvert sit røgrør i den fælles skorsten. (§ 1, stk. 2, nr. 1).

To eller flere nye mellemstore fyringsanlæg, der udleder røggasser gennem hver sin skorsten, betragtes som ét enkelt fyringsanlæg, hvis tilsynsmyndigheden vurderer, at røggasserne fra disse anlæg under hensyn til tekniske og økonomiske forhold kunne udledes gennem én fælles skorsten, dvs. kunne dele en fælles skorsten. (§ 1, stk. 2, nr. 2).

Nye mellemstore fyringsanlæg, hvor den samlede nominelle termiske indfyrede effekt efter skorstensreglen er større end eller lig med 50 MW, er også omfattet af bekendtgørelsen, medmindre de er omfattet af bekendtgørelsen om store fyringsanlæg. (§ 1, stk. 1, nr.2).

Særskilte fyringsanlæg med en nominel indfyret termisk effekt på mindre end 1 MW indgår ikke beregningen af den samlede nominelle indfyrede termiske effekt i henhold til skorstensreglen.

Skorstensreglen gælder også på tværs af anlægstyper, f.eks. for en ny kedel og ny motor, der deler eller kunne dele en fælles skorsten.

1.3. Fyringsanlæg undtaget fra bekendtgørelsen

Bekendtgørelsens indeholder en udtømmende liste over specifikke fyringsanlæg, som er undtaget fra bekendtgørelsen. (§ 3). Nedenfor er udvalgte anlægstyper på listen beskrevet nærmere.