Tilladelse til indvinding

Drikkevand fremstillet af grundvand indeholder en række naturlige stoffer, som er med til at give vandet smag og karakter. Imidlertid kan grundvandet også indeholde stoffer, som er uønskede i drikkevand. Det kan både være naturligt forekommende stoffer i jorden, men også stoffer fra menneskeskabt forurening. Drikkevandet bliver kontrolleret for begge dele gennem fastsatte krav til stoffernes maksimale koncentration i drikkevandet. Disse fremgår af drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1a – 1f. Generelt gælder kravene ved forbrugers taphane, dog gælder kravet for nitrit ved afgangen fra vandværket, jf. fodnote 3 i bilag 1d til drikkevandsbekendtgørelsen.

Ud over de stoffer som der er faste krav til, er nogle stoffer reguleret som kvalitetskriterier med anbefalede grænseværdier. Disse fremgår af bilag B til Drikkevandsvejledningen.

Vandforsyninger som er omfattet af reglerne om obligatorisk kontrol skal som udgangspunkt kontrolleres for alle stoffer på drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1a - 1f. Nogle stoffer på bilagene er dog kun relevante at kontrollere for, såfremt vandforsyningen er beliggende i områder med særlig risiko, eller anvender specifikke stoffer i forbindelse med drikkevandsfremstillingen. Kommunen skal desuden i forbindelse med udarbejdelse af kontrolprogrammet tage stilling til, om der er andre parametre, eksempelvis stoffer med fastsatte kvalitetskriterier, som ud fra de lokale forhold er relevante at kontrollere.

Kommunen har også mulighed for at afgøre, at de ellers obligatoriske parametre kan undlades i kontrollen. Dette forudsætter gennemførelse af en risikovurdering i overensstemmelse med Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 6.

Ved en forenklet kontrol kontrolleres vandet generelt kun for: udseende og lugt, pH, ledningsevne, arsen, nitrat, coliforme bakterier, Escherichia coli (E. coli) og kimtal ved 22°C.

Enkeltindvindere som ikke er omfattet af krav om kontrol vil typisk blive anbefalet at kontrollere for de samme parametre som ved forenklet kontrol.

Der er en kun få undtagelser til kravene om drikkevandskvalitet:

• Fødevarevirksomheder kan i særlige tilfælde få tilladelse til at anvende vand til fødevarefremstilling, som ikke opfylder alle kvalitetskravene til drikkevand.
• I de tilfælde, hvor fødevarevirksomheder ikke har krav om at anvende vand af drikkevandskvalitet jf. fødevarehygiejneforordningerne.
• Der må etableres anlæg til opsamling af regnvand fra tage til WC-skyl og tøjvask i maskine.

Drikkevandets kvalitet måles løbende i de boringer, der leverer grundvand til vandværket, ved afgang fra vandværket ud i distributionsnettet til forbrugerne og ved stikprøve ved forbrugerens taphane. Kvalitetskravene gælder som hovedregel ved forbrugerens taphane. 

Udtagning af kontrolprøver og analyse af disse skal foretages af et akkrediteret laboratorium, der udfører drikkevandsanalyser. Ejeren af vandforsyningen, herunder også en ikke-almen vandforsyning, skal selv betale for analyserne. Laboratorierne kan oplyse om deres priser. Prøverne skal leve op til kravene til kemiske og mikrobiologiske miljømålinger. Du kan læse mere om kvalitetskrav til miljømålinger.

Kommunen har udover at fastlægge kontrolprøver ved forbrugerens taphane, også pligt til at fastlægge krav om kontrolmålinger f.eks. i forsyningsanlægget. Disse kontrolmålinger kan typisk tages ved afgang fra vandindvindingsanlægget og i forsyningsanlæggets ledningsnet. Omfanget af denne kontrol er ikke fastlagt i bekendtgørelsen, men det forudsættes, at kommunen fastsætter denne – gerne efter indstilling fra vandforsyningen.

Frekvensen for måling af drikkevandets kvalitet afhænger af, hvilken type og størrelse af vandforsyning der er tale om.

Hvis vandforsyningen er omfattet af reglerne om forenklet kontrol, skal der ikke foreligge et kontrolprogram. Kommunen afgør, hvor ofte kontrollen ved forbrugers taphane skal gennemføres. Der anbefales som udgangspunkt hver 5. år. 

For enkeltindvindere som indvinder under 10 m3 vand om dagen, og som ikke har kommerciel eller offentlig aktivitet, er der ikke krav om kontrol af drikkevandet. Kommunen skal som minimum hvert 5. år oplyse ejeren af indvindingen om, at ejeren med fordel kan foretage en kontrol af vandet. Kommunen skal derudover underrette forbrugerne af vandet, om at vandet ikke er underlagt obligatorisk kontrol. 

Kontrolhyppigheden for vandforsyninger som er omfattet af reglerne om kontrolprogram, afhænger af, hvor meget vand vandforsyningen producerer. Jo større vandforsyning, des oftere skal vandet kontrolleres. Der er også forskel på, hvor hyppigt der skal kontrolleres for forskellige stoffer. Der skelnes i drikkevandsbekendtgørelsen mellem såkaldte gruppe A- og gruppe B-parametre, samt radioaktivitetsindikatorer.

Af Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 5 tabel 1 fremgår med hvilken hyppighed der som minimum skal foretages kontrol for gruppe A- og gruppe B-parametre, og af bilag 9 tabel 4 fremgår med hvilken hyppighed der som minimum skal foretages kontrol for radioaktivitetsindikatorer. Kravene til kontrolhyppigheden gælder ved forbrugers taphane, men kommunen kan beslutte, at der også skal udtages kontrolprøver andre steder i forsyningssystemet. Kommunen kan derudover beslutte, at kontrollen skal udføres hyppigere eller mindre hyppigt end foreskrevet.

Boringskontrollen omfatter mange af de samme parametre som drikkevandskontrollen, men ikke alle. Af Drikkevandsbekendtgørelsens bilag 8 fremgår, hvilke parametre som er obligatoriske i boringskontrollen, samt med hvilken hyppighed de som minimum skal kontrolleres for afhængigt af den producerede vandmængde. Kommunen kan ligeledes beslutte, at yderligere parametre skal inkluderes, eller at kontrolhyppigheden skal øges, hvis de finder det relevant.

Hvis vandet fra et vandforsyningsanlæg leveres videre til et andet vandforsyningsanlæg til behandling og/eller distribution, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskrav, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg distribuerer til forbrugerne. Hvis et anlæg sælger en del af den producerede vandmængde videre til et andet anlæg, som distribuerer vandet videre til forbrugerne, skal første anlæg ikke stå for taphanekontrollen af den del, som sælges til det andet anlæg.

Hvis vandet fra flere vandforsyningsanlæg leveres til samme ledningsnet, fastsættes hyppigheden til kontrol af opfyldelse af drikkevandskvalitetskravene, som udgangspunkt ved forbrugers taphane, for hvert af disse vandforsyningsanlæg ud fra den vandmængde, som det pågældende anlæg leverer til ledningsnettet.

I forbindelse med kontrollen i forsyningsanlægget efter drikkevandsbekendtgørelsens § 7, stk. 6 skal der også udtages prøver ved afgang fra et vandindvindingsanlæg og i et forsyningsanlægs ledningsnet. Forsyningsanlægget, der producerer vandet, står for kontrollen ved afgang fra indvindingsanlægget. Kontrollen i ledningsnettet varetages af den vandforsyning, der er ansvarlig for det pågældende ledningsnet, hvor kontrollen er placeret.

Kommunen skal som udgangspunkt ikke gribe ind over for overskridelser af drikkevandskvalitetskrav, da disse ikke længere gælder for disse anlæg. 

Hvis vandet bedømmes at være sundhedsfarligt, skal kommunalbestyrelsen dog beslutte, om der bør træffes beslutninger efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1.

Det er kommunalbestyrelsen, der efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Sundhedsstyrelsen), afgør om vandet er sundhedsfarligt jf. vandforsyningslovens § 62, stk. 5. 

Kommunen skal ikke opsøge viden om vandkvalitet fra indvindingsanlæg, der forsyner én husstand med vand uden at levere vandet som led i en kommerciel eller offentlig aktivitet. Får kommunen på anden måde kendskab til drikkevand, der er sundhedsfarligt f.eks. via sundheds- eller sociale myndigheder, skal kommunen beslutte, om der bør træffes beslutning efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1. 

Ja, ifølge vandforsyningslovens § 62, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen, hvis vandet fra en indvinding, også hvis den alene forsyner én ejendom med drikkevand, bedømmes at være sundhedsfarligt, beslutte, om der bør træffes beslutninger efter stk. 1.
Kommunalbestyrelsens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Pationssikkerhed (tidligere Sundhedsstyrelsen), jf. lovens § 62, stk. 5.

Ja, et påbud om kogeanbefaling gælder stadig, da et sådant påbud er meddelt med den begrundelse, at vandet er sundhedsfarligt.

Nej, de er ikke forpligtet til at underrette kommunen.

Men de har mulighed for at underrette kommunen, som ifølge vandforsyningslovens § 62, stk. 4, skal beslutte, om der bør træffes beslutninger efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1, hvis vandet fra indvindingen vurderes at være sundhedsfarligt. Kommunens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.

En afgørelse efter § 62, stk. 1 kan i sådanne situationer ikke påbyde, at vandet skal opfylde alle kvalitetskrav til drikkevand, men kan f.eks. påbyde afhjælpende foranstaltninger, så vandet ophører med at være sundhedsfarligt. Hvis afhjælpende foranstaltninger i forhold til sundhedsfaren ikke vurderes at kunne gennemføres på forsvarlig vis i en konkret sag, kan der meddeles påbud om, at anlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt.

Ja, jf. § 28, stk. 1, i drikkevandsbekendtgørelsen.