Drikkevandskontrol

Som udgangspunkt er alle vandforsyninger, der leverer drikkevand, omfattet af reglerne om obligatorisk kontrol af drikkevandets kvalitet. Der er dog nogle undtagelser:

Vandforsyninger, der alene forsyner én husstand med mindre end 10 m3 vand om dagen uden at levere vand til kommerciel eller offentlig aktivitet, er undtaget kravet om kontrol.
Ikkealmene vandforsyninger, som ikke leverer vand som led i en kommerciel eller offentlig aktivitet, og som i gennemsnit leverer mindre end 10 m3 vand pr. dag til mere end én husstand eller som forsyner færre end 50 personer til mere end én husstand, har kun pligt til at foretage en såkaldt forenklet kontrol af vandet.

Alle andre vandforsyninger er underlagt kravet om fuld kontrol efter drikkevandsbekendtgørelsens § 17.

For nærmere information om begrebet "kommerciel eller offentlig aktivitet” henvises til drikkevandsvejledningens kapitel 1.1 om definitioner.

Hvilke stoffer kontrolleres der for?

Drikkevand fremstillet af grundvand indeholder en række naturlige stoffer, som er med til at give vandet smag og karakter. Imidlertid kan grundvandet også indeholde stoffer, som er uønskede i drikkevand. Det kan både være naturligt forekommende stoffer i jorden, men også stoffer fra menneskeskabt forurening. Drikkevandet bliver kontrolleret for begge dele gennem fastsatte krav til stoffernes maksimale koncentration i drikkevandet. Disse fremgår af drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1, a - 1, e. Generelt gælder kravene ved forbrugers taphane, dog gælder kravet for nitrit ved afgangen fra vandværket, jf. fodnote 15 i bilag 1, b til drikkevandsbekendtgørelsen.

Ud over de stoffer som der er faste krav til, er nogle stoffer reguleret som kvalitetskriterier med anbefalede grænseværdier. Disse fremgår her.

Vandforsyninger som er omfattet af reglerne om obligatorisk kontrol skal som udgangspunkt kontrolleres for alle stoffer på drikkevandsbekendtgørelsens bilag 1, a – 1, e. Nogle stoffer på bilagene er dog kun relevante at kontrollere for, såfremt vandforsyningen er beliggende i områder med særlig risiko, eller anvender specifikke stoffer i forbindelse med drikkevandsfremstillingen.

Kommunen skal desuden i forbindelse med udarbejdelse af kontrolprogrammet tage stilling til, om der er andre parametre, eksempelvis stoffer med fastsatte kvalitetskriterier, som ud fra de lokale forhold er relevante at kontrollere.

Kommunen har også mulighed for at afgøre, at de ellers obligatoriske parametre kan undlades i kontrollen. Dette forudsætter gennemførelse af en risikovurdering i overensstemmelse med drikkevandsbekendtgørelsens bilag 6.

Ved en forenklet kontrol kontrolleres vandet generelt kun for udseende og lugt, pH, ledningsevne, arsen, nitrat, coliforme bakterier, Escherichia coli (E. coli) og kimtal ved 22 °C.

Der er en kun få undtagelser til kravene om drikkevandskvalitet:

Således er drikkevand, der anvendes til produktion af visse fødevarer omfattet af fødevarehygiejneforordningen eller hygiejneforordningen. Vand der er omfattet af nævnte ordninger er ikke omfattet af kravene i drikkevandsbekendtgørelsen. Det kunne eksempelvis være vand til dyr eller vanding af bestemte afgrøder. Fødevarevirksomheder kan herudover i særlige tilfælde få tilladelse til at anvende vand til fødevarefremstilling, som ikke opfylder alle kvalitetskravene til drikkevand.
Der må i visse tilfælde etableres anlæg til opsamling af regnvand fra tage til WC-skyl og tøjvask i maskine.

Ofte stillede spørgsmål om indvindingsanlæg, der ikke er omfattet af krav om obligatorisk kontrol

Kommunen skal ikke opsøge viden om vandkvalitet fra indvindingsanlæg, der forsyner én husstand med vand uden at levere vandet som led i en kommerciel eller offentlig aktivitet, men får kommunen på anden måde kendskab til drikkevand, der er sundhedsfarligt, f.eks. via sundheds- eller sociale myndigheder, skal kommunen beslutte, om der bør træffes afgørelse efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1.

Det er kommunalbestyrelsen, der efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed, afgør om vandet er sundhedsfarligt jf. vandforsyningslovens § 62, stk. 5.

Nej, de er ikke forpligtet til at underrette kommunen.

Men de har mulighed for at underrette kommunen, som ifølge vandforsyningslovens § 62, stk. 4, skal beslutte, om der bør træffes beslutninger efter vandforsyningslovens § 62, stk. 1, hvis vandet fra indvindingen vurderes at være sundhedsfarligt. Kommunens afgørelse af, om vandet er sundhedsfarligt, skal ske efter drøftelse med Styrelsen for Patientsikkerhed.

En afgørelse efter § 62, stk. 1 kan i sådanne situationer ikke påbyde, at vandet skal opfylde alle kvalitetskrav til drikkevand, men kan f.eks. påbyde afhjælpende foranstaltninger, så vandet ophører med at være sundhedsfarligt. Hvis afhjælpende foranstaltninger i forhold til sundhedsfaren ikke vurderes at kunne gennemføres på forsvarlig vis i en konkret sag, kan der meddeles påbud om, at anlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt.

Drikkevandskontrol